“Havde de ingen familie? Hvorfor tog du dem med hjem? Er du ked af det? Ked af det? Er du ikke ked af os? Vi har knap nok plads til os selv! Ring til kommunen i morgen, jeg siger det til dig! Lad dem ordne det selv!”
Jens stirrede vredt på sin kone. Hun var lige kommet hjem fra sin bedste vens begravelse ikke alene. Ved siden af hende stod to børn: den treårige Freja og den trettenårige Magnus, der uroligt trådte ved dørtærsklen, usikre på, hvordan de skulle reagere på den uvelkomne vært.
Mette skubbede blidt børnene ind mod køkkenet og sagde med rolig stemme:
“Magnus, hæld lige Freja en saftevand, og tag en til dig selv. Der er nogle i køleskabet.”
Da børnene forsvandt, vendte hun sig fornærmet mod sin mand:
“Skammer du dig ikke? Sofie var min bedste veninde! Tror du, jeg ville efterlade hendes børn i nød? Forestil dig, hvordan de har det! Du er otteogtredive, men hver gang der er problemer, ringer du til din mor! Tænk på dem!”
“Okay, jeg forstår det, men du har da ikke tænkt dig at beholde dem her?” spurgte Jens noget mildere.
“Jo! Jeg vil søge om at blive deres værge! De har ingen andre, forstå det! Faderen er væk han dukkede ikke engang op til begravelsen. Sofie mistede sine forældre tidligt. Hun havde en tante, men hun nægter at tage dem hun er for gammel. Og vi har ikke selv børn.”
“Mette, jeg er din mand, hvis du ikke har glemt det! Vil du ikke høre min mening?”
“Åh, Jens, hvad er der galt med dig? Du er en god mand. Jeg kender dig. Ellers havde jeg ikke taget dem med uden at spørge. Er du bange for udgifterne? Vi klarer det! Desuden er børnene ikke små. Magnus fortsætter i skole, og Freja kan komme i børnehave. Vores liv bliver næsten ikke anderledes!”
“Ja, men min mor… Mette! Hun vil drille mig ihjel, hvis hun finder ud af det! Hun brokker sig allerede over, at vi ikke har børnebørn!”
“Jeg synes ikke, din mor skal blande sig i vores familie. Vi har jo altid overvejet adoption. Hvorfor tage et fremmed barn, når vi allerede kender Magnus og Freja? Det er lettere for alle.”
“Måske har du ret, Mette. Men vi tænkte på at adoptere ét barn et lille et! Freja er lille, men Magnus er en teenager! Der vil være problemer!”
“Du og jeg var også teenagere engang. Problemerne løste sig. Vi voksede op og blev fornuftige mennesker.”
“Nå, men vi finder ud af det undervejs. Lad dem blive for nu…”
Mette kyssede Jens på kinden og smilede. Hun tvivlede ikke på ham. Han var altid sådan brokkede sig og skældte ud, men til sidst accepterede han situationen og hjalp hende med alt.
Mette gik i gang med at lave aftensmad og planlagde dagen efter. Der var papirer at hente, kommunen at kontakte, arbejdsgivere at informere…
Så begyndte den endeløse strøm af problemer og bureaukrati. I film får forældreløse børn hurtigt en ny familie, men i virkeligheden kræver det masser af dokumenter og beviser.
Magnus og Freja skulle næsten placeres på et børnehjem midlertidigt, men Mette og Jens kæmpede og sikrede, at børnene kunne blive hos dem.
Freja tilpassede sig hurtigt legetøj og slik distraherede hende fra sorgen. Men Magnus havde det sværere.
En dag trak Jens ham til side, lagde en hånd på hans skulder og sagde:
“Magnus, jeg ved, det gør ondt. Jeg er næsten fyrre, men jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis min mor døde. Men for Frejas skyld skal du være stærk. Hvis du har brug for at græde, sig det til mig. Vi går et sted hen, hvor ingen ser det. Men du må ikke vise det til Freja hun ville blive bange. Lov mig det.”
Fra den dag respekterede Magnus Jens. Mette så dem gå ud sammen og komme tilbage som bedste venner.
Familien gennemgik utallige tjek fra myndighederne. For at bevise, at de kunne forsørge børnene, tog de endda et lån. De renoverede et værelse, købte nye møbler og tøj.
Freja skulle i børnehave, og da Magnus savnede sine venner fra fodboldholdet, betalte de også for hans træning.
Til sidst blev alt godkend
