»Jeg er gravid,« sagde jeg lykkeligt til min mand. »Det er jeg også,« svarede min søster, da hun trådte ud af soveværelset
Jeg stod med et smil, der bredte sig helt af sig selv. Kasper, der stod ved vinduet, blev stiv som en stolpe. Han vendte sig ikke engang, men i spejlet kunne jeg se, hvordan hans skuldre spændte sig.
Jeg havde forventet et kram, glade råb, hvad som helst men ikke denne underlige, frosne tavshed.
»Det er jeg også,« hviskede Lærke.
Min søster kom ud af vores soveværelse. Hun havde Kaspers t-shirt på, den samme, min yndlings, som han plejede at sove i. Hun rettede på sit hår, og den hverdagsagtige gestus fik mit blik til at mørkne et øjeblik.
Pludselig flimrede minder forbi, som jeg tidligere havde overset.
Der var Kasper, der altid arbejdede sent »på et møde«, mens Lærke, der lige var »kommet forbi for at snakke«, nervøst tjekkede sin telefon.
Der var dem, der grinede af en joke, kun forståelig for dem to, mens jeg stod ved siden af og følte mig som en fremmed i mit eget liv.
»Har du stadig nøglen, Lærke?« havde han spurgt, da vi skulle på ferie. »Vil du være sød at vande blomsterne? Der er ingen andre, jeg stoler på.«
Og jeg havde været så glad for, hvor tæt vores familie var.
»Hvad?« spurgte jeg, selvom jeg havde hørt det helt tydeligt. Min stemme lød fjern og flad.
»Anne, jeg kan forklare alt,« vendte Kasper sig endelig. Hans ansigt var hvidt som en hospitalsvæg. »Det er ikke, hvad du tror. Det er en fejl.«
Lærke så mig lige i øjnene. Intet af det, der havde været mellem os, var tilbage kun træthed og en arrig, stædig beslutsomhed.
»Det er ikke en fejl,« sagde hun og så på Kasper. »Stop med at lyve. I det mindste nu.«
Han sendte hende et rasende blik.
»Hold mund!«
Jeg så fra min mand til min søster. Til ham, jeg havde bygget en fremtid med i fem år, og til hende, jeg havde delt barndomshemmeligheder med. De stod kun to meter fra mig, men det føltes som en uoverstigelig kløft. Og i den kløft faldt alle mine »os« vores planer, vores kærlighed, vores kommende barn.
»En fejl, altså,« gentog jeg med en bitter grimasse. »Har I to en fejl sammen? Eller har hver af jer hver sin?«
Kasper tog et skridt mod mig med udstrakte arme.
»Anne, skat, lad os tale sammen. Bare ikke lige nu. Lærke, gå.«
»Jeg går ingen steder,« svarede min søster roligt og foldede armene over brystet. »Vi venter et barn. Og jeg tillader dig ikke at lade som om, jeg ikke eksisterer.«
Jeg rystede på hovedet og lænede mig mod den kolde væg i entreen.
»Ud,« hviskede jeg.
»Hvad?«
»Ud. Begge to.«
De rørte sig ikke. Mit ord, der engang havde haft vægt, var nu bare en tom lyd.
»Anne, lad os nu ikke gøre det værre, end det er,« sagde Kasper i den forsonende tone, jeg hadede. Den, han brugte, når han ville have mig til at »forstå«. »Du er en fornuftig kvinde. Vi er voksne mennesker. Ja, jeg har fucket op. Men nu handler det ikke om følelser det handler om børn. Vores børn.«
Han lagde vægt på de sidste ord, som om han forsøgte at binde os sammen igen.
»Hvilke *vores* børn?« spurgte jeg giftigt. »Den, der vokser op med en alenemor, eller den, der bliver født af sin fars elskerinde?«
Lærke gispede.
»Sig det ikke sådan. Du ved ikke noget.«
»Virkelig?« Jeg vendte mig mod hende. Vreden jog chokket væk. »Fortæl mig så, hvad jeg *bør* vide. At du har været i seng med min mand i mit eget soveværelse? Er det ikke nok?«
»Det var ikke sådan!« Hendes stemme blev stærkere. »Vi elsker hinanden. Det er ikke bare en affære.«
Kasper greb sig til hovedet.
»Lærke, jeg bad dig om at holde mund!«
»Men jeg er træt af at tie!« råbte hun. »Træt af at være en hemmelighed, en fejl, der skal rettes! Anne, du fik altid alt. Den perfekte mand, det perfekte hjem. Hvad fik *jeg*? Jeg var altid kun Annes søster.«
Hendes ord dryppede af gammelt nag. Hun undskyldte ikke hun anklagede.
Jeg huskede, hvordan mor altid sagde: »Anne er den kloge, og Lærke er den smukke. Hver sin lyst.« Tydeligvis havde Lærke aldrig accepteret sin »lyst«.
»Så du besluttede at tage *mit*?« spurgede jeg stille.
»Jeg tog det, der var ledigt!« svarede hun. »Han var ikke glad med dig. Du gad bare ikke se det.«
Jeg så på Kasper. Han undgik mit blik. Og jeg indså, at hun havde ret. Ikke om kærlig
