Jeg havde lige fået at vide, at jeg havde kræft.
Den morgen stod jeg op som sædvanlig og gik igennem min liste af ting, der manglede at blive ordnet før brylluppet. Der var kun to uger tilbage, og jeg skulle stadig bekræfte menuen med cateringfirmaet. Telefonen ringede, mens jeg spiste morgenmad.
“Frøken Nielsen? Det er læge Holm. Jeg har brug for, at du kommer til konsultation i dag for at tale om dine prøveresultater.”
Hans stemme lød anderledes mere alvorlig. Mit hjerte hamrede.
“Kan du ikke fortælle mig det over telefonen?”
“Jeg foretrækker, at vi taler ansigt til ansigt.”
Jeg ankom til klinikken med rystende hænder. Jakob havde tilbudt at følge med, men jeg havde sagt, det ikke var nødvendigt. Hvor tog jeg fejl.
“Sæt dig ned.” Lægen undgik at møde mit blik. “Resultaterne bekræfter, at det er brystkræft. Vi har fundet en tumor på tre centimeter.”
Ordene ramte mig som en hånd i ansigtet. Kræft. Mig. Kun 28 år gammel. To uger før mit bryllup.
“Hvad… hvad betyder det? Skal jeg dø?”
“Med den rette behandling er chancerne for at blive rask meget gode. Men vi skal handle hurtigt.”
Jeg forlod klinikken som i en tåge. Jeg skulle fortælle det til Jakob. Jeg skulle aflyse brylluppet. Jeg skulle ringe til mine forældre. Min perfekte verden faldt fra hinanden.
Den aften, da jeg sad over for Jakob i vores lejlighed, kunne ordene ikke finde vej ud.
“Hvad sagde lægen? Du er så bleg.”
“Jakob, jeg har noget, jeg skal fortælle dig.” Jeg trak vejret dybt. “Jeg har kræft.”
Hans ansigt fortrak sig. Han rejste sig fra sofaen og tog mig i sine arme.
“Vi klarer det her sammen,” hviskede han mod mit hår. “Sammen.”
“Men brylluppet… vi må aflyse det hele. Behandlingen, kemoterapien…”
Jakob løsnede grebet og tog mine hænder.
“Er du sindssyg? Lige nu har jeg mere brug for at gifte mig med dig end nogensinde før.”
“Jakob, du ved ikke, hvad du siger. Jeg bliver syg, mister håret, bliver svag…”
“I sundhed og sygdom, husker du? Det bliver vores løfte.”
Jeg græd i hans arme den nat, men for første gang siden diagnosen følte jeg mig ikke helt fortabt.
To uger senere gik jeg ned ad kirkegangen med en blond paryk, min søster havde valgt. Kjolen hang lidt løst, for jeg havde tabt mig af nervøsitet, men Jakob så på mig, som om jeg var den smukkeste kvinde i verden.
“Vil du tage Jakob til mand i sundhed og sygdom?” spurgte præsten.
“Ja,” sagde jeg med en fasthed, jeg ikke vidste, jeg havde.
“Vil du tage Freja til hustru i sundhed og sygdom?”
Jakob trykkede mine hænder. “Ja, især i sygdom.”
Kirken fyldtes med nervøs latter og tårer.
Den aften, på vores hjemmebryllupsrejse, fordi behandlingen snart skulle begynde, hjalp Jakob mig med at tage parykken af.
“Ved du, hvad der er det mest ironiske ved alt det her?” spurgte jeg og så mig i spejlet uden hår.
“Hvad?”
“At jeg troede, kræften havde ødelagt alle vores perfekte planer.” Jeg vendte mig mod ham. “Men jeg tror aldrig, vi ville have fået et mere ærligt bryllup. Et mere ægte et.”
Jakob smilede og kyssede min bare pande.
“Perfekte planer er overvurderet. Jeg foretrækker et uperfekt liv med dig.”
Til sidst ødelagde kræften ikke vores kærlighedshistorie. Den gav den bare en anderledes begyndelse. En, der lærte os fra dag ét, at sand kærlighed ikke handler om de nemme øjeblikke, men om at vælge hinanden, når alt bliver svært.
