**Dagbogsnotat 15. oktober**
Jeg har endelig forstået, hvad jeg har gjort. Jeg ville tilbage til min ekskone, som jeg levede sammen med i 30 år, men det var allerede for sent
Jeg er 52 nu. Og jeg har intet. Ingen kone, ingen familie, ingen børn, intet job ingenting.
Jeg hedder Victor. Jeg tilbragte 30 år med min kone. Jeg arbejdede altid for at forsørge familien, mens hun tog sig af hjemmet. Jeg ville ikke have, at hun skulle arbejde. Jeg syntes, det var fint, at hun passede huset. Men med tiden begyndte hun at irritere mig.
Vi levede sammen, respekterede hinanden, men kærligheden døde. Jeg troede, det var normalt. Det passede mig fint. Men så ændrede alt sig. En aften på en bar mødte jeg Lærke. Hun var 20 år yngre end mig. Smuk, sød og morsom. Som en drøm, der blev til virkelighed.
Vi begyndte at ses, og snart blev hun min elskerinde. To måneder senere indså jeg, at jeg ikke længere ville lyve for min kone. Jeg gad ikke komme hjem efter arbejde. Jeg forstod, at jeg elskede Lærke og ville gifte mig med hende.
Få dage efter fortalte jeg sandheden til min kone. Hun lavede ikke en scene. Hun forblev rolig. Jeg troede, hun heller ikke elskede mig, derfor tog hun det så stille. Men først nu forstår jeg, hvor dybt jeg sårede Birgitte.
Vi blev skilt. Vi solgte lejligheden, hvor vi havde tilbragt så mange år sammen. Lærke insisterede på, at jeg ikke lod min ekskone beholde den. Det gjorde jeg. Birgitte købte en lille etværelses. Jeg brugte mine opsparinger på en toværelses til Lærke.
Jeg hjalp ikke Birgitte, gav hende ikke en eneste krone. Jeg vidste, hun ingen penge havde og ikke lige ville finde et job. Men dengang var det ligegyldigt for mig. Vores sønner ville ikke tale med mig. De følte, jeg havde forrådt deres mor, og kunne ikke tilgive mig.
På det tidspunkt bekymrede det mig ikke. Lærke var gravid, og vi glædede os til barnet. Snart kom en søn til verden. Men drengen lignede hverken mig eller Lærke. Mine venner tvivlede på, om han var mit barn. Jeg ville ikke høre på dem.
Livet med Lærke var ikke godt. Jeg arbejdede hårdt, passede huset og barnet. Lærke bad kun om penge og var altid ude. Der var rod derhjemme, og der var aldrig mad klar. Hun kom hjem klokken tre eller fire om natten, stank af alkohol, og startede skænderier over ingenting.
Til sidst mistede jeg mit job. Jeg var træt, vred, og gjorde dårligt arbejde. I tre år levede jeg sådan. Så tvang min bror, som aldrig brød sig om Lærke og tvivlede på barnet, mig til en DNA-test. Det viste sig, at drengen ikke var min.
Vi blev skilt med det samme. I mellemtiden havde jeg ingen kontakt med hverken Birgitte eller mine sønner. Efter skilsmissen besluttede jeg at vende tilbage til min første kone. Jeg købte blomster, vin, en kage og gik til hendes lejlighed. Men Birgitte boede der ikke længere. Den nye ejer gav mig hendes nye adresse.
Jeg gik derhen. En mand åbnede døren. Birgitte havde fået et godt job og giftet sig med en kollega. Hun var lykkelig og havde det godt.
Senere mødte jeg hende på en café. Jeg bad hende komme tilbage til mig. Hun så på mig som var jeg en idiot og gik. Nu forstår jeg den fejl, jeg begik. Hvad ville jeg opnå? Hvorfor forlod jeg min kone for at gifte mig med en ung pige?
Jeg er 52 nu. Og jeg har intet. Ingen kone, intet job, og selv mine sønner vil ikke tale med mig. Jeg mistede alt, hvad der betød noget. Og det er helt min egen skyld. Desværre kan jeg aldrig rette op på den fejl
**Lektionen:** At kaste noget væk i en kortvarig lidenskab er at miste det, der virkelig havde værdi. Og når det først er væk, er det for sent at angre.
