Hun var sikker på, hun havde fundet et tæppe men der var nogen indeni, som stønnede og bevægede sig.
Vejet var blevet varmt og solrigt, og Freja besluttede at benytte lejligheden til at lufte sine “puder” og “tæppe.” Hendes puder var papirposer fyldt med savsmuld, og tæppet var et gammelt vægtæppe med et hjorte-mønster. Hun hængte det omhyggeligt på en snor mellem træerne og placerede en træbænk med rødt kunstlæder i nærheden, hvor hun lagde sine hjemmelavede “puder.”
Freja havde været hjemløs i over et år. Hendes drøm var at spare nok penge sammen til at få sine tabte papirer i orden og vende hjem til en af de sydlige landsdele, hvor minder om familie og et normalt liv ventede. Indtil da måtte hun bo i en forladt skovhytte, der engang lå midt i en tæt skov. Nu var skoven erstattet af et kæmpe losseplads.
Først var lugten knap mærkbar, men med tiden voksede affaldsbjerget ikke dagligt, men time for time. Alt blev smidt her: byggeaffald, ødelagt møbler, gamle tøjer, service. Sådan fik Freja fat i et lille skab, en slidt puf og endda en trækiste med tøj, nogen havde kastet ud som ubrugeligt.
Efterhånden begyndte supermarkedets varevogne at dukke op for at losse udløbne varer. Eget grundigt eftersyn kunne der være ret spiselige grøntsager, frugter og endda frosne halvfabrikata. Men vand var der mangel på. Hun måtte hente det fra en snavset å, filtrere det gennem klude og trækul samlet fra det samme affald.
Brænde var der masser af knækkede træstammer lå overalt, så opvarmning var ikke noget problem. Dagene smeltede sammen til en monoton tilværelse, og at spare bare lidt penge var sjældent. Mønter i lommerne på kasseret tøj var en sjeldenhed, og at finde en pung var som at vinde i lotto.
En nat vækkede lyden af en nærmerede bil hende. Det var normalt de fleste bragte deres affald om natten for ikke at blive genkendt. Men denne gang virkede det underligt. Bilen var dyr, stor, næsten en SUV. I måneskinnet lignede den et hjuldyr.
En mand steg langsomt ud, trak en stor rulle ud af bagagerummet og slæbte den dybere ind mellem affaldshøjene.
“Kunne det være tagpap? Jeg kunne lappe taget Regnen kommer snart,” tænkte Freja og bedænkede manden: “Kom nu, bare gå hurtigt!”
Manden efterlod rulle i en grøft mellem affaldet, så sig tilbage, som om han fortrodte, viftede afværgende med hånden og satte sig tilbage i bilen. Et øjeblik efter brølede motoren, og bilen forsvandt i mørket.
“Endelig,” sukkede Freja og begyndte at skifte til arbejdstøj.
Hun trak store gummistøvler på og trådte ud i gården. Himlen var allerede lysere, og luften duftede af skov. Hun huskede, at der var en lysning over bakken, hvor der voksede svampe det var værd at tjekke om morgenen.
Da hun nærmede sig stedet, hvor manden havde lagt rulle, forventede hun at se en strimmel tagpap eller tykt plastik. Men i stedet lå der et pænt sammenrullet tæppe. Ikke bare hvilket som helst et der lignede dem, der engang prydede velhavende hjem.
“Wow Persisk stil, tror jeg. Så smukt, tungt. Synd, det ikke kan bruges til taget,” bemærkede Freja skuffet, men tilføjede: “Måske tager jeg det alligevel? Foldet dobbelt bliver det en bedre madras end de savsmuldsposer.”
Hun blev næsten glad for ideen og løb hen til tæppet. Hun prøvede at løfte det for tungt. Så trak hun forsigtigt i kanten for at rulle det ud. Og så hørte hun det: nogen stønnede indeni!
Freja, der havde set det meste i sit år på gaden, blev for første gang så bange, at knæene rystede. Hun trådte nærmere og råbte:
“Hvem er der?”
Stilhed. Så stønnen igen og en svag kvindestemme:
“Det er mig Karen Margrethe”
Freja trak hårdere i tæppet og fik endelig frigjort kvinden. Hun faldt ud, kæmpede for at vende sig og stønnede svagt.
“Vent, jeg hjælper dig!” råbte Freja og skyndte sig hen til hende.
Da tæppet lå fuldt udbredt på jorden, lå der en lille, spinkel kvinde i pænt tøj. Hun havde et blåt mærke ved tindingen. Forvirret så hun sig omkring og sagde:
“Nå, hvor har han så bragt mig hen? Til lossepladsen? Sådan noget”
Uden et ord hjalp Freja hende op og førte hende langsomt hen til hytten. Hun satte hende på en stol, mens kvinden først nu forstod, at hun var reddet, og begyndte at græde stille:
“Så jeg er i live Han ville begrave mig levende og ødelagde endda sit yndlingstæppe”
Freja satte vand over, tog urter fra skabet, lavede en varm, stærk te og satte koppen foran sin gæst.
“Jeg er Freja Marie,” præsenterede hun sig. “Tidligere dansklærer.”
“Er du en pige?” spurgte kvinden overrasket og målte hende med blikket den korte frisure og mandetøjet.
“Ja, det gik bare sådan” sukkede Freja. “Jeg kom til hovedstaden for at arbejde som barnepige. Men på stationen blev jeg bestjålet. Alt: taske, penge, papirer”
“Hvorfor gik du ikke til politiet?” spurgte Karen Margrethe strengt.
“Det gjorde jeg. Men de sagde, jeg skulle ordne det gennem ambassaden. Og det koster penge. Konsulære gebyrer, papirarbejde Og jeg har ingenting. Nytteløst.”
Karen så nærmere på den unge kvinde. Gennem smerte og tårer lyste der noget, der lignede medfølelse.
“Er der virkelig ingen hjælp?” spurgte hun.
“Jeg kender ingen,” sukkede Freja. “Men fortæl mig, hvordan endte du i det tæppe?”
Ved spørgsmålet gik Karen Margrethe i stykker igen og brast i gråd:
“Sådan går det, når livet vender sig Åh, hvordan kunne det komme hertil”
Freja mumlede for sig selv:
“Åh, hvorfor spurgte jeg”
Karen tørrede øjnene, rettede sig lidt op og gav Freja et blik fyldt med enten fremmedgørelse eller irritation:
“Hvorfor skal jeg hjælpe dig? Ved du overhovedet, hvem jeg er? Når jeg kommer væk herfra, skal han få sådan en skandale, han
