Laima havde slået sig ned i caféens bløde sofa og ventede på sin bestilling, mens hun nød sin yndlingscappuccino og en éclair før arbejdsdagen. Hun elskede at starte dagen her, det gjorde alt lidt lysere. Udenfor faldt sneen blødt. Laima tog en slurk af den varme kaffe og smilede. Ved bordet overfor sad to piger og snakkede.
“Hør lige, jeg stødte på min ekskærestes nye kæreste forleden. Altså, hun er virkelig ikke noget at kigge på. Hvad ser han i hende?”
“Tja, måske laver hun verdens bedste frikadeller? Eller måske er hun god i sengen?” grinede den anden.
“Hold nu op! Se lige hendes billeder på Facebook. Hun er da ikke ligefrem en skønhed.”
Pigerne fnisede, men Laima blev helt stille. Hun huskede sin mors ord fra hun var syv år, da hun snakkede med faren: “Vores lille Laima er måske ikke den smukkeste, men hun kan i det mindste skinne ved at være flittig.”
Voksen nu, plejede Laima omhyggeligt sit udseende. Men uanset hvor meget hun gjorde, følte hun sig aldrig rigtig nok. Mor plejede at sige: “Hold ud, skat. Hvis ikke med skønhed, så med klogskab. Lær, arbejd hårdt, så ender du ikke alene.”
I skolen skammede hun sig over sin drengede figur og ansigtet, der ikke passede ind. På universitetet lærte hun at klæde sig stilfuldt og at sætte makeup. Hun fandt endda en kæreste. Men han lod sig tit friste til at lave vittigheder om hendes “flade røv” eller “store fødder.” Laima forstod, at selvom hun var klog, var det nok ikke nok til at blive elsket. Hun accepterede det og fortsatte.
Efter kaffen og kagen skyndte hun sig på arbejde. I frokostpausen skulle hun forbi sin veninde for at fodre katten og vande blomsterne. Freja var taget til Gran Canaria i et par uger, og hendes mand var sjældent hjemme. “Hvis de tilfældigvis mødes, vil han næppe lægge mærke til Laima,” tænkte Freja og forsvandt roligt på ferie.
Da Laima ankom, gav hun først mad til den sovende kat, Mikkel, og gik så i gang med blomsterne. I lejligheden spillede der musik. Hun genkendte melodien og begyndte at synge med: “En fremmed stjerne skinner, så langt hjemmefra…” Pludselig føltes alt lyst. I den sang. Mellem blomsterne. Hun følte sig let og fri. Uden at tænke over det begyndte hun at danse, nynnende og glad.
Så hørte hun stemmer.
Laima vendte sig og så to mænd. Viktor! Frejas mand. Og en anden. Begge så forbavsede ud. “Åh nej, hvor pinligt!” tænkte hun.
“Laima, hej. Det her er min ven Mads. Vi kom for at hente nogle papirer. Du dansede så smukt, vi kunne ikke kigge væk. Undskyld, hvis vi forstyrrede.”
“Jeg… Freja bad mig…”
Laima skyndte sig mod døren men så ikke Mikkel under fødderne. Hun snublede og faldt hårdt. Alt blev sort.
Hun vågnede på et hospitalsværelse.
“Goddag. Hvordan har du det? Jeg er Ditte, din stuekammerat. Lægen siger, du har en lille hjernerystelse, men det går nok. Der har været en budbringer og en ung mand med blomster til dig,” sagde pigen venligt.
“Tak,” hviskede Laima.
Hun satte sig forsigtigt op, gik hen til vinduet og åbnede posen. Der var frugt, juice og hendes yndlingséclairer. Sikkert fra Freja og Viktor.
Hun tog blomsterne og fandt en seddel. “Kære Laima, en smuk pige som dig hører ikke til på hospitalet. Jeg inviterer dig til blomsterudstillingen. Afslag accepteres ikke. Mads.”
Laima trykkede blomsterne til sig, lukkede øjnene af lykke og krammede Ditte.
Skønhed behøver ikke at være tydelig og synlig. Hver pige har sin egen. Nogle gange er den varm og lyser indefra.
