Faren forlod os, efter han fandt ud af mor havde en affære med en kollega. Der var et forfærdeligt skænderi derhjemme.
Faren gik, fordi han havde opdaget, at mor havde en kærlighedsaffære med en fra arbejdet. Hjemme eksploderede en frygtelig kamp.
“Hvad vil du have? Jeg er altid alene! Du er altid på arbejde, dag og nat. Jeg er en kvinde, jeg har brug for opmærksomhed!”
“Og hvad vil du sige, hvis jeg får den opmærksomme Romeo smidt i fængsel? Jeg kan godt finde på noget at anklage ham for, skal du se!” sagde faren med kold vrede. Han var politibetjent.
“Du tør ikke! Du tør ikke! Du har ødelagt alt!”
Mor sank sammen i sofaen og brast i gråd. Faren samlede sine få ting og gik mod døren. Jeg stod i døråbningen mellem gangen og stuen, klar til at kaste mig på gulvet for at stoppe ham. Sikke en dum idé! Vi havde altid været en tæt, glad familie. Mor og far skændtes aldrig, de fortalte de samme vittigheder og lo sammen. Ja, far arbejdede meget, kom hjem helt udkørt og ville kun sove. Men de stunder, vi var sammen, viste, at alt var godt. Hvordan kunne mor finde på at ødelægge det? Og ville far nogensinde tilgive hende?
“Jens, bliv nu,” hulkede mor og tog hænderne fra ansigtet. “Undskyld! Bliv, please. Viktor, hvorfor står du bare og lytter?”
Men jeg rørte mig ikke. Jeg blokerede vejen. Som tolvårig troede jeg, jeg kunne forhindre enden på det, jeg mente var en lykkelig familie.
“Viktor, flyt dig,” sagde far med en dyb, alvorlig stemme. Sådan talte han kun på arbejde. Aldrig derhjemme.
“Bliv!” hviskede jeg.
“Flyt dig!”
Samme kolde tone.
“Far hvad med mig?”
Han skubbede mig til side som en ting og forlod huset. Det føltes som om han skyndte sig væk for ikke at gøre noget sindssygt. Ikke bare for ikke at slå mor, men han havde også sin tjenestepistol med. Hans øjne brændte af vrede, og nu forstår jeg, at det var bedst, han gik. Den dag blev han for mig manden, der skubbede mig som en stol. Og mor hun, der skabte dette mareridt i vores liv.
Romeo viste sig selvfølgelig som en kujon og forlod mor lige efter far. Hun blev alene i en forfærdelig situation. Manden var væk, elskeren løb, og sønnen gav hende skylden for det hele. Og jeg
Jeg begyndte at hænge ud sent om natten, kom i dårligt selskab. Først snuppede jeg småting, men blev mere og mere dristig. Vi blev fanget i at rane en dreng for penge ikke alle, han havde en livvagt, og de fik fat i mig og Kasper. Far, der nu var chef i Kriminalafdelingen, kom ned på stationen, hvor vi blev holdt. Vores efternavn, Bjerregaard, var sjældent, og nogen kendte ham, så de ringede.
“Kom nu,” sagde han kort.
“Skrid ad helvede til!” hvæsede jeg.
Han trak mig ud af cellen.
“Men Kasper?” råbte jeg og vrængede mig.
Han skubbede mig ind i et forhørslokale og gav mig to hårde lussinger. Med blod og tårer i ansigtet hadede jeg ham mere end nogensinde.
“Hvor gammel er du?”
“Hvad?” forstod jeg ikke.
“Hvor gammel? Femten?”
Det lød absurd.
“Tillykke! Du ved ikke, hvor gammel din egen søn er!”
“Fordi du ikke er min!” råbte han. “Jeg tog Helle, mens hun var gravid. Troede, hun ville være en god hustru. Men hun forblev bare…” og han brugte et grimt ord.
“Hvem er så min far?” spurgte jeg forvirret.
Han gav mig et serviet og en flaske vand, og jeg tørrede mig. Jens satte sig overfor mig og sagde:
“Undskyld, at jeg slog dig. Du har skuffet mig dybt. Tror du ikke, jeg har mine egne problemer?”
“Så gå og løs dem,” mumlede jeg.
“Viktor på papiret er du min. Og jeg betaler børnebidrag korrekt. Men hvis du fortsætter sådan giver jeg slip på dig. Hvis de lukker dig inde hvad rager det mig?”
“Men nu?”
“Hvad nu?”
“Nu bliver jeg anholdt?”
Han rystede på hovedet.
“Men Kasper?”
“Hør, Kasper har sin far. De har penge, de klarer sig. Tænk på dit eget liv. Forstår det ikke, tiltrækker fængslet dig? Tror du, det er paradis derinde? Det er helvede! Især for mindreårige helvede i kubik.”
Jeg ville ikke i fængsel. Men mit liv var fuldt af smerte, smerte når jeg så på mor. Så morede jeg mig, som jeg kunne. Det fortalte jeg til Jens.
“Så, ingen skal træffe valget for dig. Enten begynder du at leve normalt læser og bygger en fremtid. Eller du går ned ad den forkerte vej, der som regel ender grimt. Vil du ikke i fængsel? Så ændr vaner. Du er fri.”
Jeg gik mod døren. Hans stemme stoppede mig:
“Og giv ikke mor skylden. Ved skilsmisser er begge parter skyldige. Det, jeg sagde om hende det var i vrede. Glem det.”
“Jens far, elsker I hinanden? Kan I blive forsonet?” spurgte jeg uden håb.
“Glem også det, min søn.”
Drengene fra banden ville ikke lade mig være. Jeg blev slås et par gange og gik rundt med blå mærker. Men jeg slap væk. Kasper fik en betinget dom takket være far og vendte tilbage til sit liv. Jeg tog et valg.
Jeg tilgav mor. Prøvede af al kraft. Jeg ville vide, hvem min rigtige far var, men spurgte ikke. Jeg havde ikke tid til det i skolen var jeg så langt bagud, at det tog al min tid at nå efter. Jeg gennemførte politiskolen, og nu, stående i fars kontor og mærkende hans stolte blik, forstod jeg, at livet til sidst bragte os sammen igen.
