**Dagbogsnotat – 12. oktober**
Idag var himlen over København grå og regnfuld, og luften var kølig. Mette, gravid i ottende måned, bandt forsigtigt et stofhovedtørklæde om håret og gik alene mod torvet med sin taske. Hendes mand, Mads, havde sagt, han havde et vigtigt møde, så han var gået tidligt. Hun tænkte ikke videre over det, men en svag sorg gnavede alligevel i hende selv nu, hvor fødslen nærmede sig, måtte hun stadig selv købe hvert eneste ble, hvert håndklæde og mælken til barnet.
Torvet var propfuldt af mennesker. Mette måtte gå langsomt for at holde balancen med sin store mave. Længe efter at have fundet det, hun skulle bruge, og lige da hun ville gå, hørte hun en stemme, hun genkendte alt for godt. Det var Mads.
Da hun vendte sig, stivnede hun.
Mads gik hånd i hånd med en ung kvinde i kort nederdel og høje hæle, smilende og snakkende. Han havde en pose i hånden og sagde:
»Hvad vil du spise? Jeg køber alt til dig.«
»Nej, jeg vil ikke spise for meget jeg bliver tyk.«
»Selv hvis du bliver tyk, vil jeg elske dig.«
Mette stod som lammet. Hun turde ikke gå nærmere. På afstand så hun tydeligt sin mand, den mand, hun delte livet med, nu være øm mod en anden kvinde imens hans gravide kone måtte handle alene.
Tårerne kom ikke. Hendes hjerte lå bare som en sten.
Hun lavede ikke en scene. Hun græd ikke. Mette tog blot sin telefon og skrev en besked:
»Jeg så dig lige på torvet. Jeg er træt, så jeg tog en taxa hjem. Og du bare fortsæt din rolle til sidste akt.«
Hun sendte den og slukkede telefonen. Hun ventede ikke på svar.
Mads stod og grinede, da telefonen vibrerede. Da han læste beskeden, blev han hvid som et lagen. Han slap den unge kvindes hånd og så sig panisk omkring.
»Hvad sker der?« spurgte hun.
Mads svarede ikke. Han løb ud fra torvet og mumlede:
»Mette Mette var her«
Men Mette var allerede væk. Hendes tunge mave, hendes langsomme gang mellem menneskemængden, og tørre øjne. Et tomt hjerte. Ingen vrede, ingen bitterhed, bare en smerte, der kvalte.
Da hun kom hjem, gik hun ikke på soveværelset hun gik direkte i køkkenet. Hun lagde hver eneste ting, hun havde købt til barnet, på bordet: en lysblå babyskjorte, uldsokker, en duftende babypudder, bleer, en flaske med modermælkserstatning. En efter en, som knivstik i hjertet.
Hun mindedes de lange graviditetsaftener alene, mens han sagde, han arbejdede sent. Hun mindedes de prænatale undersøgelser, hun gik alene til, de timer, hun ventede på hospitalet. Hun mindedes hans kolde, fjerne blik i den sidste tid.
Alt det det var ikke hendes fantasi. Det var fordi han havde en anden.
Mads kom hjem en time efter, med fortvivlet ansigt. Da han så hende sidde med ryggen til i køkkenet, sagde han med brudt stemme:
»Mette undskyld«
»Undskyld for hvad?« spurgte hun uden at vende sig. »For at have et møde?«
»Jeg begik en fejl. Hun er ingenting. Jeg ville aldrig forlade dig. Jeg troede ikke, du ville se mig«
»Hvis jeg ikke havde set dig, hvor længe ville du så have løjet for mig?«
Mette rejste sig og så ham lige i øjnene med en ro, der var skræmmende:
»Du behøver ikke forlade hende. Du behøver ikke vælge. Jeg har allerede valgt for os begge.«
»Mette vær nu ikke sådan Jeg tog fejl«
»Barnet i min mave har ikke brug for en løgnagtig far. Og jeg har ikke brug for en utro mand.«
Hun trak en stak allerede udfyldte skilsmissepapirer op af lommen.
»Skriv under. Læs dem grundigt, og skriv under. Jeg beder ikke om noget, kun barnet. Og fred.«
Mads sank ned på en stol med hovedet i hænderne. Han havde aldrig set Mette, hans tilsyneladende så milde kone, så beslutsom. Han havde troet, hun ville græde, bønfalde, tilgive. Men nej hendes øjne var kolde som stål.
»Elsker du mig stadig?« spurgte han.
»Måske elskede jeg dig engang meget. Men det øjeblik, jeg så dig holde hendes hånd på torvet vidste jeg, at mit hjerte stoppede med at elske dig.«
Den sætning blev deres ægteskabs endelige dom. Uden skrig, uden skænderier. Bare en kvinde, der for hans skyld blev stærk til det sidste.
Måneder senere fødte Mette en sund dreng. Optaget af sin søn og sit nye liv kom smil
