Chefen ville hjælpe rengøringsdamen med penge, men fandt noget uventet i hendes taske.
Den højtstående leder havde i hemmelighed tænkt sig at støtte rengøringskvinden økonomisk, men blev overrasket, da han åbnede hendes pung.
Mikkel lagde mærke til den unge rengøringspige, der sad i hjørnet med tårerne trillende ned ad kinderne.
“Undskyld, kan jeg hjælpe? Hvad er der sket? Har nogen gjort dig fortræd?” spurgte han blidt.
Pigen gispede, tørrede hurtigt tårerne væk og svarede: “Det er i orden. Undskyld for besværet.”
“Du skal ikke undskylde. Er du sikker på, at alt er okay?” fortsatte Mikkel medfølende.
“Ja, jeg vender bare tilbage til arbejdet,” svarede hun hurtigt og forsvandt ud af lokalet.
Efterladt alene tænkte Mikkel, at der var mere til historien. På vej til kontoret overvejede han, hvordan han kunne hjælpe pigen. Han kom i tanke om, at han burde snakke med Karen Mikkelsen.
Karen Mikkelsen havde arbejdet der i mange år og kendte alle. Mikkel fandt hendes nummer i sin notesbog og ringede til hende.
“Goddag, Karen. Kan du komme til mit kontor om ti minutter?”
Kort efter sad Karen på hans kontor og nippede til en kop te.
“Kom jeg bare for te?” grinede Mikkel. “Hvorfor skulle en chef ikke invitere rengøringspersonale til en kop te?”
Karen smilede:
“Åh, hold nu op, Mikkel. Hvad var det, du ville vide?”
“Du kender alle bedre end nogen. Hvad synes du om den nye rengøringspige?”
“Hun er en flink pige. Arbejdsom. Livet har ikke været let for hende, men hun giver ikke op. Hvad er der sket?” spurgte Karen.
“Jeg så hende græde, men hun løb væk, da jeg spurgte,” forklarede Mikkel.
Karen rynkede panden:
“Hun græd her tidligere. Jeg sagde til hende, at hun ikke skulle lytte til de andre piger, der bare er optaget af deres udseende. Freja tager alt for hjertet.”
“Er der nogen, der har været ondskabsfulde mod hende?” spurgte Mikkel forbløffet.
“Det startede, da hun kom her. De andre piger går meget op i tøj og makeup, men Freja er naturligt smuk. Så de håner hende kalder hende ‘fattigdomsdronning’ og ‘gedeskind’. Intet af det, hun har, er nyt eller smart,” forklarede Karen.
Mikkel rystede på hovedet:
“Vores team består af veluddannede mennesker. Hvordan er det muligt?”
“Jeg advarede selv Susanne, men de synes, det er sjovt,” svarede Karen ærligt.
“Har hun det virkelig så svært?” spurgte Mikkel.
“Ja, hendes mor er syg, men får ikke førtidspension. Freja gør alt, hvad hun kan, for at hjælpe. Hun er klog, men har ikke tid til at studere,” fortalte Karen.
Mikkel tænkte over, hvordan folk stadig kunne opføre sig sådan i dag. Efter at have takket Karen, blev han siddende med tanker om uretfærdighed.
Efter lang betænkning besluttede han at gribe ind. Han tog alle sine kontanter og gik ned til den store sal, hvor Freja og Karen arbejdede.
Da han kom ind, faldt hans øjne på Frejas taske. Han ville lægge pengene i hendes pung, så hun kunne købe nyt tøj uden at føle sig ydmyget.
Men da han åbnede pungen, så han et gyldent kors blinke imod ham. Det kunne umuligt være hendes!
Korset var unikt det havde engang tilhørt hans far. Pludselig mindedes han en begivenhed for tyve år siden. Hans mor blev pludselig syg, og tilstanden forværredes dag for dag. Som tiårig så han sin far køre hende til lægerne, men intet hjalp.
Den morgen havde hans mor lavet morgenmad. Det virkede, som om hun blev rask, men pludselig kollapsede hun. Hans far løb med hende ud til bilen og råbte:
“Hurtigt, vi skal til hospitalet!”
Mikkel sad på bagsædet og holdt sin mors hånd, mens faren kørte rasende hurtigt. Lige uden for byen skete det de kolliderede med en anden bil.
Hans far bandede, men standsede ikke. Den anden bil væltede, og Mikkel så en seksårig pige inde i bilen. Hendes mor var blodig.
Pludselig greb kvinden fat i hans fars kors og hviskede:
“Hjælp min datter.”
Hans far rystede på hovedet:
“Jeg kan ikke min kone dør!”
De kørte videre, men Mikkels mor døde på vejen.
Nu, tretten år senere, stod han med det samme kors i hånden.
Freja fangede ham i at rode i hendes taske.
“Hvad laver du?” spurgte hun forvirret.
Mikkel undskyldte og gav hende pengene under påskud af en bonus.
Derhjemme fortalte han sin far sandheden.
“Far, vi må hjælpe hende,” insisterede Mikkel.
Til sidst organiserede faren behandling til Frejas mor, og Mikkel tilbød at betale for Frejas uddannelse.
Da han fortalte Freja om ulykken, rystede hun på hovedet:
“Det var min mor, der mistede kontrollen. Hun var nybagt fører.”
Mikkel følte en lettelse, han ikke havde kendt i årevis.
Et halvt år senere annoncerede han sin forlovelse med Freja. Kontoret fejrede brylluppet, og Frejas mor, nu rask, dansede endda lidt.
De tidligere mobbere kunne ikke møde Freja og Mikkels blik, da de ønskede dem tillykke.
