På vej hjem fra arbejde besluttede Mette sig for at stikke ind på sin yndlingscafé. Det havde været en lang, stressende dag på kontoret, og tanken om en lækker smørrebrød og en varm kop kaffe var alt, hvad hun kunne tænke på. “Hvorfor pokker skulle han også have de andre rapporter lige nu?” sukkede hun, mens hun traskede ned ad strøget i København. Alt kunne have gået i morgen.
Caféen var næsten tømt da hun trådte ind. Lækkert, ingen køkø. Lige da hun skulle sætte sig ved sin sædvanlige plads, fangede hun et visuelt lyn af et bekendt ansigt. Hendes mand, Jens. Og han var ikke alene der sad en eller såkaldt *står-strong-på-Instagram* type overfor ham.
Mette stivnede som om hun lige var trådt i en vandpyt i bare tøfler. Kvinden lignede en, der lige var trådt ud af et *Eurowoman* cover. Platinblond, stram kjole, og makeup så perfekt, at det næsten var irkende. Jens fortalte åbenbart en eller anden sjov historie, for den ukendte fnisede og rørt ved hans underarm.
Alt i Metes indre vendte sig. “Nå, sådan så det altså ud,” tænkte hun og måtte holde sig tilbage fra at storme hen og spille den klassiske *dramaqueen*-scene. Nej, det var for nemt.
Hun valgte i stedet en bordplads på den modsatte side, men med perfekt udtigt til at observere. Hun bestilede sin smørrebrød og kaffe, men var mere interesseret i den levende teaterforestilling foran. Hun tog telefonen frem og ringede til Jens. Hans mobil tilkede på bordet. Han kiggede på skærmen, væltede næsten sin kaffe i faldet for at slukke lyden. Mette grinede stille. “Åh, så du tager ikke engang telefonen nu? Hvad foregår der i dit *vigtige* møde?”
Hun fulgte deres hver eneste bevægelse. Jens lænede sig tilbage og hviskede noget i blondinens øre. Hun fnisede og dækkede mund med hånden. På hendes finger blånede en diamant så stor som en isterning.
Mettes hjerte gjorde et lille kolli. Hun måtte se væk et øjeblik. “Okay, rolig nu, Mette. Ingen grund til at blive hysterisk,” mumlede hun og foldede nervøsiteten ud i en serviet.
Hun huskede deres første date, deres akavede flirt på Strøget, hans pinlige tilbaketrukne indrømmelse af følelser. Kunne alt sammen være løgn? Eller spillede han bare dobbeltspil nu?
Pludselig kom en høj, velklædt mand forbi hendes bord. Han lignede én, der lige var trådt ud af en *Carlsberg*-reklame. Og så fik Mette en idé.
“Undskyld mig,” sagde hun og fangede hans opmærksomhed.
“Ja?”
“Jeg har et mærkeligt ønske,” begyndte hun og nikkede diskret mod Jens og blondinen. “Det der er min mand. Og åbenbart…” Hun trak på smilebåndet. “…han har lidt *ekstra* på menuen i dag. Kunne du tænke dig at hjælpe mig med en lille akt?”
Manden tænkte et øjeblik, men så bredte et smil sig. “Hvorfor ikke? Jeg hedder Mads, for så vidt.”
“Og jeg er Mette.”
Hun lod blitkket glide til Jens, der netop opdagede hende. Hans øjne blev som tekkoputter. Han prøvede at ignorere det, men hun så, hvordan hans hånd knugede kaffekoppen.
Mette lænede sig ind mod Mads og loftede lattermildt, som om de delte en hemmelighed. Mads spillede med han nikkede, smækkede med tungen i munden på de rigtige tidspunkter.
“Du er en fantastisk skuespiller,” hviskede Mette.
“Tjek lige hans hals,” grinede Mads. “Den er rød som en julekalender. Tror du, vi har marineret ham nok?”
“Lad os gå forbi dem,” foreslog hun.
De rejste sig, og Mette tog Mads i hånden. Da de gik forbi Jens’ bord, kastede hun et uskyldigt:
“Nå, hej skat! Sikke en hyggelig tilfældighed! Hvem er din… veninde?”
Jens så ud, som om han lige havde bidt i en citron. Blondinen stirrede forvirret.
“Det her er… en kollega,” stammede han.
“En *kollega*?” Mette løftede et øjenbryn. “Jeg troede, du skulle møde kunder i dag?”
“*Hvad er det her for et cirkus, Mette?*” knurrede han og kom tætter til. “*Hvem er ham der?*”
“*Hvad med din ‘kollega’?*” Mette pegede på blondinen, der nu så temmelig stram ud.
“*Er du gift?*” spiste hun ham af med et blik.
Den blonde rejste sig lynhurtigt og forsvandt ud af døren.
“Perfekt,” snerrede Jens. “*Er du tilfreds nu? Hun var en vigtig kunde!*”
“*Og hvem er så ham der?*” pegede han på Mads.
“*Hvorfor må du hygge dig, men jeg ikke må?*” Mette korsede armene.
“*Så du snyder på mig?*”
“*Ja!*”
Mads bakkede diskret ud. “*Jeg tror, jeg lader jer to ordne det her…*”
“Du er virkelig en kunstner, Mette,” gispede Jens og smed næsten 150 kroner på bordet før han stormede ud.
Hun følte sig som en ballon, der lige var punkteret. På vej hjem ringede hun til sin kollega, Lina, for at få dækket over sit fravær.
Da hun åbnede døren, sad Jens på sofaen med et udtryk, der mindede om en hund, der lige var blevet skubbet ud i regnvejret.
“*Mette…*” Hans øjne var bløde. “*Var det sandt?*”
Hun satte sig ved siden af ham. “*Nej. Jeg mødte ham først i dag. Jeg ville bare… gøre dig lige så sårbar som mig.*”
Han strøg en hånd gennem håret. “*Det her er så latterligt. Jeg har været en idiot. Hun var bare en kunde jeg skulle ikke engang have taget den samtale. Forlad mig ikke, Mette.*”
Hun lænede sig ind mod ham. “*Du lover, at du aldrig snyder på mig igen.*”
“*Det lover jeg,*” hviskede han og kyssede hendes pande.
Han holdt om hende, og selvom hun stadig var sur over blondinen, var hun også lettet. For nogle gange, tænkte hun, er det godt at vide, at ens mand kan blive lige så jal og dum som en selv.
