“Jeg vil lave en test hvis Ditte virkelig er min så tager jeg hende med.”
“Tag hende endelig nu, hun er bare i vejen jeg er træt af at skulle fodre hende, klæde hende på, jeg kan ikke engang forkæle mig selv engang imellem for at købe mad til hende. Sådan er livet Giv mig penge, Mikkel, hva?”
Lise skulle på arbejde. Hun smurte hurtigt nogle smørrebrød til sin mand, pakkede dem ind i sølvpapir og lagde dem på bordet.
Mikkel arbejdede på en værksted, og da der ikke var frokostpause, måtte han altid tage mad med.
Selv arbejdede Lise som kok i en cafeteria. Hendes arbejde lå lidt længere væk, så hun var nødt til at stå en time tidligere op end sin mand.
Udenfor dryppede det, og Lise tog en paraply, der stod i entréen. Paraplyen gled ud af hånden på hende og faldt med et brag på gulvet. Lise stivnede og kiggede ind i soveværelset manden var ikke vågnet.
Hun smilede for sig selv:
“Åh, hvor er jeg klodset!” og sneg sig forsigtigt ud af døren.
Bussen kom overraskende hurtigt. Lise satte sig ved vinduet og stirrede ud på byen. Hun begyndte at tænke på sit liv.
Lise var ikke længere en ung pige hun nærmede sig de tredive, var lykkelig gift Selvom de ikke levede i luksus, føltes det som om de havde det godt sammen.
Men én ting bed hende i hjertet hun og Mikkel havde ingen børn, og hun længtes sådan efter en lille en, det var ligegyldigt om det var en dreng eller pige.
I de tre år, de havde været gift, var Lise gået til lægen, men de trak bare på skuldrene og sagde, at alt var som det skulle være.
Bussen stoppede, Lise betalte og steg ud hun skulle bare gennem parken, og så var cafeteriaet der.
Efter nogle skridt på fortovet stoppede hun pludselig på en våd bænk sad en lille pige og græd. Hun havde en tynd jakke på og rystede af kulde, mens tårerne blandede sig med regndråberne på hendes kinder.
Lise gik hen til barnet og spurgte blidt:
“Hej! Hvorfor sidder du her alene?”
“Mor smed mig ud” pigen hulkede.
“Hvordan smed dig ud?” Lise kunne næsten ikke tro det. Hvem smider sit eget barn ud i regnen?
“Hun sov, og jeg var sulten. Jeg vækkede hende, og så Mor råbte af mig Og nu er jeg her.”
“Hvad hedder du?”
“Ditte.”
“Hvad skal jeg gøre med dig, Ditte?” Lise tænkte sig om og kiggede på sit ur. “Kom, så går vi. Hvor bor du? Langt herfra?”
“Nej, lige hernede,” pigen pegede vagt i en retning.
De gik den vej, Ditte viste, og fem minutter senere stod de foran en lejlighed. Lise ringede på, men der gik længe, før nogen åbnede.
Endelig åbnede en søvnig, lurvet kvinde i en snavset morgenkåbe. Hendes urensete, uredte hår rammede et sammenfaldet ansigt.
Hun stirrede forvirret på Lise, så på Ditte og trådte til side uden et ord:
“Kom ind.”
Lise gik indenfor. Lejligheden lugtede utroligt grimt en stank, der fik hende til at kunne kaste op.
På det snavsede gulv lå der klude, og et tykt lag støv på reolen afslørede, at der ikke var blevet ryddet op i lang tid. Da Lise kiggede rundt, faldt hendes blik på et foto på reolen.
Hun stirrede målløs
Hun havde set det billede før i Mikkels album. Men den derhjemme var beskåret, så kun Mikkel var tilbage.
På dette foto stod Mikkel også, men ved siden af ham var der en smuk, ung kvinde, som Lise knap nok genkendte som kvinden foran hende. Lise vendte sig og så på den lurvede kvinde.
“Nå?” spurgte kvinden.
“Hvad ‘nå’?” Lise samlede sig. “Din datter sidder og græder i parken! Er du ligeglad? Hvad slags mor er du?”
“Du skal ikke belære mig! Gå hjem og opdrag dine egne! Hold dig fra min!” kvinden snurrede rundt mod datteren. “Hvor har du været?”
Pigen pilede ind i det andet værelse og smækkede døren. Lise forstod, hun ikke havde noget at gøre her, så hun vendte sig og gik.
Hele dagen kørte tankerne om pigen, fotot og den lurvede kvinde, der åbenbart havde noget med hendes mand at gøre.
Om aftenen rakte Lise Mikkel fotot og spurgte:
“Kære, hvem er det, der står ved siden af dig på billedet?”
“Jeg har fortalt dig om Helena engang. Vi datede længe og ville endda giftes, men hun mødte en anden og forlod mig.”
“Hvorfor klippede du billedet over?”
“Jeg kunne ikke tilgive hende, at hun ikke beholdt mit barn da vi slog op, var hun gravid, men efter det hele sagde hun, hun ikke beholdt barnet. Jeg forlod byen, mødte dig. Vi flyttede tilbage her sammen som du kan se, har jeg ikke holdt noget skjult. Men hvorfor spørger du?”
“Der skete noget mærkeligt i dag.” Lise fortalte ham om pigen og hendes mor.
Mikkel lyttede opmærksomt, så spurgte han, hvor gammel pigen var. Lise svarede.
Han tav Ja, hun kunne være hans datter
“Hvor bor de?”
Lise fortalte det og gik i seng hun var udmattet. Hun faldt næsten i søvn, men da hun vågnede klokken halv to om natten, så hun lys i køkkenet.
Lydløst listede hun hen og kiggede ind. Mikkel sad ved bordet og tænkte.
Næste dag ringede han på hos sin ekskæreste. Ditte åbnede. Hun stirrede på den fremmede mand, der smilede til hende.
“Hej! Er du Ditte? Hvor er din mor?” pigen vendte sig og løb ind.
“Mor! Der er nogen til dig!”
“Hvem?” en lurvet kvinde kiggede ud.
Mikkel stirrede og genkendte knap ngt Helena kvinden, han engang elskede.
“Dig?” hun løftede øjenbrynene. “Hvad vil du?”
Mikkel gik indenfor uden invitation og sugede den indelukkede luft ind.
“Helena, jeg skal vide sandheden. Ditte kunne være min datter. Er hun det?”
Kvinden sank tungt ned i en stol og så på ham:
“Låner du mig penge? Jeg har brug for dem. Du har ikke betalt børnepenge. Jeg har født hende giv mig bare en hund.”
“Hvorfor løj du for mig? Du sagde, du ikke beholdt barnet.”
“Jeg ville, men Valentin sagde, han ville have barnet, blive hend
