**”Lejligheden hvor vi ikke længere er velkomne”: da mor forvandlede hjemmet til en slagmark**
Mikkel sad på kontoret, da telefonen ringede. På skærmen stod hans kones navn. Han blev forbavsethun plejede ikke at ringe midt om dagen.
“Hej, Ida. Hvad er der sket? Jeg er lidt optaget lige nu,” sagde han og kiggede væk fra skærmen.
“Der er sket noget,” svarede hun med en stemme, der knækkede over af gråd. “Vi er blevet smidt ud. Vi har intet sted at bo!”
“Hvad?!” Mikkel sprang op. “Hvad er der med lejligheden? Er der brand? Indbrud?”
“Lejligheden er fin men vi må ikke bo her mere,” hviskede Ida.
“Hvad mener du med ‘vi må ikke’? Hvem kan forbyde os at bo i vores egen lejlighed?!”
“Hvem din mor!” udbrød hun, og i hendes stemme var der altsmerte, vrede, fortvivlelse.
For år siden var Mikkel og Ida flyttet til København med deres børn. Den ældste datter var syv, den yngste fem. De startede med at leje, arbejdede uden pause. Så smilede lykken til dem: Idas far havde uventet modtaget en lejlighed fra en fjern slægtning.
“Bo I her,” havde den gamle mand sagt. “Jeg er pensionist, skatterne generer mig ikke, lejligheden står på mit navn, men vi forstyrrer jer ikke.”
De havde renoveret, købt nye møbler. De var flyttet ind. Allerede betragtede de lejligheden som deresselvom den officielt ikke var det. Men Ida levede stadig med en knude i maven.
“Vi har investeret alt her, og alligevel står vi ikke på papiret,” sagde hun til sin mand.
“Vær ikke bekymret. Fie bor hos sine forældre, vi bor her. Hvem skulle smide os ud? Vi er ikke fremmede.”
Men det var sket noget værrede var blevet smidt ud. Og ikke af fremmede, men af deres egen familie.
Vendepunktet var blevet fars fødselsdag. De var kommet, havde fejret. Dagen efter havde svigermor sagt:
“Vi har besluttet os: vores barnebarn, Viktor, skal bo hos jer. Han er startet på universitetet, kollegiet er overfyldt. Hos jer er der plads. Og forresten,” tilføjede hun, “lejligheden står på vores navn, vi bestemmer, hvem der bor her.”
Ida havde knap nok holdt mund. Men Mikkel havde bare nikket:
“Ingen problem. Vi har plads.”
Hun havde lyst til at skrige, men holdt sig tilbage. Det var ikke tidspunktet. Men noget i hende var gået i stykker.
Viktor var flyttet indsom en hersker. Han spiste på sofaen, bandede, holdt ikke orden. Han ødelagde alt, han rørte. Og så kom Mikkels forældre. “For at se barnebarnet.” Og så begyndte det.
“Viktors sko er beskidte!” bebrejdede svigermor. “Hvorfor har du ikke vasket jakken?! Hvor er kagerne?!”
Hun kommanderede som en general. Ida havde lavet mad, vasket, ryddet op. Så, lige ud:
“Jeg forstår ikke, hvordan min søn kan være gift med én som dig! Du skal hellere gå. Lad lejligheden være.”
“Hvor skal jeg gå hen? Pigerne har deres familier, lejen er dyr”
“Det er ikke mit problem. Kom nu, pak dine ting.”
Da Ida nægtede, sagde svigermor:
“Jeg skal nok forklare Mikkel det. Han skal skrive under på skilsmissen.”
Ida tav, pakkede sine ting og græd.
Mikkel fandt ud af det og løb hjem.
“Mor, hvad er det her?! Du har smidt min kone ud?!”
“Hun er overflødig. Og oven i købethun drikker!”
“Hvad?!”
“Jeg hørte flasker rasle i hendes taske. Hvad gemmer du på? Vi tolererer ikke sådan noget under vores tag. Lejligheden står på mit navnjeg bestemmer.”
“Mor, Viktor har ikke taget skraldet ud!”
“Lad være med at skylde på barnet!
