Den aften smed jeg min søn og hans kone ud af døren og tog deres nøgler: det var øjeblikket, hvor jeg indså nok er nok.
En uge er gået, og jeg har stadig ikke helt forstået det. Jeg smed min egen søn og hans kone ud af huset. Og ved du hvad? Jeg føler mig ikke skyldig. Ikke en smule. For det var den sidste dråbe. De tvang mig til at træffe den beslutning.
Det startede for et halvt år siden. Som sædvanlig kom jeg hjem fra arbejde. Træt, med lyst til en kop te og stilhed. Og hvad ser jeg? I køkkenet sidder min søn Mads og hans kone Freja. Hun skærer pålæg, mens han læser avisen og smiler, som om intet var galt:
*”Hej mor! Vi besluttede at kigge forbi!”*
Først tænkte jeg, det var harmløst. Jeg er altid glad, når Mads kommer forbi. Men så gik det op for mig: det var ikke et besøg. Det var en flytning. Uden advarsel, uden at spørge. De stormede bare ind i min lejlighed og blev.
Det viste sig, de var blevet smidt ud af deres lejebolig de havde ikke betalt husleje i seks måneder. Jeg havde sagt til dem: *”Vælg ikke noget, I ikke har råd til! Lej efter jeres muligheder.”* Men nej. De skulle bo i midtbyen, med nyt køkken, altan med udsigt. Og da det hele gik galt løb de hjem til mor.
*”Mor, vi bliver kun en uge. Jeg lover, vi leder efter en lejlighed,”* forsikrede Mads.
Jeg var dum nok til at tro på det. Tænkte: *nå, en uge er ikke så slemt. Vi er familie. Man må hjælpe hinanden.* Hvis jeg havde vidst, hvad det ville udvikle sig til
En uge gik. Så endnu en. Så en tredje måned. De kiggede ikke engang efter en bolig. Men de havde slået sig godt til. De levede, som om det var deres eget: spurgte ikke om lov, hjalp ikke til, bekymrede sig ikke om noget. Og Freja Gud, hvor jeg tog fejl af hende.
Hun spiste ikke med, ryddede ikke op. Hele dagen hang hun ud med veninderne, og hvis hun var hjemme, lå hun på sofaen med telefonen. Jeg kom hjem fra arbejde, lavede aftensmad, vaskede op mens hun slappede af som på et luksushotel. Hun vaskede ikke engang sin egen kop.
Engang foreslog jeg forsigtigt: *”Måske kunne I lede efter ekstra arbejde? Det kunne hjælpe jer.”* Svaret kom med det samme:
*”Vi ved godt, hvordan vi skal leve. Tak for omtanken.”*
Jeg gav dem mad, betalte for vand, el og varme. De gav ikke en eneste krone. Og alligevel kunne de starte skænderier, hvis noget ikke var som de ville. Hver eneste bemærkning blev til et stormvejr.
Og så, for en uge siden. Sent om aftenen. Jeg lå i sengen, kunne ikke sove. I stuen råbte fjernsynet, Mads og Freja lo og snakkede højt. Og jeg skulle op tidligt næste morgen. Jeg gik ind til dem:
*”Skal I ikke snart sove? Jeg skal tidligt op!”*
*”Mor, hold nu op med at gøre et nummer ud af det,”* sagde Mads.
*”Fru Jensen, tag det nu roligt,”* tilføjede Freja, uden at vende sig om.
Jeg mærkede noget briste inden i mig.
*”Pak jeres ting. I er her ikke i morgen.”*
*”Hvad?”*
*”I hørte mig. Ud.*
*Ellers begynder jeg selv at smide jeres ting ud.”*
Da jeg vendte mig for at gå, hviskede Freja noget. Det var for meget. Uden et ord tog jeg tre store poser og begyndte at proppe deres ting ned i dem. De prøvede at stoppe mig, tiggede, men det var for sent.
*”Enten går I nu, eller også ringer jeg til politiet.”*
En halv time efter stod deres ting i entréen. Jeg tog nøglerne. Ingen tårer, ingen anger. Kun vrede og bebrejdelser. Men jeg var ligeglad. Jeg lukkede døren. Smækkede låsen. Og satte mig ned. For første gang i seks måneder stilhed.
Hvor de tog hen? Aner det ikke. Freja har forældre, en masse veninder, hun finder sikkert en sofa et sted. Jeg er sikker på, de ikke døde af det.
Jeg fortryder ikke. Jeg handlede rigtigt. For det her er mit hjem. Min fæstning. Og jeg tillader ikke, at nogen tramper rundt i det med beskidte støvler. Ikke engang min egen søn.
