**Dagbogsnotat:**
Jeg stod tilbage med musene, og huset var solgt, men i mørket fandt jeg lyset.
Mette stivnede, som om hele verden var styrtet sammen, da Davids nevø Nikolaj rakte hende et sammenfoldet stykke papir og skyndte sig væk med en hvisken. Hun vidste det var galt Tom havde for længst været en fremmed, sov hos sin bror og talte om svinebønder. Hun åbnede brevet: *Mette, jeg går. Børnene bliver hos mig. Huset er solgt, her er din del. Tag hjem til din mor.* Kroner dryssede på gulvet, og hun vaklede, som om vinden havde fejet hendes liv væk.
Bedstemor Gerda kom ind, stemmen skælvende: *Mette, hvad sker der?* Hun slugte den stikkende følelse i halsen. *Det er okay, mor, få noget te, kagerne brænder.* Vaniljeduft blandede sig med brændt småkager. Hun havde ventet på dette rygter fra Victoria, Toms svigerinde, kom svagt, men Mette skubbede dem væk. Sandheden lå nu for hendes fødder, kold og skarp som en kniv.
Lasse løb ind fra haven: *Mor, onkel Peter kalder.* Hun tog sin frakke og gik ud. Naboen så urolig ud: *Hej, Mette Vi købte huset, til Sofia og mig Men bliv, så længe du har brug for det.* Hun rettede ryggen: *Giv mig tre dage, så er jeg væk.* Hun smækkede døren, ignorerede hans *hvor skal du hen?* Lasse kom løbende, rød i hovedet: *Mor, hvor er far?* Hun holdt ham tæt, indåndede lugten af sved fra hans fodboldhue og græd stille. *Han er gået, skat.* *Jeg slår ham ihjel!* *Det skal du ikke, vi er stærke. Vi klarer det.*
Ida græd, Mette satte børnene ved bordet og gik ind til bedstemor Gerda. Hun sad ved vinduet, skuldrene rystede. *Mette, skriv mig ind på plejehjem.* *Hvad snakker du om? Vi tager sammen.* *Hvorhen?* *Det ved jeg ikke endnu.* Hun ringede til sin mor, men hun klagede kun: *Gå til den skiderik, kast pengene i hovedet på ham!* *Nej.* Moren kunne ikke hjælpe hun havde en ny familie, og stedfaderen havde smidt Mette ud for længst. Bedstemor Gerda, hendes moster, var blevet alene efter landsbyens nedlæggelse. Hendes døtre havde forladt hende, og Mette tog hende ind for seks år siden. Nu var de en familie.
Telefonen ringede igen. Mor: *Hvor skal du hen med bedstemor Gerda?* *Ikke til dig.* Mette lagde på, tog en gammel adressebog frem og ringede. *Mette, Tom og jeg er gået fra hinanden. Kan bedstemor Gerda bo hos dig?* *Nej, jeg har for højt blodtryk!* Mette så på børnene og bedstemor. En stor vogn, en slank kvinde med triste øjne, en alvorlig dreng, en levende pige og en bedstemor med tårer. De tog afsted mod et nyt sted.
*Hej, far,* sagde Mette på dørtrinnet. Faren så forvirret ud: *Børn? Bedstemor Gerda?* *Giv mig nøglen til lejligheden, som bedstemor Marie efterlod mig.* Han smilede nervøst: *Kom ind, Lise, hvor er det dejligt!* Stedmoren smilte: *I er ikke gæster I er familie.* Men efter tre dage hørte Mette hendes hvisken: *Hvornår rejser de?* *Far, hvor er lejligheden?* Lise smed en ske: *Der er ingen lejlighed, vi solgte den med din mor!* Faren undgik hendes blik. Mette knugede næverne: *Tre dage.*
At finde bolig var et mareridt. *Ikke med børn,* *Uden mand, hvad skal I?* *Betal tre måneder forud.* Arbejde var endnu sværere. *Ingen erfaring?* *Små børn? Beklager.* Men så kom Bo: *Ung, lærer hurtigt. Tre dages oplæring så kører det.* Mette sukkede. De flyttede ind i et lille værelse hos en nabo. Børnene jublede: *Har vi vores eget rum?* Bedstemor Gerda græd: *Jeg er en byrde.* *Vi er familie, hører du? Du er min hjælper.*
Bo tilbød hende juridisk oplæring: *Virksomheden vokser, vi mangler folk.* Mette hviskede til bedstemor: *Skal jeg?* *Ja, min pige.* Tiden løb. Lasse voksede, Ida blev student. De købte en lejlighed deres egen. *Mor, er det hele vores?* *Ja, og et gæsteværelse.* Så ringede tante Mette: *Min fødselsdag, gemte du dig?* *Jeg ringede, du gemte dig.* *Hvad med opsparingen?* *I ved bedst.* Hun lagde på og smilede. Ved bedstemors grav hviskede hun: *Husker du Sigurd? Han gav mig tre dage. Jeg svarer ja.*
Solen brød igennem skyerne og omfavnede hende. Mette mærkede varmen som om bedstemor Gerda var der. *Vi klarede det, mor.* Derhjemme ventede børnene, et nyt liv, en mand, der elskede hende. Og et sted langt væk var Tom tilbage med pengene, men uden familie. Hvem havde tabt mest? Hun så mod himlen og tænkte: *Tak for de tre dage.* Måske var det ikke forgæves? Måske var mørket værd at gennemleve for at se lyset.
