Vor svigermor, Ellen Sørensen, overnattede hos os. Tidligt om morgenen stormede hun ind i soveværelset med et brag: Vågn op, Mette, har du set, hvad der foregår i dit køkken? Jeg sprang ud af sengen, stadig i pyjamas, mit hjerte hamrede som en gal. Jeg løb ned ad gangen, snublede i en gammel morgenkåbe og snusede brændte der noget? Eller havde jeg glemt at slukke gassen? Mit hoved forestillede sig allerede en katastrofe: mursten i flammer, en gryde der sprængte, eller hvad der nu kunne gå galt. Jeg trådte ind i køkkenet, og der… kakerlakker. En hel horde af brune bæster løb hen ad bordet, tallerkenerne og resterne fra aftensmaden, som jeg ikke gad rydde op dagen før. Ellen stod med hænderne i siden og borede sine øjne ind i mig, som om jeg bevidst havde opdrættet de kryb for at chokere hende.
Mette, er det sådan her altid hos jer? begyndte hun, og stemmen dirrede næsten af vrede, Hvordan kan man leve sådan? Du har børn, en mand, og alligevel er køkkenet fuldt af kakerlakker som i et fællesbad! Jeg stod som lammet og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Ja, jeg lod være med at rydde op, for efter arbejde kunne jeg knap nok trække benene efter mig. Børnene græd, min mand, Jens, mumlede noget om fodbold, og jeg drømte kun om at falde i seng. Hvem kunne have forestillet sig, at netop denne nat ville de vælge at holte parade? Og vigtigst af alt hvor kom de overhovedet fra? Vi bor jo ikke i et forfalden hus, vi har en lejlighed, og alt er pænt. Næsten.
Ellen holdt selvfølgelig ikke mund. I min tid, sagde hun, ville sådan noget aldrig ske! Efter aftensmaden ville jeg altid gøre rent, tørre af, ikke en eneste krumme blev efterladt. Og hvad gør du? Nutidens unge er dovne, de kan ikke andet end at sidde med deres telefoner! Jeg nikkede, svalgte min forargelse hvad kunne jeg sige? Hun var ikke bare min svigermor, hun var en general i nederdel, for hende var orden i køkkenet en æressag. Og jeg havde åbenbart skuffet hende. Jeg begyndte febrilsk at gøre rent: greb en klud, fjernede kakerlakkerne, vaskede bordet, tallerkenerne, alt hvad jeg kunne nå. Ellen stod bag mig og kommenterede: Der gik du glip af et sted! Hvad er det for en plet? Har du aldrig vasket en flise? Jeg bed mig i læben for ikke at sige noget. Jeg tænkte: Nå, Ellen Sørensen, du er jo heller ikke helgen, du har sikkert også haft en krumme på bordet engang imellem! Men jeg tav, for jeg vidste det gav ingen mening at diskutere med hende.
Mens jeg kæmpede med kakerlakkerne, kom min mand Jens endelig ud af sengen. Han trådte ind i køkkenet, så cirkusset, og i stedet for at hjælpe, grinede han bare: Nå, Mette, har du åbnet en zoologisk have? Jeg sendte ham et blik, der fik ham til at tie stille og gå efter te. Ellen rystede bare på hovedet: Se, din mand tager det ikke seriøst. Hvis jeg ikke passede på min søn, ville han være fuldstændig fordærvet! Jeg sukkede, nu skulle der sikkert også være en lektion om mandsopdragelse. Og selvfølgelig hun satte sig ved bordet, som nu skinnede, og begyndte: I min tid opdragede man mænd strengt. Men I unge giver dem frihed, og se hvad det fører til kakerlakker i køkkenet, og de griner bare!
Jeg lyttede, men i mit hoved var der kun én tanke: hvordan overlever jeg, til Ellen tager hjem? Ikke fordi jeg ikke kan lide hende, hun er en god kvinde, men hendes angreb Det her handler ikke kun om kakerlakker, det er hendes bevis for, at jeg er en dårlig husmor, en dårlig hustru, måske endda en dårlig mor. Så jeg vasker, pudser, gør rent, og hun finder alligevel noget at kritisere. Er gaffelen forkert placeret? Kniven ikke ren nok? Men jeg er ikke af jern! Jeg har to børn, et job, løber hele tiden som en hamster i hjul, og så vælger kakerlakkerne lige denne nat at invadere. Og hvor kom de fra? Måske naboerne? Bygningen er gammel, kælderen fugtig, de må have gemt sig der.
Endelig var rengøringen færdig, køkkenet skin
