Det er tydeligt, at de her ikke er glade for, at jeg skal ud igen for at finde et nyt gemmested og noget mad men mine poter kan ikke længere bære den udslidte, syge krop.
Jeg forstår det perfekt: ingen venter på mig her. Jeg må kravle videre, finde ly, skaffe føde men mine poter holder den udmose, syge krop ikke længere.
Valborg Sørensen har altid været en ansvarlig person.
I børnehaven holdt hun øje med, at børnene lagde legetøjet på plads igen. I skolen fik hun ansvaret for vagtplanen. På universitetet var hun gruppeleder. På arbejdet samlede hun frivilligt penge til firmabegivenheder og kollegaernes gaver. Ansvarsfølelsen synes at være vævet ind i hendes væsen.
Derfor overraskede det ikke mig, da beboerne istemmende valgte hende til trappeopgangens ansvarlige. På trods af sin unge alder kastede Valborg sig med entusiasme over opgaven.
Valborg, på fjerde sal larmer Krag-familien til langt ud på natten, der er ingen ro, klagede den ældre nabo Anna Pedersen.
Valborg gik i gang, talte så overbevisende med de larmende, at selv de højlydte beboere indrømmede deres fejl og lovede at ændre sig.
Valborg, nogen smider bare affaldet i skraldespælen uden at bringe det til containeren! sukkede beboerne.
Valborg stod fast, fik øje på de rodet, og skammede dem uden overskydende nåde. Trappeopgangen skinnede af renhed, blomsterbedet ved indgangen bugnede af farverige blomster. Valborg var stolt af ordenssans. Nogle gange stod hun foran huset og beundrede sit arbejde. Alt var, som det skulle være. Hun klarede det. En klog pige, indtil en dag, hvor en hund dukkede op foran deres dør
En snavset, kruset, lille, rødbrun blanding kom langsomt ind til deres hus og krøb under balkonen for at forsøge at tilbringe natten der. Børnene så den først, gik hen, men deres mødre, som så faren, råbte panisk:
Tilbage nu! Det kan være farligt!
De greb børnene og jagtede den stakkels skabning væk:
Gå væk herfra! Hov! Forsvind!
Hunden forsøgte at rejse sig. Det var umuligt. Den forsøgte at kravle, men selv det var for meget. Den begyndte at hyle stille, mens den så på de råbende mennesker. Store tårer trillet ned ad dens kinder.
Mødrene var i tvivl. Situationens alvor krævede handling, men at kalde dyrlægeservice eller politiet virkede overdrevet. Så trådte jeg, Valborg, ind på gården deres eneste håb:
Der er en hund! råbte vi i kor. Valborg, ordne det! Den er farlig!
Jeg gik tættere på og så ind under balkonen. Vores blikke mødtes mit var fast, hendes var forvirret. Hunden suckede, gjorde et forgæves forsøg på at komme væk. Den forstod: der var ingen grund til at blive. Men den manglede både styrke til at gå og til at løbe. En svag knurren lød fra dens mund.
Valborgs hjerte knugede.
Det ser ud til, at den har skadet benet, sagde hun højt. Vi må have den til en dyrlæge.
Mødrene kiggede på hinanden. De tænkte alle det samme: Vi vil ikke ende med at blive smidt i det! og skyndte børnene ind i huset:
Ja, vi skal afsted nu! Børnene skal sove! Kom nu, Valborg, find en løsning!
De lod mig stå med den forladte hund.
Jeg sukkede, græbte i min taske og tænkte på, om pengene ville række til dyrlægen. Jeg kunne ikke bære hunden den var både beskidt og tung. Jeg så mig omkring for hjælp og opdagede, at en gammel Volvo ramlede ind foran trappeopgangen den samme, som Krag-familien ofte brugte.
Ud af bilen sprang Lasse Krag.
Nå, du er hele husets redningsmand! Hvilken overtrædelse har du på hjerte? blinkede han muntert.
Hjælp mig hellere, svarede jeg alvorligt, og nikkede mod balkonen.
Lasse bøjede sig ned, så hunden.
Er den din?
Selvfølgelig ikke! ud af mig. Vi må bare hjælpe. Dyrlægen er tæt på, men vi har ingen transport.
Lasse målede hunden, så på sin egen bil og sukkede tungt:
Jeg kender min Lada den ville skælde ud, hvis den så dette! Men hvad gør man for en god sag?
Han trak en gammel klud frem fra bagagerummet og lagde den over sæderne.
Lad os tage af sted og redde den! Hvis der bliver ballade, så dækker du mig!
Det gør jeg, lovede jeg, og vendte mig blidt mod hunden: Kom, lille ven, vi skal til dyrlægen. Hold ud.
Hunden lod sig løfte, uden at modsætte sig. Jeg holdt den hele vejen, kærligt beroligende.
