Jens steg ind i bilen, klar til at køre hjem fra arbejde, da telefonen pludselig ringede. Nummeret var ukendt. Han tog den modstræbende og trykkede på den grønne knap.
“Halløj. Hvem er det?”
“Det er mig… Hej,” svarede en ukendt kvindestemme.
“Hvem*mig*?” spændte Jens sig. “Sig, hvem du er!”
Stilhed. Så stemmen, knap hørbar:
“Det er mig… din mor.”
Jens frøs til. Fingrene knyttede sig om rattet, hjertet hamrede.
“Hvad er det for noget vrøvl? Min mor døde for niogtyve år siden!”
“Nej… Jeg er Lise… Jeg fødte dig. Jens, det er virkelig mig…”
Han lagde på. Hjertet hamrede, håndfladerne var fugtige. Det føltes, som om nogen havde åbnet en dør til en forfærdelig fortid, han havde prøvet at begrave for altid.
Få minutter senere ringede telefonen igen. Samme nummer.
“Jeg gider ikke høre på dig,” sagde han køligt. “Jeg har ingen mor. Kvinden, der fødte mig, forlod mig, da jeg var ni. Siden da har jeg været forældreløs.”
“Bare fem minutter. Jeg beder dig…”
“Hvorfor? Så jeg kan høre flere løgne?”
“Bare lad os mødes. En enkelt gang. Jeg forklarer alt.”
Jens nægtede. Men han vidste dethun ville ikke give op. Hun ville finde hans adresse, komme til døren, forstyrre hans kone, skræmme hans døtre.
To dage senere mødtes de i en lille skov ved Randers.
Lise Nielsen sad på en bænk, sammenkrøbet, ældet, men stadig med spor af sin tidligere skønhed. Hænderne rystede.
“Hej, Jens…”
“Jens,” rettede han koldt.
Hun så opi hendes øjne lå der desperation.
“Jeg ved det, det er min skyld… Men jeg havde ikke noget valg…”
Han tav. For øjnene af ham dansede barndommens minderhvordan hun skreg, smadrede tallerkener, forlod ham for at møde andre mænd.
“Du efterlod mig hos tante Grethe. Og du sagde: ‘Jeg er tilbage om en måned.’ Men du løb til Spanien med en forretningsmand.”
“Jeg troede, han kunne hjælpe os begge… Men han ville ikke have dig. Og jeg…”
“Du valgte ham. Ikke mig.”
Hun græd stille.
“Jeg har ingen andre at vende mig til. Min mand er død, hans børn har smidt mig ud. Jeg har intet sted at bo. Ikke engang mad. Jeg er helt alene.”
“Keder du dig selv?” spurgte han og bøjede let hovedet. “Hvem kedede sig af mig, da jeg var ni?”
“Undskyld mig… Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bede om tilgivelse. Jeg ventede bare på, at du selv ville komme…”
“Du sendte mig ikke engang en fødselsdagshilsen. Aldrig.”
Stilhed. Så hviskede Lise:
“Men alligevel er du blevet en god mand… Du voksede op, som du skulle.”
“Jeg voksede op på trods af dem, du hadede. Tante Grethe. Min kone. Mine venner. Men ikke dig.”
Hun rakte hånden frem, men han trak sig tilbage.
“Jeg dømmer dig ikke. Men for mig er du en fremmed. Ikke engang en fjende. Bare et tomrum.”
“Jeg er døende…” hviskede hun.
“Så må du pakke dig sammen. Men ikke foran mig.”
Han rejste sig og gik, uden at se tilbage.
Og for første gang i mange år føltes der lettelse i hans bryst. Fortiden havde endelig frigivet ham. Og livetgik videre.
