Min bolig, mine regler
“Gertrud, har du spist mine pandekager igen?” Mette står midt i køkkenet med en tom pakke.
“Jeg troede, de var til alle…” begynder jeg at undskylde.
“Hvad mener du med til alle? Jeg købte dem specifikt til Emma! Hun er allergisk over for alt andet!”
Anders kommer ud fra soveværelset, medtåget efter en nattevagt.
“Mor, hvor længe skal det her fortsætte? Vi aftalte, at den venstre hylde i køleskabet er vores!”
Den venstre hylde. I mit eget køleskab er der nu “deres” hylder og “vores.” Halvandet år siden de flyttede ind “midlertidigt.” Indtil de fandt en lejlighed. Midlertidigt blev til en permanent mareridt.
“Mormor, hvor er min taske?” Oliver løber rundt i lejligheden.
“Morfar, har du set min dukke?” Emma trækker min mand i ærmet.
Erik gemmer sig bag avisen på altanen. Det eneste sted, man kan slippe væk i sin egen lejlighed.
“Nu er det nok!” råber Mette pludselig. “Jeg kan ikke mere! Anders, enten flytter vi, eller også tager jeg børnene med til min mor!”
“Hvor skal vi flytte hen?” snerrer min søn. “Leje noget for tyve tusind om måneden? Vi har en billånsafbetaling!”
“Så sælg bilen!”
“Er du sindssyg? Hvordan skal jeg komme på arbejde?”
Børnene begynder at græde. Jeg prøver at trøste dem, men Mette river Emma ud af mine arme.
“Lad være! Vi klarer os selv!”
Jeg går ind på mit værelse. Hører hoveddøren smække Anders er gået. Så barneskrig og Mettes råben.
I min lejlighed. I mit hjem, hvor Erik og jeg har boet i tredive år.
Om aftenen lader alle, som om intet er hændt. Vi spiser middag under tavshed. Børnene prikker i tallerkenene. Mette kigger demonstrativt ikke på Anders.
“Far, ræk mig saltet,” beder min søn.
Erik rækker det tavst. Han har i det hele taget været stille på det sidste. Træt af andres skænderier i sit eget hjem.
Efter middag bliver Anders på køkkenet.
“Mor, undskyld for i morges. Mette er bare stresset.”
“Jeg forstår.”
“Nej, du forstår ikke!” eksploderer han pludselig. “Du aner ikke, hvordan det er at bo hos sine forældre som femogtrediveårig! At føle sig som en fiasko!”
“Anders…”
“Lad være! Jeg ved godt, det også er hårdt for jer. Men vi har ingen steder at tage hen!”
Jeg tier. Hvad skal man sige?
Om natten kan jeg ikke sove. Hører Erik vende sig i sengen. I stuen, som vi har overladt til de unge, græder Emma. Mette vugger hende.
Om morgenen vækkes jeg af raslen. Oliver har tabt en tallerken på køkkenet.
“Det gør ikke noget,” siger jeg og fejer skårene sammen.
“Mor bliver sur,” hvisker mit barnebarn.
“Vi siger ikke noget til mor.”
Han krammer mig. Lille, varm, kær. For børnenes skyld tåler jeg alt. Men hvor længe?
En uge senere kommer Anders hjem fra arbejde underlig. Tankefuld, men ikke sur.
“Mor, far, vi må tale sammen.”
Vi sætter os i køkkenet. Mette putter børnene.
“Jeg har besluttet mig. Jeg tager et lån og køber et hus.”
“Hvad?” Mit hjerte strammer sig. “Hvilket lån? Søn, det er så mange penge!”
“Mor, der er ingen vej udenom. Vi bliver alle sindssyge.”
“Men det er tyve års afbetaling!” Erik siger noget for første gang i lang tid.
“Jeg klarer det. Jeg har fundet et hus i nabolaget. Lille, men vores eget.”
“I nabolaget?” spørger jeg.
“Ja. Så I kan se børnebørnene. Og vi hvis I har brug for hjælp.”
Jeg ser på min søn. Hvornår blev han voksen? Hvornår forvandlede han sig fra den dreng, der ikke kunne finde sine sokker, til den mand, han er nu?
“Ved Mette det?”
“Ikke endnu. Jeg ville tale med jer først.”
Erik rejser sig og klapper Anders på skulderen.
“God beslutning. En mand skal have sit eget hjem.”
Anders ånder ud. Måske var han bange for vores reaktion.
Om aftenen taler han med Mette. Jeg hører hende græde måske af glæde, måske af frygt.
Låneansøgning, husjagt, bekymringer alt foregår som i en tåge. Mette vakler mellem begejstring og panik.
“Gertrud, hvad nu hvis vi ikke kan klare det? Hvad hvis Anders mister sit job?”
“I klarer det. I er unge og stærke.”
“Men tyve år!”
“Men det er jeres eget.”
Flyttedagen. Flyttemændene bærer møbler ud. Børnene løber mellem husene vores ligger på næste gade, fem minutters gang.
“Mormor, jeg har mit eget værelse nu!” Emma trækker i mig for at vise det.
Et lille værelse under taget. Men hendes eget.
“Dejligt! Når I får det indrettet, bliver det et slot!”
Om aftenen sidder vi hos dem til huswarming. Trangt huset er lille. Men stemningen er anderledes. Mette griner, Anders laver sjov. Børnene viser deres rige.
“Mor, undskyld os,” siger min søn pludselig. “For det halvandet år.”
“Åh, hold op! Vi er familie!”
“Netop. Men familie bor bedst hver for sig.”
Erik løfter sit glas.
“På det nye hus! Og på at besøge hinanden!”
Mette krammer mig.
“Tak fordi du holdt ud.”
“Åh, ti nu stille.”
Men hun har ret. Vi holdt ud. Og nåede igennem.
Første nat i den tomme lejlighed. Stille. Uvant stille.
“Erik, hører du, Erik?”
“Hvad?”
“Så stille det er!”
Han griner.
“Endelig!”
Om morgenen vågner jeg ingen larmer i køkkenet. Jeg kan roligt drikke kaffe og se nyhederne.
Dørklokken ringer.
“Mormor, må jeg komme ind?” Oliver med sin taske.
“Selvfølgelig! Ved din mor det?”
“Hun sagde, jeg skulle gå til mormor og lave lektier der er roligere!”
Sådan bliver det nu. Børnebørnene kommer på besøg de bor ikke længere på hovedet af os.
Vi sætter os ved bordet. Jeg hjælper ham med matematik. En time senere kommer Emma løbende.
“Mormor, mor laver pandekager! I skal med!”
Vi går over til dem. Mette står ved komfuret og smiler.
“Jeg ville overraske jer! Første pandekager i det nye hus!”
Vi sidder alle sammen om det lille bord. Trangt, men hy
