Signe Larsen var altid i hastværk.
Hun havde altid travlt.
Den eftermiddag i november løb hun ned ad Guldsmedegade med sin frakke halvt åben og en mappe fyldt med dokumenter, der truede med at falde ud ved hvert skridt.
Den lette støvregn havde startet som en hvisken, men på få sekunder blev den til en tætte, der slørede fortovene.
Hun bandede indvendigt.
Planen var at komme hjem, tage en bruser og arbejde på præsentationen til næste dag.
Men skybruddet gav hende ikke noget valg: hun måtte søge ly.
Hun skubbede døren til en lille bogcafé ind et af de steder, der så ud, som om de var hentet fra en anden tid, med slidte træmøbler og duften af friskmalet kaffe.
Hun rystede vandet af håret og gik hen til disken.
»En sort te, tak,« sagde hun uden at kigge op.
»Ikke til kaffe?« spurgte en mandlig stemme med en blanding af nysgerrighed og underholdning.
Hun så op.
Bag disken stod en høj mand i trediverne med mørkt hår og to dages skæg, der betragtede hende med et smil, som om han altid havde kendt hende.
»Ikke når jeg skal tænke,« svarede Signe lidt defensivt. »Kaffe gør mig for rastlæs.«
»Nå, men så sort te. Men jeg advarer dig ved det her bord taber de fleste kampen mod kaffen,« sagde han og pegede på det næsten tomme lokale.
Hun smilede for første gang på hele dagen.
»Og du er?«
»Mikkel Sørensen,« svarede han og rakte hånden over disken. »Ejeren, baristaen og den ubættelige bogorm.«
Signe præsenterede sig, tog sin te og satte sig ved vinduet.
Regnen hamrede mod glasset, som om den ville ind.
Mens hun forsøgte at koncentrere sig om sine noter, kom Mikkel hen med en bog i hånden.
»Hvis det er okay jeg tror, den her ville falde i din smag.«
Det var en gammel roman med blå indbinding og gyldne bogstaver.
»Hvordan ved du, hvad jeg kan lide?« spurgte hun.
»Det gør jeg ikke. Men når nogen stormer ind i regnen, bestiller te og har det der udtryk af at ville være i fred så har de som regel mere brug for en god historie end noget andet.«
Signe tog imod den, lidt overrasket.
Mens hun bladrede i bogen, blandede lyden af regnen og kaffeduften sig til en behagelig atmosfære.
»Arbejder du altid her?« spurgte hun efter et stykke tid.
»Kun når det regner,« svarede han hemmelighedsfuldt.
Hun grinede, for hun troede, det var en joke.
Det var det ikke.
Dagene efter vendte byen tilbage til sit sædvanlige tempo, og Signe til sit jagede liv.
Men en tirsdag tvang en nybygget storm hende ind i bogcaféen igen.
Mikkel stod der, som om han havde ventet på hende.
»Så er du her igen,« sagde han og skænkede hende te uden at hun behøvede at spørge.
»Så er der regn igen,« svarede hun.
Den dag talte de mere.
Signe fandt ud af, at Mikkel havde arvet stedet af sin bedstefar, der kun havde drevet det som en boghandel. Han havde tilføjet caféen for at »give folk en undskyldning for at blive længere.«
Mikkel opdagede til gengæld, at Signe arbejdede som arkitekt på et krævende kontor, hvor tolvtimersdage var norm.
»Det lyder udmattende,« bemærkede han.
»Det er det,« indrømmede hun. »Men jeg ved ikke, hvordan man gør andet end at løbe.«
Mikkel så på hende med en ro, der fik hende til at slappe af.
»Nogle gange skal man lade livet indhente en,« sagde han.
Fra da af blev regnen deres allierede.
Hver gang de første dråber faldt, fandt Signe en undskyldning for at gå forbi Guldsmedegade.
Nogle gange læste hun i tavshed, mens Mikkel betjente andre kunder; andre gange talte de om bøger, film eller rejser, ingen af dem havde været på.
En torsdag i december kom Mikkel med et forslag:
»Lørdag lukker vi tidligt. Nogle musikere kommer og spiller jazz her. Har du lyst til at komme?«
Signe tøvede. Hun var ikke vant til at acceptere spontane invitationer.
Men hun sagde ja.
Den aften var caféen oplyst af stearinlys, med hyldernes skygger dansende på væggene.
Mikkel havde reserveret en plads til hende i første række.
Under koncerten rørte deres knæ ved hinanden måske ved et uheld, måske ikke.
Da det var forbi, skænkede Mikkel hende et glas vin og satte sig ved siden af hende.
»Jeg har set dig løbe ind mange gange for at undgå regnen,« sagde han. »Men jeg tror, du egentlig løb fra noget andet.«
Signe tav et øjeblik, overrasket over hans ord.
»Måske,« indrømmede hun. »Og måske glemmer jeg hvad det er, når jeg er her.«
Da de gik ud, var regnen tilbage.
Mikkel fulgte hende til døren.
»Jeg har ingen paraply,« sagde hun.
»Det har jeg heller ikke. Men hvis vi løber, når vi hjørnet, før vi bliver gennemblødte.«
De løb ikke.
De gik langsomt over gaden, mens de grinede af vandet, der silede ned over deres hår og tøj.
Ved hjørnet, før de sagde farvel, sagde Mikkel:
»Du behøver ikke vente på regn for at komme tilbage.«
Signe smilede.
»Jeg skal prøve.«
Hun kom ikke dagen efter. Eller den næste.
Men søndagen, uden en sky på himlen, dukkede hun op i boghandelen.
Mikkel så på hende og lod, som om han blev overrasket.
»Hvor er regnen?«
»I dag tog jeg den med inden i mig.«
Den dag var der hverken te eller kaffe.
Der var en lang samtale, med behagelige stilheder og blikke, der sagde mere end ord.
Da det blev mørkt, viste Mikkel hende et hjørne af butikken, han ikke viste frem for kunderne: et lille rum med et stort vindue ud til åen.
»Her læste min bedstefar, når det regnede,« forklarede han. »Han sagde, at lyden af vand mindede ham om, at alt altid flyder videre.«
Signe lænede panden mod glasset.
»Måske er det det, jeg kan lide ved det her sted det minder mig om, at jeg kan stoppe.«
Mikkel nærmede sig så langsomt, at hun kunne mærke hans ånde, før hun så ham ved sin side.
»Du kan stoppe og blive.«
Hun vendte hovedet og så på ham.
I det øjeblik begyndte regnen at banke på r
