“Lykke, jeg tror… jeg har kørt over en kat…” hviskede jeg ind i telefonen, stemmen tyk af skyld.
“Og?” svarede Lykke med ro som en isvandssø.
“Hvad mener du med ‘og’? Hvad skal jeg gøre?”
“Du kunne i det mindste stige ud og tjekke, om den lever.”
Jeg slugte tungt. Gården var tom, og aftenen duftede af brændt metal en lugt som frygt. Langsomt åbnede jeg døren og lænede mig frem uden at forlade bilen. Og så så jeg den: Den levede. En lille, grå… klump, skælvende, men øjnene var åbne.
“Den lever, Lykke. Den lever… Hvad gør jeg?”
“Hvad mener du? Tag den til klinikken. Du skal alligevel den vej. Men skynd dig!”
Forsigtigt løftede jeg katten den protesterede ikke, lå bare der, vejrende tungt. Jeg satte den på bagsædet i en gammel skokasse, der lå på gulvet. Så kørte jeg.
Klinikken var normalt en halv time væk. Men ikke den dag. For den dag blev en af dem, man ikke glemmer, og de tredive minutter strakte sig ud i evigheden.
I bagagerummet lå der allerede en hund. En gammel blandingsrace, kørt over af et tog. Naboen havde bedt mig om at bringe den til klinikken “lad den blive aflivet humant, så den ikke lider mere,” sagde de. En herreløs hund, ingen rigtig ønskede den, men vi syntes synd i den. Jeg sagde ja. Automatisk.
Og nu også denne kat.
Jeg kørte som en vanvittig, mens tanken hamrede i mit hoved:
*Hvad er det for en dag? Hvad er det for et liv?*
På klinikken var der overraskende ingen kø. Jeg stormede ind med kassen i hænderne, som om jeg bar min hustru til fødestuen lægen tog den straks og forsvandt ind til undersøgelsen.
“Hvad er der med den? Hvordan har den det?” vrælede jeg foran døren.
“Vi tager et røntgenbillede,” nikkede assistenten. “Den ser ud til at være uskadt, men vi skal være sikre.”
Femten minutter. En evighed. Urerne drillede mig og standsede. Jeg gik i cirkler, stirrede på loftet, vinduerne, plakaterne af britiske og norske skovkatte…
Og indeni vred noget sig. Ikke bare bekymring skam, skyldfølelse. Jeg havde ikke set den. Jeg skulle ikke have kørt så hurtigt. Alt kunne have været anderledes. Den lille, forsvarsløs, et sekund for sent på vejen og jeg tænkte netto