Dyrlægeklinikken sendte ud en ung læge med busket hår og alvorligt udtryk. Hun undersøgte grundigt, satte en skinne på det sårede ben og skrev recept på medicin.
Den skal holde sig i ro, der er et brud, forklarede dyrlægen.
Er den også drægtig? spurgte jeg overrasket og følte mig dum.
Det ser ud til, at den er gravid, nikkede lægen.
Hvad gør vi nu? spurgte jeg næsten hjælpeløs.
Jeg kan ikke tage den med hjem, rystede Lasse på hovedet. Den skal ud af huset.
Jeg har ingen mulighed tilføjede jeg stille.
Vi måtte finde en løsning hurtigt.
Lad os samle alle beboerne! Sammen må vi finde på noget! foreslog Lasse beslutsomt.
Jeg håber virkelig, at det lykkes, støttede dyrlægen. Om en uge skal I bringe den tilbage for kontrol. Har I et navn?
Valborg, svarer jeg, og giver mit navn.
Hvad skal hunden hedde? spurgte dyrlægen.
Lasse og jeg så på hinanden, uden at vide hvad vi skulle kalde den den havde hverken mærkat eller halsbånd.
Agda! var det første, der kom i min hoved.
Hunden løftede øret, vendte hovedet mod mig.
Kan du lide navnet? Skal vi kalde dig Agda? spurgte jeg blidt.
Hundens lille nys var svaret.
Hun accepterer, bemærkede dyrlægen med et smil. I kan beholde Agda. Jeg er sikker på, at hun vil blive glad hos jer.
Da vi kom tilbage til trappeopgangen, stod den strenge Lars Jensen, som lå på hænderne ved trappen.
Hvor har du været? udbrød han, men da han så Lasse med den forsigtige hund i armene, lukkede han munden og så overrasket ud.
Lars, ja, en lille hund smuttede ind, den er endda drægtig Vi tog den til dyrlægen, forklarede Lasse hurtigt. Vi tænkte på at lave et lille rede under balkonen så trist.
I koldt vejr under balkonen?! udbrød Lars. Den skal have varme og tryghed!
Det er netop derfor, vi vil tale med naboerne, fortsatte han. Måske kan vi finde en fælles løsning.
Overraskende nok modsatte Lars sig ikke. Morfar-instinktet slog igennem. Sammen gik vi fra dør til dør og indkaldte beboerne til et ekstraordinært møde.
Ingen ville tage Agda ind, men et forslag kom frem: samle penge til et lille hundehus, placere det under balkonen og oprette en lille fonds for foder.
Så fik Agda sit eget hjem.
Et lille, hyggeligt hundehus blev placeret under det store hus, som en lille kopi af bygningen. Indeni lagde vi bløde klude, skabte en behagelig seng. Agda kravlede forsigtigt ind, passede på sit ømme ben.
Vi bør skrive en erklæring til kommunen, så det bliver officielt, sagde jeg. Så er alt i orden.
Beboerne underskrev hurtigt, og jeg afleverede papiret på politistationen. Heldigvis blev det modtaget med forståelse, og vi fik tilladelse til, at hunden måtte blive på området.
Da jeg kom hjem til min lille, ordentlige lejlighed, fyldte en følelse af pligt mig, men søvnen ville ikke komme. Efter flere forsøg klædte jeg mig med en jakke og gik ud for at tjekke Agda.
Så, hvordan har du det? spurgte jeg, mens jeg satte mig på en bænk.
Hunden knurrede blidt. Den var varm, smerten var aftaget, og vigtigst af alt den havde fundet en mand, den langsomt stolede på.
Jeg kommer tilbage, lovede jeg. Så finder vi måske noget endnu bedre
Jeg vidste ikke, hvad skæbnen ville bringe.
Jeg vil fortsat bringe Agda til dyrlægen, indtil hun er helt rask. Den unge dyrlæge, Thomas, vil holde øje med den røde hund og også på den ansvarlige, ærlige Valborg.
Han vil endda foreslå et ægteskab, og sammen med Agda vil de flytte ind i hans landlige hus, hvor plads til både mennesker og dyr er rigelig.
Imens får Lars Jensen nyheder om, at han venter barn, og hans livsfølelse ændrer sig. Deres lejlighed bliver ikke længere den højeste i bygningen, og når den lille Liva fødes, smiler selv den strenge Anna Pedersen, i stedet for at klage.
Den fjerde trappeopgang oplever positive forandringer for alle beboerne, selvom ingen tænker over, at det hele startede den dag, en rød hund dukkede op under balkonen.
Og jeg, Valborg, som nu har skiftet bolig, men bevarer min urokkelige godhjertighed, sidder en dag og leger med Agda og hendes lille hvalp, smiler og tænker:
Jeg er så lykkelig Tak, universet! Alt startede med vores Agda, trappeopgangens hund.
