**Da kærlighed gik forbi: Et liv med en kvinde, der ødelagde mig hver dag**
Min tavshed varede for længe. Jeg tav, fordi mine lidelser føltes små i sammenligning med andres tragedier. Jeg tav, fordi jeg troede, en mand skal bære sine byrder. Men nu er jeg 58. Tredive års ægteskab bag mig, og i mit hjerte kun træthed, smerte og tomhed. Livet er gået, og lykken kom aldrig. Det er ikke et hjem kun vægge. Ikke en familie kun en endeløs krig. Under samme tag, men som fremmede. Sammen, men hver dag en kamp for retten til at eksistere. Og måske er det allerede for sent at ændre noget.
Jeg giftede mig af kalkyle. Og jeg har betalt med hele mit liv.
Jeg var 28, da mine forældre overtalte mig til at gifte mig med Hanne. De sagde: Det er på tide, du bliver gift. Hun er en god, alvorlig pige fra en ordentlig familie. Jeg elskede ikke Hanne. Men dengang troede jeg, kærlighed var noget for romantiske fjolser, og at stabilitet var det vigtigste. Vi blev gift. Og så begyndte helvede.
Hanne gjorde hurtigt klart, hvem der bestemte i huset. Hun ydmygede mig overfor venner, hun drillede mig overfor familie. Sød og venlig offentligt derhjemme blev hun til en iskold storm. Hun kunne sige foran alle: Hvilken omhyggelig mand! og så derhjemme kaste koppen efter mig og mumle: Du er en taber! En ubetydelig mand!
Alt irriterede hende: hvordan jeg sad, spiste, talte, åndede. Men jeg tav. Jeg holdt ud. For børnenes skyld. Så de kunne have en familie. Jeg håbede, det ville blive bedre. Det gjorde det ikke. Det blev værre. Jeg levede ikke jeg overlevede. Selv naboer opfører sig ikke sådan, som hun opførte sig overfor mig.
Da børnene flyttede hjemmefra begyndte mareridtet for alvor
Vores sønner voksede op, startede deres egne familier, og så faldt maskerne helt. Hanne prøvede ikke længere at spille rollen som hustru. Jeg byggede et lille værelse ved siden af huset og flyttede derind. Ingen måltider sammen, ingen samtaler, ingen latter. Vi delte køkken, tallerkener, køleskab. Hun mærkede madbeholdere, så jeg ikke måtte røre dem. Skørt, ikke? Et tag, men som to fremmede huse.
Jeg spiste alene. Sov alene. Vågnede med samme byrde i hjertet. Og når nogen sagde: I og Hanne er et stærkt par! var jeg ved at råbe op. Hvis det er styrke, så er det bare et bur.
Hver dag begyndte med bebrejdelser og endte med fornærmelser
Hvis Hanne var hjemme, blev alting til helvede. Hun kunne starte med: Har du igen ikke taget skraldet ud, din stodder! og ende med, at jeg havde ødelagt hendes liv. Du er en fiasko! Du har altid stået i vejen! det var hendes yndlingsudtryk. Jeg prøvede at tie. Jeg tænkte: hvis jeg ikke svarer, giver hun op. Men nej. Hendes had havde ingen pause. Hun havde brug for at knuse nogen og jeg var lige ved hånden.
Engang hørte jeg hende tale i telefon med en veninde: Han er som et møbelstykke. Står i et hjørne og generer ingen. Dengang forstod jeg det virkelig: jeg eksisterede ikke mere. Jeg var knust. Og det værste jeg havde ingen steder at tage hen. Jeg havde bygget huset med mine egne hænder. Arbejdet hårdt, opdraget sønnerne, sparet hver en krone nu måtte jeg bare holde ud, så jeg ikke endte på gaden.
Hvorfor er jeg her stadig selv jeg forstår det ikke
Skulle jeg tage væk? Hvorhen? Børnene har deres egne problemer. De lever deres liv. De kommer sjældent, og når de gør lader som om alt er fint her. Det er nemmere for dem. Og for mig er det ligegyldigt nu. Jeg venter. Jeg venter på, det hele er forbi. På ikke at bide tænder sammen af vrede. På at hadet forsvinder, så jeg ikke skal forsvare mig hver dag mod en, der blev en fremmed.
Måske skriver jeg ikke dette for mig. Men for dem, der stadig kan ændre noget. For dem, der står ved et skillevej. Jeg beder jer gif jer ikke uden kærlighed. Lev ikke ved siden af en, der slukker jer. Ofre jer ikke for skyggen af normalitet. Børnene vokser op. Og I bliver tilbage. Ansigt til ansigt med en, der ikke elsker jer. Og en dag vil I forstå hele livet er gået jer forbi. Ligesom for mig.
