“Tror du virkelig, jeg har lyst til at lave mad til din mor hver eneste dag?” sagde kvinden og så dybt fornærmet ud.
“Og hvor længe skal det her fortsætte?” Mette smækkede pannen ned på komfuret. “Tror du, jeg er blevet ansat som din mors rengøringshjælp? To måneder uden en eneste fridag!” Hun klemte hårdt om træspartelen, så knoglerne blev hvide. Der var en gammel bitterhed i hendes stemme.
Anders stod i døråbningen til køkkenet og tøvede. Hans kone stod foran komfuret, hvor frikadellerne hendes svigermors yndlingsret fræsede. Lugten af stegt kød og løg irriterede hans hals, eller måske var det den tunge samtale, der ventede.
“Mette, hvorfor bliver du så sur?” sagde han blidt og beroligende. “Mor er bare vant til hjemmelavet mad. Hun kan ikke spise færdigretter, det ved du godt”
“Det ved jeg!” Mette smækkede spartelen ned på køkkenbordet. “Jeg ved det hele! Hendes forhøjede blodtryk, hendes kostplan, hendes sunde måltider. Men hvorfor skal jeg løbe i hamsterhjul hver aften? Jeg har også mit eget job!”
Udenfor var eftermiddagen ved at gå på hæld. Skyggerne fra et gammelt æbletræ udenfor køkkenvinduet dansede på væggene som tavse vidner til deres skænderi. Anders kiggede automatisk på uret snart ville hans mor komme hjem fra sin aftentur.
“Måske skulle vi hyre en hjemmehjælper?” foreslog han usikkert, vel vidende at hans kone hadede tanken om fremmede i deres hjem.
Mette smilede bittert: “Ja, selvføgelig! Og hvad skal vi betale hende med? Lejeopsparingerne? Ved du overhovedet, hvor meget mors medicin koster?”
Hun vendte sig mod komfuret og tørrede sine øjne i køkkenrullen. For tre måneder siden, da Lise flyttede ind efter et mindre slagtilfælde, var det Mette selv, der havde insisteret. Men hun havde ikke regnet med, hvor meget det ville ændre deres liv.
Døren smækkede i entreen. Lette skridt Lise var kommet hjem fra sin aftentur. Mette tørrede hurtigt øjnene og begyndte at lægge frikadellerne på tallerkener. Anders stod stadig i døren, vidende hverken ud eller ind.
En ubehagelig stilhed fyldte rummet, kun afbrudt af klirret fra service og pannens sidste sprutten.
“Mor, hvordan gik turen?” Anders skyndte sig ud i entreen, lettet over at slippe fra den vanskelige samtale. I det seneste var han begyndt at undgå konflikter, gemme sig bag arbejde og “vigtige” opgaver.
Lise stod foran spejlet og forsøgte at løsne sin uldsjal en gave fra sin afdøde mand. Hænderne, der engang var hurtige ved symaskinen, kæmpede nu med en simpel knude. Rystelsen var kommet efter slagtilfældet og blev kun værre.
“Åh, det var dejligt, lille Anders,” sagde hun med et anstrengt smil. “De samlede løvet i parken. Kan du huske, hvor godt du kunne li at hoppe i det som barn? Jeg skældte altid ud: ‘Stop det, du bliver forkølet!’ Men du lo bare”
Hun lænede sig mod væggen og lukkede øjnene. Blegheden og sveden på hendes pande undgik ikke sønnens opmærksomme blik.
“Jeg tror, mit blodtryk spiller igen,” indrømmede Lise. “Jeg gik måske for meget i dag.”
“Jeg henter din medicin,” sagde Mettes stemme fra køkkenet. Trods sin vrede tog hun sin svigermors helbred alvorligt. Måske var det årene på klinikken, der havde lært hende konsekvenserne af forsømt sygdom.
“Skynd dig ikke, Mette,” sagde Lise og satte sig tungt på bænken. Hun tog en medicinpakke op fra sin jakkelomme. “Jeg har alt med. Mine små hjælpere”
Hendes blik faldt på et gammelt billede på væggen hende og hendes mand på deres bryllupsdag. Hvor det hele virkede langt væk Hun havde aldrig troet, hun skulle blive en byrde for sin søn.
Anders skyndte sig efter et glas vand og nærved væltede en vase. Da han passerede sin kone, forsøgte han at fange hendes blik, men Mette vendte sig demonstrativt mod komfuret, hvor frikadellerne stadig fræsede. Lugten gjorde hende kvalm hun havde ikke spist hele dagen, opslugt af arbejde, indkøb og madlavning.
“Hvad har vi til aftensmad i aften?” Lise snusede da hun kom ind i køkkenet. “Frikadeller igen? Mette, hvorfor gør du dig selv alt det besvær? En suppe havde været nok”
“Det er okay, mor,” sagde Mette og stak gaffelen hårdt i en frikadelle, så den skreg mod panden. “Du kan jo godt li dem.”
Stemmen var så skarp, at Lise standsede brat i døren. I tyve års ægteskab havde hun lært at høre den mindste anspændthed i sin svigerdatters stemme. Og nu lød den som en forspændt violinstreng.
Den ældre kvinde gik langsomt hen til bordet, støttet af sin søns arm. Hun satte sig og bredte servietten på skødet en vane fra lærertiden. Anders skubbede tallerkenen og vandglasset nærmere og kontrollerede, om stolen stod rigtigt.
“Ved du hvad” begyndte Mette, men stoppede da hun så sin svigermors blege ansigt. Ordene bankede mod hendes tindinger. “Lad os bare spise.”
Tavsheden ved bordet var tyk. Kun bestikkets klirren og vægurets tikken fyldte rummet. Lise rørte kun lidt ved maden og skottede til sønnen og svigerdatteren.
De seneste uger havde hun lagt mærke til blikkene, hørt brudstykker af samtaler, set hvordan stemningen ændrede sig, når hun kom ind.
“Måske skulle jeg ikke være flyttet ind” tænkte hun bittert. Men højt sagde hun kun: “Frikadellerne er lækre, Mette. Næsten som dem min mor lavede”
“Jeg kan ikke mere,” sagde Mette pludselig med skælvende stemme og lagde gaffelen fra sig. Tikken fra uret lød højere. Lise blev stiv, skeen hængende i luften, og Anders blegnede hans værste frygt blev virkelighed.
“Hver dag er det samme,” Mettes stemme blev fastere. “Jeg står op klokken seks, er på arbejde klokken otte. Til frokost løber jeg på apoteket, efter arbejde indkøb, madlavning, rengøring Hvornår får jeg et liv? Hvornår kan jeg slappe af?”
“Skatter” begyndte Lise.
“Jeg er ikke din datter!” Mette rejste sig med et brag fra stolen. “Du har en søn lad ham
