»Marie, hurtigt! Jeg så lige din svigerdatter i butikken. Hun købte rottegift. To pakker! Hun sagde, der var mus. Men jeg ved jo godt du har slet ikke mus!« Marie følte knæene give efter under hende. Sådan var det altså! Sådan ville hun få huset på afveje.
»Baron, min ven,« sukkede hun, da hun gik ud på gårdspladsen med en skål grød. »Nu er det kun dig og mig tilbage i hele den vide verden.«
Hunden løftede hovedet, slikkede hendes hånd taknemmeligt og begyndte at spise. Marie var femogtres år, men hun så yngre ud stærk, rank, med sit nydeligt lagte grå hår. Kun øjnene afslørede den sorg, hun havde gennemlevet de bar en tung melankoli, der gjorde ondt at se på.
For et halvt år siden var Egon styrtet på sin motorcykel. Han havde købt »den jernhest« til sin førtiårsdag, sagde det var en gammel drøm. Marie havde prøvet at tale ham fra det, men hvordan kunne hun sige nej til sin søn? En måned senere et opkald fra hospitalet. Han havde mistet kontrollen i en svingning.
Efter begravelsen tog Nathalie Andreas med sig hjem til sine forældre i byen. Først ringede hun og lod ham tale med sin bedstemor, men så blev opkaldene færre. Marie insisterede på at se ham hun havde jo ret til det. Men Nathalie undskyldte altid med sygdom eller travlhed.
Og så skiftede hun nummer. Marie kørte til adressen, men naboerne sagde, Nathalie og hendes forældre havde solgt lejligheden og rejst. Hvorhen? Det vidste ingen.
»Hej, Marie!« lød en stemme over hækken. »Lever du endnu?«
Det var naboens Peter, en livlig enoghalvfjerdsårig enkemand. Han og hendes afdøde mand havde været gode venner, og efter mandens død havde Peter taget sig af hende.
»Jeg lever da, Peter. Hvor skulle jeg ellers hen?« smilede Marie. »Kom indenfor, vi kan drikke en kop te.«
»Hvornår har jeg tid til at sidde og drikke te?« svarede han. »Jeg skal til byen, på apoteket og i supermarkedet. Skal jeg hente noget til dig?«
»Nej tak, jeg har alt, hvad jeg skal bruge.«
»Ja ja. Men jeg kender dig du sidder her som en ugle og kommer aldrig ud. Det er ikke godt, Marie. Man skal leve livet.«
Peter kørte, og Marie gik indenfor. I entreen hang der fotos hele hendes liv, lige der. Her var hun og manden på deres bryllupsdag, her tog lille Egon sine første skridt, her var den voksne søn med kone og lille Andreas. Alle smilede, alle var glade.
Hun sukkede tungt og gik ud i køkkenet. Dagen føltes uendelig lang. Hun tændte fjernsynet, men kunne ikke se på det alt føltes fremmed og meningsløst. Hun tog strikketøjet frem, men hænderne ville ikke lystre. Til sidst gik hun tidligt i seng, håbende på, at søvnen kunne bringe glemsel.
»Mor, mor!«
Marie åbnede øjnene. Foran hende stod Egon ung, smilende, iført den ternede skjorte, hun havde givet ham til fødselsdag.
»Egon!« hulkede hun. »Min dreng!«
»Græd ikke, mor. Jeg kom for at advare dig. Vær forsigtig. Ondskaben er tæt på. Beskyt dig selv.«
»Hvad mener du? Hvilken ondskab? Egon!«
Men han forsvandt allerede i den gryende morgentåge. Marie vågnede i tårer. Udenfor begyndte dagen, og hanerne gol. Drømmen havde været så real, som om Egon virkelig havde været der.
Hun stod op, vaskede sig med koldt vand og gik ud. Morg
