Kære dagbog,
I dag har jeg lejet en bil, så vi kunne bringe min kone hjem fra sygehuset. Sammen med naboen bar vi hende ind i husets varme stue.
Alt bliver godt, min elskede, sagde jeg til hende, mens jeg holdt hendes hånd. Du skal bare leve videre, sidde, tal med mig. Jeg klarer alt, så længe du ikke forlader mig, min lille due!
Jeg, Bo Jensen, er nu 62 år gammel. Min kone, Astrid, er 58. Da hun var 35, troede hun, at hun aldrig ville opleve ægte kvindelig lykke, men livet havde andre planer. Vi mødtes, da vi begge var tæt på fyrre. Jeg var tre år enlig, og Astrid havde aldrig giftet sig, men hun havde fået et barn. Som folk siger, hun havde fået et barn for sig selv.
I sine yngre år havde Astrid haft et forhold til den smukke brune Oskar, som lovede at gifte sig med hende. Hun troede på hans tomme løfter, og som det senere viste sig, var Oskar fra Århus allerede gift. Hans hustru kom engang for at bede Astrid om ikke at ødelægge en anden families liv. Den uerfarne Astrid gav efter, men besluttede alligevel at beholde barnet.
Sådan blev det. Hun fødte min søn, Emil. Emil blev for mig den eneste trøst. Han voksede op i et kærligt hjem, klarede sig godt i skolen og gik senere på økonomisk fakultet på Syddansk Universitet. Jeg besøgte ofte Astrid og foreslog, at vi skulle gifte os. Hun vaklede, selvom hun også kunne lide mig. En aften sagde Emil, at han ville hjælpe sin mor med at finde lykken:
Mor, jeg kan bo hos dig, men far Bo er en pålidelig mand. Så længe du er lykkelig, er jeg tilfreds. Selvom Emil var barn af en anden mand, var han med på idéen.
Vi indgik ægteskab, holdt en lille fest, og livet gik sin gang. Astrid arbejdede i den lokale folkebibliotek i Skjern, mens jeg var agronom på en gård i nærheden. Vi dyrkede jorden, holdt kvæg, plejede vores lille køkkenhave. Vi elskede og respekterede hinanden, men Gud gav os ingen fælles børn.
Vores to sønner giftede sig, og vi ventede på børnebørn. Til hver højtid bagte vi hjemmebagte æg, serverede mælk, creme fraiche, svinekød og kylling. Huset fyldtes med gæster, og vi sad ved bordet og nød at have nogen at fejre med. Om aftenen, når vi lagde os til at sove, tænkte vi begge stille for os selv: at forlade denne jord først, så vi aldrig skulle føle os ensomme.
Årene gik, og en dag ramte uheldet os. Om morgenen faldt Astrid, mens hun lavede forårssuppe, og jeg måtte kalde ambulance med naboernes hjælp. Lægerne sagde, at hun havde fået et slagtilfælde; alt var i orden bortset fra en del af hendes mobilitet. Hun kunne ikke længere gå. Emil kom med sin kone for at besøge hende, gav penge til medicin og gik videre.
Jeg hentede en bil og tog Astrid hjem fra sygehuset. Jeg forsøgte at berolige hende:
Alt bliver bedre, du skal bare leve. Sid og tal med mig, så klarer jeg alt. Jeg passede hende omhyggeligt, og efter en måned sad hun i en lænestol og hjalp mig i køkkenet. Vi skrællede kartofrer og gulerødder, sorterede bønner, bagte hjemmegjort brød. Om aftenen talte vi om, hvordan vinteren ville komme, og hvordan vi skulle klare den uden at kunne hugge brænde.
Måske kunne vores børn tage os ind for vinteren, så vi kunne klare foråret og sommeren sammen. På en weekend kom Emil med sin kone, Elena. Da hun så vores lille værelse, sagde hun:
Det ser ud til, at I skal adskilles. Vi henter mor næste uge, så hun kan bo hos os. Jeg hviskede: Hvor er jeg, så? Vi har aldrig adskilt os. Hvordan kan børnene gøre det?
Hun svarede, at tiderne er forandret, og at måske vil deres søn også tage os ind. Emil og hans kone kørte hjem, og vi sad stille og sukkede over, hvad vi skulle gøre. Om natten drømte vi begge om at vågne op uden at se den nye virkelighed.
I den følgende weekend kom begge sønner for at hjælpe med at pakke. Jeg sad ved Astrids seng, så på hende og huskede vores unge år, men tårerne løb. Jeg lagde min hånd på hendes pande og sagde:
Undskyld, Astrid, for alt der gik galt. Vi gik glip af noget i opdragelsen af vores børn. Tilgiv mig. Jeg elsker dig. Hun ville stryge mig over kinden, men hendes kræfter svandt. Jeg gik ud, tørrede mine tårer og satte mig i bilen uden at se tilbage.
Sønnen, hans kone og naboen samlede Astrid i et tæppe og bar hende ud af huset, fremad med fødderne først. Den syge kvinde tænkte, at det var symbolsk, men hun kæmpede ikke længere; hun ville ikke nå frem til aftenens mørke.
En uge gik, og på en klar efterårsdag, på kvindernes helligdag, indfriedes vores drøm. Astrid og jeg mødtes i en anden verden.
Læringen, jeg har taget med mig, er at kærlighed kræver vedholdenhed, men også at vi skal give plads til hinandens svagheder, før livet tager os fra hinanden.
Bo Jensen.
