»Er bussen kommet?« spurgte den forpustede mand.
»Frøken, ved De, om den sidste bus allerede er kørt?« En svedig mand i fyrrerne med en slidt jakke og træningsbukser løb hen til stoppestedet. Hans ansigt var almindeligt, med et overskæg, som Maren Sørensen altid havde afskyet. Hun vendte sig væk og svarede ikke.
»Frøken, er det virkelig så svært at sige? Ventende De også på busen?« Manden gispede og smed sin tunge taske på bænken ved siden af Maren Sørensen.
»Jeg venter på ingenting,« snappede hun, men så tænkte hun på, hvor sent det var, og hvem denne mand mon var. »En eller anden bus kørte for fem minutter siden. Jeg lagde ikke mærke til det.«
»Nå, så er den ged barberet!« Manden plaskede ned på bænken så hårdt, at Maren troede, den ville knække. Hun rejste sig med et hop.
»Har De også misset den?« Han var utrøstelig, næsten irriterende.
Maren rettede på sin frakke og besluttede at gå hjem. Det var for sent alligevel.
For en time siden havde hun følt en pludselig trang til at gå ud. Luften i lejligheden blev kvalm, ensomheden ulidelig noget, hun aldrig før havde oplevet.
Hele livet havde Maren Sørensen levet alene og været lykkelig. Veninderne giftede sig, fik børn, men det ønskede hun sig ikke. Moren på landet fødte den ene efter den anden tre endte på børnehjem, mens Maren, den ældste, flygtede til byen. Hun blev bogholder og arbejdede hele sit liv på den centrale café i byen. Café Gyldne Tid glad musik, lækker mad!
Først var hun blot bogholder, så seniorbogholder, helt til pensionen. Bryllupper, jubilæer hun kendte aldrig kedsomhed. En god løn, lækker mad, hun købte en lejlighed, tog på ferie, og andet liv ønskede Maren Sørensen sig ikke.
For et år siden sagde caféns nye ejer, at hun ikke forstod de nye arbejdsmetoder, og at mange ting ikke var tilfredsstillende.
Så blev hun sendt på pension, selvom hun ikke havde planlagt det.
Først prøvede hun at finde noget nyt. Så indså hun, at det, der blev tilbudt, ikke interesserede hende, og det, hun kunne lide, krævede unge ansigter.
Hun trak på skuldrene hun havde jo sin opsparing, lille men tilstrækkelig. Sådan blev hun pensionist, fri som aldrig før.
I starten var alt perfekt. Ingen planer, ingen vækkeur, ture og endda nordic walking i parkerne.
Men pludselig trættede det hende, og denne aften gik hun bare ud på gaden og satte sig på bænken ved busstoppestedet.
Bilerne kørte, larmede, lysene skinnede, folk gik og talte, mens hun sad der og følte sig usynlig. Byen levede sit eget liv, og hendes liv havde ingen betydning.
Hun var unødvendig. For alle. I hele den store verden.
Og så kom denne mand pludselig.
»Har De heller ikke et sted at sove, frøken? Jeg tilbragte natten her på bænken. Jeg bor udenfor byen, arbejder skift kom for sent. Nætterne var varme, men i aften er det køligt! Men jeg har nogle smørrebrød med spegepølse. Vær ikke bange her, tag. Brødet er friskt, pølsen lækker. Jeg finder termokanden frem, så drikker vi noget te med sukker, det varmer.«
Mandens tone ændrede sig uden videre, og han proppede et stykke smørrebrød i Marens hånd. Hun ville afslå, men indså pludselig, at hun var sulten. Hun havde ikke spist aftensmad, næsten ikke frokost. Hun bed et stykke hvor var det lækkert! Hun havde ikke købt spegepølse i årevis prøvede at holde sig til diæter men dette brød duftede, og pølsen, mmm!
Manden grinede. »Godt, ikke? Her, jeg hælder teen op pas på, den er varm. Hvad hedder du?«
»Maren Sørensen,« mumlede hun med fuld mund. Manden nikkede fornøjet.
»Maren! Jeg er onkel Jens eller, Jens Petersen. Arbejdede før på fabrikken, blev fyret, nu er jeg vagt. Arbejder daghold. Det går nok min mor er syg, gammel, så jeg arbejder for hendes medicin. Måske lever hun lidt endnu. Har haft en familie, men den gik i opløsning. Sønnen voksede op, konen forlod mig for en anden. Nå, jeg lever bare!« Han sukkede, smilede, men hans øjne blev pludselig triste.
»Maren, er der langt hjem til dig? Skal jeg betale en taxa for dig? For mig er det for langt de kører ikke udenfor byen om natten, og dobbelttakst er for dyr. Du burde nok kunne nå det.« Onkel Jens smilede til hende, og pludselig huskede Maren en dreng fra skolen, der altid havde mad med og delte med hende. Han så på hende på samme måde venligt, en smule spottende. Hun følte sig som en ung pige igen, som om det her liv ikke eksisterede, som om Café Gyldne Tid ikke fandtes, og som om hun ikke var blevet sendt på pension.
Maren spiste smørrebrødet, drak den varme, søde te og sagde pludselig, uden at tænke sig om:
»Kom med hjem til mig, onkel Jens. Vi kan da ikke sove på en bænk? Mine lejlighed er lige her. Tag din taske, men opfør dig ordentligt, ellers får du at føle min tunge hånd tro ikke, jeg er for gammel!«
Manden stirrede på hende, så på huset bag dem, så tilbage på Maren.
»Hvorfor sad du så her? Hvad ventede du på?«
»Ingenting. Der er ikke mere at vente på. Kommer du, eller hvad?« Maren vendte sig og gik hjem. Jens samlede sin taske.
»Nå, men sådan! Ubehageligt! Men jeg… men tro ikke… jeg sover på gulvet, i hjørnet, og jeg tager afsted tidligt om morgenen. Tak det er koldt.« Jens fulgte efter Maren, rystede på hovedet.
Næste morgen vågnede Maren af underlige lyde. Hun gik ud Jens var allerede vågen, havde sovet på sofaen i køkkenet, og nu reparerede han noget i toilettet.
»Din cisterne lækkede, Maren. Jeg har ordnet det. Har jeg fortjent morgenmad?« Han strakte sig og smilede, mens hun stirrede. En fremmed mand i en t-shirt, halvt grå hår, vådt han havde lige vasket sig. Og hun følte en underlig varme indeni, uden at vide hvorfor.
»Nå, lad os spise morgenmad, onkel Jens. Du har fortjent det. Vil du have æg med tomater?« Maren smilede. »Forresten, min vaskemaskine larmer også
