Hendes ord slog som et slag. Ja, men hvad nytter de muligheder, hvis jeg stadig kæmper? en pause. Så spurgte hun blidt: Hvad har du egentlig brug for? Jeg, Anders, tøvede. Jeg havde ikke engang tænkt på at sætte det på ord. Jeg ved det ikke penge til at klare kreditkortgælden, huslejen, måske billånet. Bare nok til at kunne trække vejret. Hendes suk var langt og træt. Jeg skal være helt ærlig. Jeg elsker dig mere end noget andet, men jeg tror ikke, at give dig penge løser det. Du må finde ud af, hvordan du endte her i første omgang.
Stikket gik lige i hjertet. Så er det min skyld? Nej, sagde hun blidt, det er dit ansvar. Jeg greb telefonen hårdere, og rummet føltes pludselig tungt. Du er ikke længere et barn, fortsatte hun. Du har et godt arbejde, vel? Jo, men det dækker knapt alt. Hvad med et budget? Har du kigget på, hvor pengene forsvinder? Stilhed. Sandheden? Jeg havde ikke. Jeg vidste, at jeg brugte for meget, men jeg undveg spejlet af frygt for, hvad jeg ville se. Min plan var simpel: swipe kortet og håbe på et mirakel.
Jeg har ikke opdraget dig til at være hjælpeløs, sagde Mette Jensen. Hvis du har brug for hjælp ikke bare en redningsplanke så er jeg her, men på en måde, der får dig til at tage ansvar. Så lærte jeg, at ægte frihed kun kommer, når man selv tager styringen over sit liv.
