En kvinde gav sit nyfødte barnebarn væk til fremmede mennesker. Her er hvad der kom ud af det…
Huset i hendes drømme, og kvinden, så lig den, der mødte ham… Sådan drømte han, når han var syg som lille og græd. For kvinden havde intet ansigt, kun øjne, der lyste som små lys. Han var bange for hende, for hun virkede som et spøgelse. Så græd han og kaldte på sin mor. Mor lagde sig ved siden af ham, korsede ham og trykkede ham ind til sit hjerte…
Sådan er livet. Fastelavnsboller
Hendes hus blev længe omgået af fastelavnsgæster. Børnene løber nu derhen, hvor de får en ti-krone i stedet for en tør kringle. Marthas snaps er heller ikke af den “fine” slags hjemmebrændt… Kun Flemming, naboens søn, når han allerede har været rundt i byen og står på alle fire, vover sig ind til hende:
“Boller op, boller ned, boller i min mave, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade… Skål, lille Martha!” plaprer han i fuldskab.
Hun hælder til ham og tager selv en tår eller to med gæsten så sover man bedre. Hvis bare Flemming tænkte sig om, før han snakkede, men nej, han rammer altid det ømme punkt…
“Sådan er det, lille Martha… Vi og min kone vi er som to gamle træstubbe i skoven! Ingen kan gøre os fortræd. Der er ingen tilbage og det er det! Men du har jo en datter!”
“Hold så mund og lad være med at gø som den bande Hundehovede på kæden! Jo, jeg har en datter! Måske ikke her, men hun findes! Så tag dig sammen og gå hjem! Du er fuld som en allike! Gå nu!” knurrer hun til naboen.
Flemming haster ikke væk, selvom hun allerede skubber ham mod døren.
“Jeg ved, hvorfor du er sur… Jeg ved det… Og hele landsbyen ved, at du gav dit barnebarn væk til fremmede. Sig det ikke er sandt? Sig det! Nåh… Ved du, hvad de andre koner siger? Drengen drømmer om dig om natten! Det er derfor, dine øjne lyser i mørket du er bange… Er det ikke rigtigt? Bange? Heh-heh-heh…” griner han hånligt.
“Hør her, din stinkende dranker! Gå nu! Glem vejen til mit hus! Glem den!” Martha griber ham i kraven på hans snavsede trøje og smækker ham ud ad døren som en uønsket kat.
“Du er skør, Martha! Jeg mente det jo ikke… slip mig!” han kæmper for at komme fri.
“Aldrig mere! Hører du! Aldrig nogensinde!” råber hun efter ham.
Og han bare fniser… Men han kom aldrig igen hverken for at få en drink eller en sludder. Måske skammede han sig, måske var han bange. Hun ville have tilgivet ham, hvis han bare var kommet forbi en gang til. For ud over ham var der ingen, og som man siger, så skal man jo holde sammen. Ingen hørte, hvad han sagde… Men han havde ret… Og sandheden gør ondt…
Hun drømmer virkelig om drengen. Hun kan aldrig se hans ansigt. Kun øjnene, som små lys, skinner… Han står på dørtrinnet og beder om fastelavnsboller… men han kommer ikke længere ind, og han får ingen boller… Hun har set denne drøm utallige gange, eller måske er det slet ikke en drøm…
* * *
Solen stod allerede højt på himlen, og Martha vidste, at Flemming ikke ville komme i år. Hun mindedes fornærmelsen fra sidste år og… følte næsten den fedtede trøje mellem fingrene igen. Hun satte sig selv ved bordet og hældte en snaps op… Det var jo helligdag!
I gården gøede Hundehovede, og døren knirkede. Nogen kom.
“Glædelig fastelavn! Må jeg komme ind og få boller?” I døren stod en flot ung mand.
Martha sprang op fra bordet og stod stiv som en soldat foran ham:
“Kom ind, når du alligevel er her…”
“Boller op, boller ned…” kastede den fremmede med hvede.
Martha lod ikke øjnene fare fra ham. Hun bemærkede, at han kastede med hvede, mens hans øjne spejdede rundt i stuen. “Måske vil han stjæle?” tænkte hun og blev bange. Hvis bare Flemming var her…
“Hvad vil du? Eller er det bare boller du søger? Hvem er du?” spurgte hun usikkert.
“Man skal jo byde gæsten på noget, ikke? Men jeg har selv medbragt noget,” sagde han frimodigt og begyndte at tage vin, pølse og kager op af sin taske.
Martha, helt målløs, hentede en gryde med kartofler og stegt flæsk fra ovnen og satte sig over for gæsten, der så flinkt havde hjulpet hende med at dække bord.
“Det må være en af Lottes børn… Men han ser så ung ud. Hvorfor skulle hun sende ham?” tænkte hun, mens hun skænkede maden.
Gæsten hældte vin i glassene, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun måtte sige noget…
“Du er tydeligvis ikke herfra. Leder du efter nogen?”
“Ja… Er du Martha Jensen?”
“Det er mig!”
“Og din mand var Peter Jensen?”
“Ja… han er død…”
“Og din datter er Lotte Jensen? Jeg ved desværre intet om hende…”
“Jo… jo…”
“Nå, hvis alt dette passer, så er jeg din barnebarn Viktor…” Manden rejste sig og rakte hånden over bordet, “lad os lære hinanden at kende!”
Verden drejede for hendes øjne… Pludselig dukkede billedet af den dreng op, der jævnligt bad om boller i hendes drømme. Denne fremmede så på hende med de samme øjne som drengen…
Martha gispede og vaklede… Men stærke hænder greb hende og satte hende på bænken.
“Vær ikke bange for mig! Jeg har ingen forventninger… Jeg ville bare se dig og dette hus, hvor jeg ikke blev accepteret engang… Min rigtige mor døde for nylig, og før hun døde, fortalte hun mig alt. Så jeg kom. For at se…”
Martha følte, som om hun skreg for hele landsbyen, men i virkeligheden hulkede hun bare. Og for første gang i sit liv fortalte hun hele historien. Manden, der kaldte sig hendes barnebarn, så hende ind i øjnene, og hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Da hun var færdig, rejste Viktor sig, sukkede, kiggede sig omkring i stuen… Og forlod huset lige så stille som han var kommet, mens han mumlede ved døren:
“Lev dit liv med Gud… Han skal nok dømme dig… Ikke mig…”
Kun snefnuggene dansede bag hans bil. Hun nåede hverken at se nummerpladen, bilmærket eller spørge, hvor han boede. Hun løb ud til porten efter ham, uden at tage jakke på… Hun savnede ham.
* * *
Lotte voksede op som en lydig pige.
“Du skal blive lærer!” besluttede faren. “Og ingen tanker om æg
