” Det er nok! Jeg er færdig! Hvor længe skal det her fortsætte? Barnet, dens evige træthed, hjælp mig, hjælp mig mens jeg bare vil ud og leve, som før! Jeg vil have nærhed! Jeg arbejder! Jeg vil hjem til min elskede kone, til en kvinde nu skal jeg lige hænge ud med en ven, og så finder jeg en ung en åhhh” Sidende bag rattet og tænkende på, at i dag var den sidste dråbe i deres forhold, tændte Søren nervøst en cigaret.
Deres historie sammen var gammel som tiden. De mødte hinanden, forelskede sig hovedkulds, passionen brændte, de glemte beskyttelse, og resultatet et par måneder senere viste hun ham to streger på testen.
“Selvfølgelig beholder vi den, vi klarer det,” sagde Søren selvsikkert, og alle de ældre nikkede bifaldende, som om de sagde: “Vi hjælper, bare vi får børnebørn”
Så kom brylluppet, fødslen, lykkelige tårer en søn! Og så var det slut med det sorgløse liv. Konen blev til en høne: træt, uordnet, evigt skældende på barnet, om natten også, hendes konstante “hjælp mig, hjælp mig”
Hvor var hans pige blevet af? Familien forsvandt pludselig de var alene med deres forældreskab.
“Jeg er ikke klar!” råbte Søren til sin kone i dag og smækkede døren i hovedet på hende, mens hun stod med deres spædbarn i armene.
En hvinende bremse foran bilen dukkede en mørk, sammenbøjet skikkelse pludselig op.
“Har du lyst til at dø eller hvad?!” råbte Søren, da han sprang ud af bilen og løb hen til figuren.
Manden i frakken rettede sig op og så på ham med triste, ældrede øjne og hviskede:
“Ja.”
Uforberedt på svaret tabte Søren pinden:
“Far, har du brug for hjælp? Skal jeg hjælpe dig?”
“Jeg vil ikke leve mere!”
“Kom nu, hvad snakker du om? Lad mig køre dig hjem. Fortæl mig, måske kan jeg hjælpe?” Søren tog den gamle mand i hånden og førte ham forsigtigt hen til bilen.
“Fortæl mig, far,” sugede Søren røg ind.
“Det er en lang historie.”
“Jeg har tid.”
Den gamle så grundigt på manden ved siden af sig, flyttede blikken til et billede, der hang på solskærmen.
“For halvtreds år siden mødte jeg en pige. Jeg forelskede mig med det samme, alt gik lynhurtigt. Inden vi vidste af det, var vi en familie et barn, en søn, en arving man skulle tro, det var lykken!”
“Men jeg ville have det, som før kærlighed, passion, ungdom. Men konen var træt, barnet lille, hverdagen pressede. Jeg lod hende bære det hele, hjalp ikke”
“På arbejde mødte jeg en anden kvinde, det blev hurtigt til en affære Konen fandt ud af det, skilsmisse, det hele. Med den anden kvinde gik det ikke, men jeg var ligeglad, jeg levede livet.”
“Hun giftede sig igen, blev smukkere, sønnen kaldte hendes nye mand for far, og mig? Jeg var ligeglad.”
“Og hvad med dig?” tændte Søren en ny cigaret, nervøs.
“Mig? Jeg levede videre. Ingen familie, ingen kone, ingen børn. I dag er min søn halvtreds. Jeg ville ønske ham tillykke men han lukkede ikke engang døren for mig,” græd den gamle. “Det er min egen skyld. Han sagde: ‘Du er ikke min far. Gå ud og lev dit liv.'”
“Hvor skal jeg køre dig hen, far?” Søren trommede med fingrene på rattet.
“Jeg bor lige her. Kør bare, du skal ikke bekymre dig om mig” Den gamle steg ud af bilen og gik mod en ni-etagers bygning nær vejen.
Søren så ham gå ind i opgangen, ventede et øjeblik og vendte bilen. Han kørte til supermarkedet og købte blomster.
“Tilgiv mig, tilgiv mig,” sagde han, da han kom hjem og så sin grædende kone knæle på gulvet. “Hvil dig, skat.” Han tog deres søn fra hendes arme, gik ind i det andet rum og begyndte at vugge barnet, mens han sang med hæs stemme: “Lille kat, lille kat, kom her til mig”
Den overraskede dreng faldt hurtigt i søvn og lagde sin lille hånd på Sørens bankende hjerte. Med ømhed så han på barnet: “Jeg vil se min søn vokse op. Jeg vil høre ordet ‘far'”
“Red du endnu en ‘drukning’?” spurgte den ældre kvinde i døren med et smil. Manden smilede tilbage og hængte sin frakke på knagen.
“Ja, jeg reddede. Nogen må lære de unge de store sandheder.”
“Hvordan ved du, hvem der har brug for hjælp?”
“Fordi jeg selv havde brug for den, da jeg var på hans alder.”
“Kom, vi skal spise, redningsmand. Og husk, i morgen er det sønnens jubilæum ingen druknede den aften,” sagde kvinden og så kærligt på ham.
“Jeg har ikke glemt det. Halvtreds år for vores arving, for vores kærlighed sådan noget glemmer man ikke,” svarede han og holdt om hende, før de gik ud i køkkenet sammen, stadig smilende.
Sådan gik denne utrolige historie. Tro på den eller lad være det er op til dig. Skriv i kommentarerne, hvad du synes. Giv den et like
