»Har vi virkelig bygget vores hus for ingenting?« spurgte svigermor irriteret. »Skal I så betale mig halvdelen tilbage!«
Den kortklippede kvinde satte sig overfor Freja og sagde bestemt: »Der er nogle ting, du skal vide, før du gifter dig med min søn.«
Den slanke, blonde Freja kiggede forvirret på sin kommende svigermor, som hun kun havde mødt tre gange før.
»Hør her,« fortsatte Antonette stolt. »Hvis du skal være en del af familien, må du forstå, at min søns forældre altid kommer først. Vi har ikke brug for en svigerdatter, der styrer ham.«
»Styrer ham?« afbrød Freja.
»Lad mig få lov at tale færdig,« snappede Antonette. »Vær nu lidt tålmodig!«
Freja sænkede øjnene, forlegen over at have afbrudt. Hun ville ikke virke ubehagelig over for Peters mor. De havde kun været sammen kort tid, og Freja ville gerne gøre et godt indtryk.
»Nå,« fortsatte Antonette. »Familien har en plan: Så snart Peter bliver gift, flytter vi ind i det næsten færdige hus. Så bor vi alle sammen som en stor, lykkelig familie!«
»Fedt!« udbrød Freja med et anstrengt smil.
Antonette løftede et øjenbryn. Hun havde ikke ventet, at svigerdatteren ville sige ja så hurtigt.
»Jeg er glad for, at du er enig!« sagde Antonette og blinkede tilfreds.
Herefter roste hun Freja overfor sin søn og fortalte ham, hvor dejlig, klog og hensynsfuld hun var.
For at sikre sig endnu mere støtte, begyndte Freja at give Antonette små gaver med eller uden anledning for at vise sin omsorg.
Et år senere, bekymret for, at Peter og Freja måske ikke ville gifte sig, pressede Antonette sin søn til at fri.
»Hvornår har du tænkt dig at spørge hende?« spurgte hun næsten hver dag. »Hun kan jo finde på at løbe din vej, og så fortryder du det bagefter.«
Peter overvejede det og besluttede, at hans mor nok havde ret. Han friede, og Freja sagde ja med glæde.
Bryllupsudgifterne blev betalt af Peters forældre, hvilket overbeviste Freja om, at hun havde valgt den rigtige mand.
De første tre måneder boede det unge par til leje, indtil Antonette med stor begejstring annoncerede, at huset nu var klar.
»Pak jeres ting vi gør det samme!« sagde hun til sin søn og svigerdatter.
»Hvorfor det? Vi har det fint her,« knurrede Freja, der ikke havde lyst til at bo med svigerforældrene.
»Hvad mener du med hvorfor?« svarede Antonette forbløffet. »Vi blev enige om, at vi skulle flytte ind sammen, så snart huset var færdigt!«
»Ja, I kan da bare flytte!« svarede Freja skarpt, pludselig kold overfor Peters mor.
Antonette var så chokeret, at hun tav i flere sekunder.
»Vent lidt du lovede det,« mindede hun hende rolig om.
»Ligemeget hvad jeg sagde dengang. Jeg gider ikke bo med jer!« erklærede Freja bestemt. »Vi bor for os selv. Forresten, når I flytter, kan Peter og jeg overtage jeres lejlighed.«
»Hvad? Drømmer du?« råbte svigermor rasende. »Forfængelig nar!« tilføjede hun og smækkede røret på.
Freja lyttede til bip-lydene et øjeblik, før hun også lagde på.
Lige da opkaldet sluttede, ringede Peters telefon i køkkenet. Freja lyttede og forstod, at Antonette nu klagede til sin søn.
En halv time senere, da Peter endelig var færdig, gik Freja ind i køkkenet. Hans sure ansigt afslørede hans humør.
»Hvad foregår der?« spurgte han strengt.
»Hvilken *hvad*?« foldede Freja armene over brystet.
»Min mor ringede. Hun kræver penge.«
»Hvad? Hvilke penge?« Freja stirrede uforstående.
»For huset. Hvad lovede du hende før brylluppet?« spurgte Peter og rynkede panden. »At vi skulle bo der sammen?«
»Ingenting,« påstod Freja og spillede uvidende.
»Du godkendte hendes husprojekt, ikke?« pressede han.
»Og hvad så? Jeg var enig dengang ikke nu,« svarede hun og så væk.
»Jeg støttede det aldrig, fordi jeg tænkte, det var spild af tid! Huset lå halvfærdigt i tre år, men efter vores bryllup færdiggjorde hun det *på grund af dig*!« brølede Peter.
»Nå, men nu er det færdigt. Hvad er problemet?« trak Freja på skuldrene.
Før han kunne svare, ringede hans mor igen. Men han besluttede sig for en klog løsning: Han rakte telefonen til Freja. »Værsgo, snak selv med hende!«
Så snart Antonette hørte svigerdatterens stemme, gik hun til angreb.
»I skylder mig penge for huset!« sagde hun iskoldt.
»Hvilke penge? Er du blevet skør?« fnøs Freja.
»Har vi bygget det hus for ingenting?« råbte Antonette. »Så betal mig halvdelen!«
»Halvdelen?« knurrede Freja.
»Fem millioner kroner! I skylder mig fem millioner!« skreg Antonette. »Ellers«
»Hvad så? Jeg har ikke skrevet under på noget!« grinede Freja spidst.
»Så ser vi jer aldrig igen!« truede svigermor.
»Fint!« smilte Freja og lagde på.
Antonette begyndte nu at kræve penge af Peter, som måtte betale hende 50.000 kr. hver måned.
»Det vil tage dig ti år at betale det tilbage!« brokkede hun sig. »Enten flytter I ind i huset, eller også øger du beløbet.«
Da Peter ikke havde ekstra penge, accepterede han vilkårene. Men Freja var imod det, og efter seks måneder gik parret fra hinanden for godt.
