Ulykkelige tallerkener: tre dages prøvelser.
Mads vaskede op. Tre dage havde han lidt, men stadig var der ikke én eneste ren tallerken eller kop. Så da han kom hjem fra arbejde, tog han ikke engang jakken af. Han bandt et forklæde på og gik i gang. Han havde også lyst til at lave suppe, for han kunne næsten ikke huske, hvordan rigtig suppe smagte
Madrester sad så fast på tallerkenerne, at de skulle blødlægges. Kaffekopper omkring ti. Kunne man virkelig ikke lige tage én med på vejen? En bitter klump steg i halsen. Han var sulten, men køleskabet indeholdt kun et par agurker og en tom hylde. Pludselig fik Mads en duft af Lises kager. Der plejede altid at dufte af bagværk hjemme hos dem, for hun elskede at bage. Så snart hun kom hjem fra arbejde, bredte kanel- eller vaniljeduft sig i køkken. Mixeren summede, ovnen var varm
Men lige nu mindedes Mads sin kone så rart. Dengang syntes han, hun ikke så andet end køkkenet og børnene (arbejde talte ikke med). Hun var altid i gang hun vaskede tøj, pudsede vinduer eller ordnede tæpper. Om sommeren forvandledes køkkenet til en konservesfabrik. Mads nåede knap at bære glassene ned i kælderen.
En aften kom han hjem fra arbejde, og Lise, som sædvanlig, stod og dampede noget af ved komfuret, mens hun sad på kanten af bordet en dårlig vane, hun havde skar æbler og så en eller anden koncert på tv.
“Jeg vil skilles,” sagde Mads utrolig roligt, uden engang at sige hej.
Konen fo’r sammen, men vendte ikke hovedet.
“Jeg har en anden kvinde,” forklarede han. “Jeg elsker hende og kan ikke bedrage dig længere.”
Lise lagde kniven, drejede langsomt hovedet mod ham med et ansigt rødt af damp og nyheden, og sagde tavst og underdanigt:
“Tag en wienerbrød med. Vi får dem ikke spist alligevel.”
Mads tog selvfølgelig ikke wienerbrødden, selvom han elskede dem med mandler og hasselnødder Han samlede de bedste ting sammen og tog hen til den kvinde, der slet ikke lignede Lise. Hun gik aldrig i jeans, som Lise kun korte nederdele og kjoler. Hun gik aldrig i sportslige sko, kun højhælede. Hun kunne sige, hun skulle til frisøren, på en måde, som om det var et vigtigt forretningsmøde. Og hele verden måtte vente.
Men Lise gik aldrig til frisør. Hun gad ikke gå i butikker eller på torv. Hvis hun skulle handle, lavede hun en liste, gik ud og kom tilbage med poserne lynhurtigt. Hun læste ikke blanke magasiner, drak ikke kaffe, farvede ikke håret og dyrkede ikke sport. Men hun var altid smuk, velplejet og slank. I stramme jeans og korte bluser, med håret i en fletning, så hun ud som en skolepige.
Mads ville have en rigtig kvinde ved sin side. Og han fandt Annemette. Nu stryger han selv sine skjorter, laver mad og vasker op. Om natten drømmer han om Lises wienerbrød og kager. Drømmene dufter af vanilje, og Lises latter lyder i dem
Da han havde ryddet op i køkkenet, gik Mads ind i stuen. På sofaen lå Annemette, elegant støttet på albuerne. Foran hende lå et magasin, og på bordet ved siden af stod tre kopper med kafferester.
“Du er så flink, min søde kanin. Hvad skulle jeg gøre uden dig?” kvitrede konen og rakte armene ud mod ham.
“Jeg er lige kommet hjem fra manicure. Jeg er så træt! Se, perfekte negle, ikke? Mine helt egne, hva’? Kom her, skat, lad mig kramme dig”
Madsen begyndte at blive irriteret. “Det må være sulten,” tænkte han og gik ud i køkkenet for at skrælle kartofler.
