“Hvad er det for noget bondsk kjole?” min søster hånede mig foran alle. Min “gave” som svar fik hende til at flygte…
Forestil jer det billede. Min Katrine en fashionista, altid tynd som en stilk, sådan en lille stilfuld ting. Og jeg… jeg er en almindelig kvinde. Her lidt fyldigere, der en lille rynke. Nå, livet går jo sin gang, hvad skal man sige.
Hver vores møde blev en lille tortur for mig. Hun gjorde det måske ikke af ondskab, men af “de bedste intentioner”. Hun kom hen til mig, granskede mig med sine røntgenblik og begyndte:
“Sanne, åh, er den kjole ikke lidt for stram? Den ser sådan… gammeldags ud.”
“Sanne, du burde prøve en anden frisure, den her giver dig fem ekstra år.”
“Åh, piger, den læbestift! Den farve har ingen båret i ti år!”
Og alt sammen med et sødt, medfølende smil. Hvordan skal man kunne blive ved med at smile til det? Som om hun ønsker mig det bedste. Og efter hver sådan “kompliment” var min selvtillid i bund, og jeg kunne ikke se mig selv i spejlet i en uge.
Træls? Mere end træls! Jeg er jo ikke en forsidetrunte fra et magasin til at begynde med, og så skal min egen søster konstant træde mig ned.
Først tålte jeg det, lavede sjov og skiftede emne. Men sidste dråbe blev vores mors fødselsdag.
Jeg havde forberedt mig så grundigt til den dag! Købt en ny, flot kjole, lavet en fin frisure, makeup. Jeg følte mig som en dronning, ærligt!
Vi mødtes alle på en fin restaurant. Gæster, familie, alle flot klædt og i godt humør. Og så kommer min Katrine hen til mig. Gransker mig fra top til tå og siger højt, så alle kan høre det:
“Sanne, hvad er det for en kjole? Det er til at græde og grine over… Ligesom vores tante Gerda fra landet. Du kunne da i det mindste have spurgt mig om råd, jeg havde fundet noget ordentligt til dig.”
I det øjeblik føltes det, som om jorden gik fra under mig. Hun gjorde det foran alle! En kæmpe spytklat lige i sjælen. Og hvordan skulle jeg have det festligt efter det?
Så klikkede det bare i mig. Nok er nok! Jeg ville ikke lave en scene. Hvorfor skulle jeg? Jeg trak vejret dybt, smilede mit mest strålende smil og afbrød hende midt i en sætning.
“Katrine!” sagde jeg højt og glad. “Tusind tak! Jeg sætter virkelig pris på din omsorg! Du er jo en ekspert i at finde fejl ved andre!”
Katrine lyste op. Hun troede sikkert, jeg roste hende. Naivitet den er sådan.
“Nu hvor du er så velinformeret om alt,” fortsatte jeg, mens jeg løftede en indpakket gave fra stolen, “så har jeg besluttet at give dig en gave!”
Alle gæsterne så nysgerrigt på os. Jeg rakte hende en flot æske bundet med et bånd. Hun åbnede den ivrigt, sikkert i troen om parfume eller makeup.
Men indeni lå der et smukt udført gavekort på dyrt papir. Til en konsultation med en kendt psykolog emnet lød: “Hvordan man forbedrer sin selvtillid uden at træde andre ned.” Og jeg læste det selvfølgelig højt så alle kunne høre det!
“Her, søster!” tilføjede jeg, da hun så forvirret på mig. “Jeg tænkte, det kunne være nyttigt for dig. Hjælpe dig med at blive virkelig selvsikker i stedet for at finde selvværd på min bekostning! Som man siger lige i øjet!”
Hendes ansigt var uvurderligt! Først total forvirring. Så forståelse. Og så blev hendes kinder så røde, at det ikke kan beskrives.
Der blev helt stille i lokalet, indtil en af onklerne brød ud i latter. Og så fulgte alle de andre. Alle hendes giftige bemærkninger kom frem i lyset. Hun ville gøre mig til grin, men endte med at gøre sig selv til latter.
Slutningen kom lynhurtigt. Katrine mumlede noget, greb sin taske og stormede ud…
Og ja, vi blev forsonet igen. Vi er jo søstre.
Men siden den dag har hun ikke én gang kritiseret mit udseende. Når vi ses, er samtalen kun om vejret. Og ved du hvad det er faktisk rart.
Sådan var historien. Tak fordi du læste med! Hvis du kan genkende det, så tryk på likes det ville gøre mig glad! Og skriv endelig i kommentarerne, om I har oplevet noget lignende. Deler du historien med en veninde? Så er det helt perfekt!
