Jeg kunne ikke modstå Jeg bedrog min kone
Og alligevel havde jeg aldrig forestillet mig, det kunne ske. Men livet, med sin kvælende rutine, tunge tavsheder og stivnede vaner, havde gravet en kløft mellem os.
Hun var altid hjemme, fanget i sin rolle som mor og husets frue. Vores samtaler var blevet til tomme udvekslinger: regninger, indkøb, børnenes skole Ingen latter, ingen brændende blikke, ingen stærke følelser.
Og så kom hun.
En ny kollega på kontoret. Jeg kalder hende Freja. Ung, tiltrækkende, sorgløs. Hendes klare latter sang som en melodi mellem skrivebordene, og hendes øjne funklede af en glød, jeg ikke havde set i årevis. Modsat min kone havde Freja ingen ansvar eller pligter. Hun levede frit, med en fortryllende letsindighed, der drog mig uimodståeligt til.
Først var det ingenting. Småsnak, enkelte vittigheder. Men dag for dag begyndte jeg at længes efter disse stunder med hende.
Så begyndte jeg at lyve.
For min kone fandt jeg på historier om sen møder, pressede projekter, en ven i nød. Hun stillede ingen spørgsmål. Hun vænnede sig til min fravær.
En måned lang forfulgte jeg Freja. Gav hende blomster, inviterede hende på restauranter, hvor jeg ikke havde spist i årevis. Vi gik under Københavns gyldne gadelygter, langs Christianshavns kanal, hvor vores hånder næsten, kun næsten, rørte hinanden.
Så, en aften ved Den Sorte Diamant, så hun på mig med et spilfuldt smil og hviskede:
Vil du ikke med hjem til mig?
Og jeg sagde ja.
Den nat var en storm af passion og glemsel.
Men da jeg trådte ind i vores lejlighed i morgenmørket, væltede en blytung skyld over mig.
Min kone var vågen.
Hun sad i stuen, langsomt belyst af daggryet, benene trukket op under sig. Vores blikke mødtes, og jeg vidste strakshun vidste det.
Koner ved det altid.
Hun sagde ikke et ord. Ingen skrig, ingen bebrejdelser. Bare en knugende tavshed. Så rejste hun sig og gik ud i køkkenet.
Jeg låste mig inde på badeværelset. Tændte bruseren og lod vandet skylde mig længe, som om det kunne vaske skylden bort. Men nogle pletter sidder for fast.
Da jeg kom ud, stod hun og lavede kaffe.
Jeg er træt, sagde hun bare. Jeg skal sove.
Senere, da jeg gik ind i soveværelset, lå hun fuldt påklædt i dyb søvn. På natbordet lå vores fotAlbummets side var slået op til et billede af os fra dengang vi var gladeog pludselig glemte jeg alt om Freja.
