” Du er jo så selvstændig!” sagde hendes forældre og gav i smug en tre-værelses lejlighed til hendes yngre søster.
Anna gik gennem shoppingcentret med indkøbsvognen, da en stemme råbte efter hende:
” Anne! Hej!”
Hun vendte sig og så Mette, sin søsters veninde. Hun smilede bredt og rakte ud for at give en krammer.
” Hvordan går det? Hør, jeg ville lige spørge hvad skal jeg give Lise til huswarming? Lejligheden er fantastisk, en tre-værelses i midtbyen!”
” Hvilken huswarming?”
Indkøbsvognen standsede af sig selv.
” Hvad mener du? Hun flytter jo ind i bedstemors lejlighed! Hun siger, at forældrene har givet den til hende. Din søster er virkelig heldig!”
Anna mærkede, hvordan alt indeni hende knugede sammen. Den lejlighed havde forældrene lejet ud i tre år hun kendte endda lejerne på synet.
Og dybt inde havde hun håbet, at de en dag ville sælge den, dele pengene, så hun kunne betale sin realkreditlån af før tid.
” Er hun allerede flyttet ind?”
” Nej, men hun er ved at pakke. Næste uge holder hun fest.”
En time senere stod Anna foran Lises dør i en lille etværelses i en forstad. Dørklokken virkede ikke, så hun bankede på.
” Anne?” Lise åbnede i arbejdstøj, ansigtet svedigt, en klud i hånden. ” Hvorfor ringede du ikke?”
” Jeg mødte Mette, og hun spurgte, hvad hun skulle give dig til huswarming.”
Kluden faldt på gulvet. Lise samlede den hurtigt op, tørrede hænderne og trådte tilbage.
” Vent lige, jeg skal bare i bad.”
Døren til badeværelset lukkede, men lydisoleringen i den gamle bygning var ikke eksisterende. Anna hørte tydeligt:
” Mor? Anne ved det Ja, om lejligheden Hun er kommet hjem til mig Hvad gør jeg?”
Anna så sig omkring. Kasser overalt: “Service”, “Bøger”, “Tøj”. På sofaen en stak papirer.
Lise kom ud med et anspændt udtryk.
” Hør, det er bare en lejlighed. Du er voksen, du har dit eget sted.”
” Lise, du fik næsten tre millioner. Sådan bare!”
” Og hvad så? Jeg tog imod en gave. Ville du have sagt nej?”
” Måske ikke. Men jeg ville ikke have løjet for min søster.”
” Jeg løj ikke! Jeg fortalte det bare ikke.”
” Hvad er forskellen?”
Lise satte sig på sofaen og bedækkede ansigtet med hænderne.
” Anne, hvad vil du have? Skal jeg give lejligheden tilbage? Jeg har allerede bestilt renovering.”
” Jeg vil ikke have noget. Jeg forstår bare, hvem jeg er i denne familie.”
” Åh, kom nu! Du er stærk og selvstændig. Jeg er gift, Mads mistede sit job, vi havde mere brug for det!”
” Mads mistede sit job? Hvornår?”
” Øh sidste år. Vi fortalte det til forældrene, og de ville hjælpe.”
Anna nikkede langsomt. Så de løg endda for forældrene.
” Tænkte I på mit lån, der løber til jeg er halvtreds, da I besluttede, hvem der havde mest brug for det?”
” Anne, hold nu op! Lejligheden er min, punktum. Du har ingen ret til den.”
Anna vendte sig og gik mod døren.
” Skal du virkelig gå? Blive sur og forsvinde?”
” Jeg bliver ikke sur, Lise. Jeg ved bare, hvem du virkelig er.”
Derhjemme ringede Anna til sin mor.
” Mor, vi skal tale.”
” Lise har fortalt mig alt. Hvorfor gør du et problem ud af det? Det var en gave.”
” Husker du, da du sagde, at hvis I solgte bedstemors lejlighed, ville I dele pengene?”
” Ja, men tingene ændrede sig. Lise er gift, Mads har problemer med jobbet.”
” Og mit realkreditlån er det ikke et problem?”
” Du klarer dig jo selv. Du er så stærk.”
En halv time senere ringede faren.
” Skat, tag det ikke så tungt. Det var en uheldig situation.”
” Uheldig, far? Du så mig i øjnene i tre år og lod mig håbe.”
” Vi troede, du ville forstå det. Du er jo så selvstændig.”
Ja. Selvstændig. Så hun kunne betale femten tusind hver måned ud at klage.
Søndagsmiddag hos forældrene var en hellig tradition. Anna kom som altid. Datteren Sofie legede med sin tablet, Lises mand, Mads, fortalte vittigheder, moren myldrede omkring gryderne.
Alle lod som om, intet var hændt.
” Vi overvejer at købe en lejlighed mere,” sagde Mads og lagde salat på tallerkenen. ” I et nytbyggeri. Vi har udbetalingen vi kan leje bedstemors ud.”
Annas gaffel standsede i luften.
” Leje den ud? Hvad med huswarming?”
” Planerne ændrede sig,” sagde Lise og skar kødet uden at kigge op. ” Midtbyen er for støjende. Vi vil have noget mere moderne.”
Gaffelen klirrede mod tallerkenen.
” Så I gav hende en lejlighed til næsten tre millioner, så hun kunne købe en anden?”
Faren hostede i sin saft. Moren vendte sig fra komfuret:
” Hvad er der galt i det? Unge skal da have muligheder.”
” Mor, er jeg gammel? Mit lån løber til jeg er halvtreds.”
” Du valgte selv at tage lånet!”
Anna rejste sig.
” Sofie, vi går.”
” Men I har ikke spist færdig!” protesterede moren.
” Vi er mætte. For længe siden.”
I entreen, mens hun tog jakken på, lagde Anna mærke til den åbne soveværelsesdør. På natbordet lå en stak papirer. Øverst en gaveerklæring.
Hun kiggede på datoen: 15. marts 2021.
I bilen spurgte Sofie:
” Mor, hvorfor gik vi?”
” Fordi voksne nogle gange lyver. Og ikke vil indrømme det.”
Derhjemme åbnede Anna sin telefon og fandt et billede fra sin egen huswarming. Et enkelt stearinlys, en flaske til hundrede kroner, teksten: “Endelig hjemme!”
15. marts 2021.
Samme dag som hun fejrede sine 42 kvadratmeter alene, stod hele familien hos notaren og underskrev Lisens tre millioner.
Nu vidste hun præcis, hvad hun var værd i den familie.
En uge forsøgte forældrene at ringe Anna tog ikke telefonen. Så kom en besked fra moren: “Er du blevet helt vanvittig? Ødelægger du familien for penge?”
” Mor, jeg ødelægger ikke noget. Jeg holder bare op med at lade som om.”
” Lade
