Mikkel var lige kommet hjem til sin landsby efter en tre uger lang tur med sin lastbil rundt i landet, og som han plejede, gik han først ned på kroen for at snakke lidt med de lokale og høre nyhederne, før han tjekkede ind hos sin kone. Han parkede lastbilen ved siden af vejen og, indhyllet i sin pelsjakke for at beskytte sig mod det regnvejr, der hamrede ned, gik han mod døren.
“Godaften, derinde!” råbte han, da han trådte ind.
Det var en fredag aften i oktober, så han havde håbet at finde kroen fuld af mænd, der spillede kort, og at blive mødt med glade råb og måske en grov joke om hans mor eller hans manddom. Men i aften var der kun to mennesker, der hilste med et nik: kroværten og en gammel mand, der varmede sig ved ovnen. Mikkel stirrede forvirret og gik hen til barmanden.
“Hvad foregår der, Lars? Hvor er alle sammen? Er der nogen, der er død?”
Manden skænkede Mikkel en øl og svarede:
“Værre, Mikkel, værre… Unge kvinder er forsvundet.”
“Hvad siger du?! Piger fra landsbyen?” spurgte lastbilchaufføren vantro.
“Der var tre,” sagde kroværten og løftede en finger. “Først var det Freja, apotekerens datter, så Johanne, borgmesterens niece,” han løftede en finger til, “og til sidst… Mathilde, læreren.” Han løftede den tredje finger.
“For satan!” udbrød Mikkel. “Og forsvandt de alle på én gang?”
“Nej, ikke på én gang,” svarede barmanden efter en pause. “Siden du tog afsted, er der forsvundet én hver fredag… Folk tror, vi har en seriemorder løs. De var alle mellem 20 og 30 år gamle og…” Han sænkede stemmen. “De var gravide. Kan du forestille dig det? En sindssyg stodder…” Han rystede på hovedet. “Og siden i dag er fredag igen, har nogen dannet bevæbnede patruljer for at jagte ham… mens andre låser sig inde med deres døtre eller koner.”
Mikkel løb hjem efter de ord den fornemmelse, der havde ledsaget ham hele vejen, havde pludselig fået form, og han måtte tjekke sin unge kone. Han skyndte sig gennem det mørke bjergland, med adrenalinen pumpende gennem årerne. Han vidste, det var hurtigere denne vej end med lastbilen, og hvis han havde ret, talte hvert minut. Mens han løb gennem mørket, blev hans tanker til en storm af bekymring. Han forestillede sig de frygtelige ting, der kunne være sket med hans kone, og fortvivlelsen greb ham.
Billedet af hende, blødende og i smerte, brændte sig fast i hans hjerne. Mareridt formede sig i hans fantasi, hvert eneste mere skræmmende end det forrige. Han frygtede det værste, og med hvert skridt hamrede hans hjerte hårdere.
Han løb uden pause, indtil hans ben gjorde ondt og lungerne brændte. Endelig fik han øje på sit hus… fuldstændig mørklagt. Halvdød af udmattelse satsede han alt og gav sig til at løbe endnu hurtigere. Da han kom tættere på, så han en sortklædt skikkelse, der lige så ud til at forlade hans hjem.
Uden at tænke sig om, kastede Mikkel sig over figuren. Han kæmpede i mørket, greb fat i, hvad han kunne, og endelig fik han slæbt personen indenfor. Sekunderne føltes som en evighed, inden han fik tændt lyset.
Under det svage skær fra pæren i køkkenet så han med lettelse, at figuren var hans kone, Ida.
Han slap hende, og i samme øjeblik kastede hun sig over ham og gav ham et lidenskabeligt kys på læberne. Et kys fyldt med følelser og lettelse over at være genforenet.
Men Mikkel gik hurtigt fra lettelse til bekymring. “Ida, du skal være mere forsigtig med, hvad du laver. Hvis jeg ikke var kommet nu, kunne du være død i nat. Ved du overhovedet, hvor bange jeg har været? Hvad tænkte du på, at gå ud i dag?… Lars fortalte mig, at halvdelen af byen leder efter en morder…” Han standsede og tilføjede med et koldt smil: “Og synes du ikke, at tre kvinder er nok kød til hele vinteren?”
Hans ord hang i luften som en forbandelse, og stilhed sænkede sig mellem dem. Idas smil forsvandt øjeblikkeligt, og hendes læber begyndte at dirre. Hun tog et skridt tilbage og greb sin mave med begge hænder.
“Hvad var det lige, du sagde?” hviskede hun.
Mikkel blinkede og indså for sent, at hans tunge havde slået klik. “Jeg… Jeg mente ikke noget. Det var bare frygten, der talte,” mumlede han, men hendes øjne var allerede fyldt med mistanke og noget mørkere… genkendelse.
Hun tog langsomt ærmet op. På hendes underarm var der svage, halvhelede ridser, som fra grene… eller fra kæmpende hænder.
“Mikkel… hvor var du hver fredag aften, når du ‘arbejdede’?”
Lastbilchaufføren stivnede. Hans tanker susede tilbage til kroen, til Lars’ dirrende fingre, der talte én, to, tre… gravide kvinder. Og han huskede. Hans ruter. Stop
