Læreren Alle Hadede
Fru Nielsen var skrækken på Teknisk Gymnasium i Aalborg. Alle var bange for hende. Hun var den type lærer, der skældte dig ud, hvis du kom et minut for sent, der trak point fra, hvis din skoleuniform var krøllet, der aldrig smilede og som syntes at nyde at dumpe elever.
I tredje år var jeg uofficiel leder for dem, der hadede hende. Jeg organiserede klager, ondskabsfulde øgenavne og grove jokes. Vi kaldte hende “Heksen” og dagdrømte om at hævne alle de ydmygelser, hun havde udsat os for.
Den dag, der ændrede alt, var en fredag i november.
Jeg havde pjækket fra skolen for at tage ind til byen med nogle venner. På vej hjem i bussen så jeg noget underligt: Fru Nielsen kom ud af en apotek i en fattig bydel med flere poser i hænderne.
Nysgerrighed overvandt frygt. Jeg stod af ved næste stop og fulgte efter hende på afstand.
Jeg så hende gå ind i et faldefærdigt lejlighedskompleks. Jeg ventede et par minutter og listede mig tættere på. Gennem et åbent vindue på første sal kunne jeg høre stemmer.
“Tak fordi du kom, fru Nielsen. Line har haft feber i tre dage.”
“Ingen årsag, fru Hansen. Jeg har medbragt de antibiotika, lægen ordinerede.”
Line Hansen? Det var en pige fra min klasse. En stille pige, der altid så træt ud og ofte var fraværende.
“Hvor meget skylder jeg dig, fru Nielsen?”
“Ingen ting, fru Hansen. Det har vi snakket om.”
“Men det er mange penge…”
“Line er en fremragende elev. Hun fortjener at være rask, så hun kan fortsætte sine studier.”
Jeg lænede mig tættere på og så fru Nielsen, denne kolde, strenge kvinde, stryge Line over panden med en ømhed, jeg aldrig havde set i klasseværelset.
“Hvordan går det med matematikken, min pige?”
“Godt, fru Nielsen. Jeg har øvet de opgaver, du gav mig.”
“Godt. På mandag giver jeg dig nogle ekstra bøger, så du kan forberede dig bedre til optagelsesprøven til gymnasiet.”
“Fru Nielsen, jeg tror ikke, jeg kan komme på gymnasiet. Min mor har brug for, at jeg arbejder…”
“Line, dit job lige nu er at studere. Jeg tager mig af resten.”
Jeg gik derfra forvirret og rystet. Dette var ikke den fru Nielsen, jeg kendte.
Ugen efter begyndte jeg at observere hende mere omhyggeligt i klassen. Og jeg lagde mærke til ting, jeg ikke havde set før.
Når Mads Holm faldt i søvn i timen, vækkede hun ham ikke ved at råbe som hun gjorde ved os andre, men rørte ham blidt på skulderen. Senere fandt jeg ud af, at Mads arbejdede på et mekanisk værksted til klokken to om natten for at hjælpe sin familie.
Når Sofie Mikkelsen ikke havde lavet sine lektier, gav fru Nielsen hende en ekstra chance uden at skælde hende ud foran alle. Det viste sig, at Sofie passede sine fire yngre søskende, mens hendes mor arbejdede om natten.
En dag samlede jeg mod til at blive efter timen.
“Fru Nielsen, må jeg stille dig et spørgsmål?”
“Hvad har du brug for, Jakob?”
“Hvorfor er du så… anderledes over for nogle af os?”
Hun tav et øjeblik mens hun pakkede sine ting sammen.
“Hvad mener du?”
“At du er mere… forstående over for nogle. Men over for mig og andre er du virkelig streng.”
“Jakob, sæt dig ned.”
Jeg satte mig på første række, nervøs.
“Ved du, hvad forskellen er på dig og Line Hansen?”
“Nej.”
“At du har forældre, der kan købe skoleting til dig, der kan betale for ekstra timer, hvis du har brug for det, der bekymrer sig om dine karakterer. Line har ikke.”
“Men det er ikke min skyld.”
“Nej, det er det ikke. Men det er dit ansvar at udnytte det. Når jeg er streng over for dig, er det fordi jeg ved, du kan gøre bedre. Når jeg er forstående over for Line, er det fordi hun allerede gør alt, hvad hun kan.”
“Køber du medicin til eleverne?”
Hun så mig lige i øjnene.
“Fulgte du efter mig den dag?”
Jeg nikkede, flov.
“Jakob, nogle af mine elever kommer i skole uden at have spist morgenmad. Andre arbejder efter skole for at hjælpe deres familier. Andre passer små søskende. Hvis jeg kan gøre noget for at sikre, de fortsætter deres uddannelse, så gør jeg det.”
“Med dine egne penge?”
“Med mine egne penge.”
“Hvorfor?”
“Fordi jeg voksede op i en familie som deres. Jeg havde en lærer, der købte mine første gymnasiebøger. Uden hende var jeg aldrig kommet på universitetet.”
Jeg følte en klump i halsen.
“Fru Nielsen, men… hvorfor er du så hård ved os?”
“Fordi livet vil være hårdt ved jer. Hvis jeg ikke stiller krav nu, hvem gør så? Jeres forældre vil altid beskytte jer. Jeg er den eneste, der fortæller jer sandheden: Verden vil ikke give jer noget gratis.”
“Det har jeg aldrig tænkt over.”
“Jakob, du er klog, men doven. Du bruger din tid på jokes i stedet for at studere. Ved du, hvorfor det går mig så meget på?”
“Hvorfor?”
“Fordi du spilder chancer, Line ville gøre alt for at få. Hun studerer med lånte bøger, ved levende lys, fordi de nogle gange ikke har strøm. Og alligevel får hun bedre karakterer end dig.”
Jeg følte mig som det værste menneske i verden.
“Kan jeg… hjælpe på en eller anden måde?”
“Vil du virkelig hjælpe?”
“Ja.”
“Så studér. Vær den elev, du kan være. Og hvis du vil gøre mere, så hjælp dine klassekammerater, der har brug for det.”
Den dag gik jeg hjem fra skolen og så alt anderledes. Fru Nielsen var ikke den onde heks, jeg havde troet. Hun var en kvinde, der bar bekymringer for halvtreds forskellige familier, der brugte sin løn på elever, der ikke var hendes egne børn, der var hård mod nogle for at forberede dem og forstående over for andre for ikke at knække dem.
Jeg begyndte at studere seriøst. Jeg organiserede studiegrupper for at hjælpe klassekammerater, der havde svært ved stoffet. Jeg holdt op med at lave sjov i timerne.
Ved årets afslutning, da hun gav mig mit eksamensbevis med et snit på 10, smilede fru Nielsen. Det var første gang, jeg så hende smile.
“Godt gået, Jakob. Jeg vidste, du kunne gøre det.”
“Tak fordi du ikke gav op på mig, fru Nielsen.”
“Jeg giver aldrig op på mine elever. Selv når I giver op på mig.”
År senere, da jeg dimitterede fra universitetet med en ekscellensstipendium,
