En dansk familie kom glade hjem fra en uforglemmelig fødselsdagsmiddag. Signe vendte tilbage med sin mand fra restauranten, hvor de havde fejret hendes fødselsdag. Aftenen var lykkedes godt. Der var mange mennesker både familie og kolleger. Signe kendte ikke dem alle, men hvis Anders havde inviteret dem, måtte det være nødvendigt.
Signe var ikke typen, der satte spørgsmålstegn ved sin mands beslutninger; hun hadede skænderier. Det var nemmere bare at følge hans mening.
“Signe, er dine nøgler begravet i tasken? Kan du få dem frem?” åbnede Signe sin håndtaske og famlede efter nøglerne. Pludselig føltes en skarp smerte, og hun tabte tasken.
“Hvorfor skriger du?”
“Jeg stak mig på noget.”
“Med alt det rod i din taske, er det ikke underligt!”
Signe svarede ikke, samlede tasken op og fandt forsigtigt nøglerne. De gik ind i deres lejlighed, og hun glemte hurtigt smerten. Træthed væltede ind over hende, og hun havde lyst til at stå under bruseren førend hun lagde sig. Næste morgen vågnede hun med en stikkende smerte i hånden hendes finger var rød og hævet. Hun huskede episoden fra aftenen og gennemsøgte tasken. Længst nede lå en stor, rusten nål.
“Hvad i alverden?” Hun forstod ikke, hvordan den var endt der. Hun smed den i skraldespanden og tog fat på førstehjælpskassen for at rense såret. Efter at have forbundet fingeren, tog hun på arbejde. Men ved frokosttid følte hun sig feberagtig.
Hun ringede til Anders:
“Anders, jeg ved ikke, hvad der foregår. Jeg tror, jeg har fået en infektion. Jeg har feber, hovedpine, og alt gør ondt. Jeg fandt en rusten nål i min taske den stak mig!”
“Du bør tage til lægen. Det kunne være alvorligt.”
“Bare rolig, jeg har renset såret. Det går nok.”
Men time for time blev hun dårligere. Knap nok kunne hun gennemføre arbejdsdagen, før hun tog en taxi hjem hun orkede ikke offentlig transport. Hjemme faldt hun om på sofaen og faldt i søvn.
Hun drømte om sin bedstemor, Karen, der døde, da Signe var lille. Hun anede ikke hvordan, men hun vidste, det var hende. Skrøbelig og bøjet ville hendes udseende have skræmt de fleste, men Signe følte, at bedstemoren ville hjælpe.
Bedstemoren førte hende gennem en mark og viste hende, hvilke planter hun skulle plukke til en renseblanding. Hun sagde, at nogen ønskede hende ondt, men hun måtte holde sig i live for at kæmpe imod. Tiden knasede.
Signe vågnede svedig. Hun troede, hun havde sovet længe, men kun få minutter var gået. Døren smækkede Anders var kommet hjem. Hun vaklede ud i entréen. Da han så hende, blev han chokeret:
“Hvad sker der? Se dit ansigt i spejlet!”
Signe nærmede sig spejlet. I går havde hun set en smilende kvinde. Nu genkendte hun sig knap nok sløvt hår, mørke øjne, grålig hud, tomt blik.
“Hvad foregår der?”
Pludselig huskede hun sin drøm og sagde til Anders:
“Jeg så min bedstemor. Hun fortalte mig, hvad jeg skal gøre…”
“Signe, tag tøj på. Vi tager på hospitalet.”
“Nej, lægerne kan ikke hjælpe mig. Bedstemor sagde det.”
En voldsom skænderi fulgte. Anders kaldte hende vanvittig for at tro på en drømmebesked. For første gang rasede de mod hinanden. Han prøvede at trække hende med magt.
“Hvis du ikke selv går, bærer jeg dig derned!”
Signe rev sig løs, tabte balancen og faldt mod en hjørneskarp kant. Rasende greb Anders hendes taske, smækkede døren og forlod huset. Signe kunne lige akkurat sende en besked til sin chef om, at hun var syg.
Anders kom sent hjem og undskyldte. Alt, hun svarede, var:
“Tag mig til bedstemors landsby i morgen.”
Da hun vågnede næste dag, lignede hun et spøgelse mere end en sund kvinde. Anders bønfaldt hende:
“Signe, stop denne galskab. Lad os tage til hospitalet. Jeg vil ikke miste dig.”
Alligevel kørte de. Signe kunne kun huske landsbyens navn. Hun havde ikke været der siden forældrene solgte bedstemors hus. Hele turen sov hun, men da de nærmede sig landsbyen, åbnede hun øjnene og pegede:
“Derhenne.”
Hun vaklede ud af bilen og kollapsede i græsset, udmattet. Men hun vidste, det var det rigtige sted. Hun fandt de rette urter og tog dem med hjem. Anders hjalp hende med at brygge te. Signe sippede langsomt hver slurk gav lidt lettelse.
Senere kom hun på toilettet og så, at hendes urin var sort. I stedet for at skræmme hende, bekræftede det bedstemors ord:
“Ondskaben forlader dig…”
Den nat drømte hun igen om bedstemoren, der smilte til hende.
“En forbandelse blev sendt mod dig gennem den rustne nål. Min urtete hjælper dig, men den holder ikke for evigt. Du skal finde den, der gjorde dette, og sende ondskaben tilbage. Jeg kan ikke se, hvem der er ansvarlig, men det er en, der har en forbindelse til din mand. Hvis du ikke havde smidt nålen, kunne jeg se mere. Men…”
“Køb en æske nåle, og på den største, sig denne besværgelse: *’Nattens ånder, I som lever, hør mig, send sandheden frem. Fortæl mig, led mig, find min fjende.’* Læg nålen i din mands taske. Den, der forbandt dig, vil blive stukket, og så ved vi, hvem det er. Så kan vi sende ondskaben tilbage.”
Efter disse ord forsvandt bedstemoren som tåge.
Signe vågnede. Hun følte sig stadig svag, men vidste, hun ville blive rask.
Anders blev hjemme for at passe på hende. Han blev overrasket, da hun insisterede på selv at gå i købmanden:
“Signe, du kan knap stå. Lad mig hjælpe.”
“Anders, lav en suppe til mig jeg er sulten efter denne sygdom.”
Signe fulgte bedstemors anvisninger. Om aftenen lå den besværgede nål i Anders taske. Før sengetid spurgte han:
“Er du sikker på, du ikke har brug for hjælp? Skal jeg blive hos dig?”
“Jeg klarer mig.”
Hun følte sig lidt bedre, men ondskaben var der stadig. Urten virkede som en modgift.
Næste dag ventede hun spændt på Anders hjemkomst. Hun stillede ham én ting med det samme:
“Hvordan var din dag?”
“Fin, hvorfor?”
Da han tilføjede, at kollegaen Mette fra nabokontoret havde skreget højt efter at stikke sig på en nål i hans taske, vidste Signe, at hun havde fundet den, der sendte forbandelsen.
