For fem år siden begravede min nabo sin veteranmand og stod alene tilbage. Det var for fem år siden, min nabo, Fru Mette, havde netop mistet sin mand, en gammel krigshær, og stod helt alene. De havde ingen børn. Den gamle dame tænkte uafbrudt på sin kære Poul.
De var gift lige før krigen. Så drog Poul i krig, mens den trofaste Mette ventede tålmodigt. Poul kom hjem i live, men havde mistet sin venstre hånd. Han elskede sin kone højt og holdt utroligt meget af hende. Han lovede at beskytte hende mod alt ondt, men den lovning kunne han ikke holde. Han døde og efterlod hende alene.
På årsdagen for hans død dukkede en stor sort kat op hos hende. Den ankom midt om natten, som ud af intet, jamrende sig foran hendes dør. En snestorm hærgede, vinden hylede udenfor, men på en uforklarlig måde hørte Fru Mette katten. Da hun åbnede døren, så hun den fremmede kat. Bevæget lukkede hun den ind og tilbød den en skål mælk.
Men katten nægtede at spise. Med en værdig og selvstændig mine gik den en runde gennem huset. Efter at have inspiceret det hele, valgte den pladsen på Fru Mettes pude, begyndte at spinde og faldt straks i søvn.
Fru Mette kunne ikke finde på at jage katten væk og sov selv ved dens side. Om morgenen betragtede hun den nærmere. Den var velplejet og velnæret, slet ikke som en herreløs stodder! Sort som rav, med store grønne øjne og en selvsikker holdning. En detalje fangede hendes opmærksomhed: Den manglede tæerne på venstre forpote, som om de var revet af.
“Ligesom min kære Poul!” begyndte hun at græde. Imens hoppede katten blidt op i hendes skød og begyndte at spinde.
“Vi må finde på et navn til dig… Hvad med Felix?” sagde hun blidt og kradsede den bag øret. Katten rystede og stirrede så intenst på hende, at Fru Mette blev forvirret.
DENES ØJNE VAR MENNESKELIGE! IKKE “SOM MENNESKEØJNE”, MEN BOGSTAVELIGT MENNESKELIGE!
“Nåh, ‘Felix’ kan du ikke lide. Hvad med ‘Ludvig’? Det er et pænt navn!” sagde hun hurtigt. Katten mjavede utilfreds, sprang ned fra hendes skød og begyndte at klø i sofaen.
“Okay, okay, du får ikke noget navn. Du er bare Katten. Men spar sofaen, hvis du vil være søød,” bad hun høfligt. Brumlende noget uforståeligt adlød Katten og trak sig værdigt tilbage til soveværelset.
Sådan begyndte de at leve sammen: Fru Mette og Katten. Jeg besøgte hende ofte, og hun fortalte mig utrolige historier om sin kat!
For det første plejede Katten hende. Efter Pouls død havde Fru Mette fået et hjertetilfælde, og hendes hjerte gjorde ofte ondt. Men hver gang hun lagde sig, kom Katten og krøb sammen på hendes bryst, spandt og faldt i søvn. Smerten forsvandt, som om den aldrig havde været der!
En dag skete der noget virkelig mærkeligt. Fru Mette havde lagt sig for at hvile. Katten lå ved hendes side, spandt blidt og sov. Så bankede det på døren. Hun rejste sig for at åbne, mens Katten fulgte efter. Det var Lars, kvarterets stamgæst og ballademager. Han satte foden i dørspalten, bandede groft og krævede penge til øl. Fru Mette prøvede at sige nej, men manden blev mere og mere truende. Til sidst skældte han hende ud og vanærede hendes afdøde mands minde.
Pludselig brumlede Katten og kastede sig på ham. Lars skubbede den væk, men Katten angreb igen og var lige ved at hoppe ham i halsen. Rasende tabte Lars fodfæstet og forsvandt. Katten så meningsfuldt på Fru Mette med sine MENNESKELIGE ØJNE, løftede halen stolt og gik indenfor, missionen fuldført.
En dag forberedte Fru Mette sig på at tage til kommunen for at bede om brænde og bad mig om at følge med. Vi skulle tage bussen til hovedbyen. Jeg sagde ja og kom forbi tidligt om morgenen.
Den gamle dame sad på sengen i sin morgenkjole, forvirret og helt ude af den.
“Fru Mette, hvorfor er De ikke klar? Skynd Dem, måske kan vi få et lift,” insisterede jeg.
“Kære ven, jeg tager ikke afsted. Undskyld,” sagde hun blidt.
“Hvorfor ikke?”
“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det… Du må ikke grine…” Katten har forbudt mig at tage afsted.”
“Hvad?! Jeg har taget fri fra arbejde, og De taler om Deres kat! Kom nu!” protesterede jeg.
“Hør her, kære. Jeg havde gjort alt klar i går og lagde mig til at sove. Jeg drømte, at Katten sagde til mig, ligesom du gør nu… Den så på mig og sagde:
‘Bliv hjemme, Mette. Tag ikke afsted i morgen.’
Jeg kunne ikke få et ord frem! Det var ikke bare, at Katten talte! Den kaldte mig Mette! Mette! Forstår du?! Kun min afdøde Poul kaldte mig det! OG KATTENS STEMME VAR PRÆCIS SOM POULS!
Og så sang Katten en sang. Den, Poul altid elskede:
‘På bakkerne ved Himmelev,
hvor vinden suser mildt og frisk…
Kan du huske, lille Mette, jeg sang den, da jeg drog i krig?’
Alligevel fandt jeg styrken til at spørge:
‘Poul, er det dig?!’
‘Ja, på en måde. Jeg ser, hvor svært du har det alene, så jeg er kommet tilbage…
Sig til Lise, at hun ikke skal opereres. Hun ville ikke overleve det…’
Og så vågnede jeg.”
At sige, jeg var chokeret, er en underdrivelse! Jeg stod længe tavs og gispede som en fisk på land.
Så fik jeg en idé:
“Fru Mette, har De det okay? Skal vi ringe efter en læge? Måske har De forhøjet blodtryk.”
“Jeg har det bedre end nogensinde, kære! Jeg har talt med min Poul!” svarede hun og smilede gennem tårerne.
Jeg målte hendes blodtryk alligevel. Det var helt normalt!
Fra den dag begyndte Fru Mette at kalde sin kat for Poul. Mærkeligt nok svarede den straks på navnet!
Fru Mettes (eller Kattens?) forudsigelser gik i opfyldelse. Bussen, vi skulle med, var lige ved at køre galt den dag. Der var is på vejen, og chaufføren mistede kontrollen. Der var ingen døde, men flere kom til skade. Tilfældighed? Måske. En uge senere fik Fru Mette sit brænde…
Hun bad mig ringe til Lise, Pouls niece, og sige, hun ikke skulleOg da vinteren endelig gav efter til forårets første blade, fandt de Poul, katten, fredeligt sovende på Mettes grav, som om han endelig havde opfyldt sit løfte om aldrig at forlade hende.
