**Dagbog 15. maj**
Jeg fløj til min eks-svigermors fødselsdag en dag tidligere end de andre, og lige da jeg havde sat mig i flyets stol, gik der et gys gennem mig en stemme, der uventet kaldte mig ved navn
Jeg stod i køen til check-in og nakkede nervøst på remmen af min taske. Der var stadig en dag til fødselsdagen eller rettere, min *tidligere* svigermors men jeg havde med vilje valgt en tidlig afgang. Jeg vidste, at Mads, som altid, ville vente til sidste øjeblik og sandsynligvis først flyve næste morgen. Tre år var gået siden skilsmissen, og hele tiden havde vi formået at bo i samme by uden nogensinde at støde på hinanden. Nu havde jeg mindst af alt lyst til at bryde den skrøbelige balance.
**”Plads 12A,”** læste jeg på min boardingkort. Ved vinduet, som jeg foretrækker. I flyet tog jeg min bog frem en ny roman, jeg var begyndt at læse i går og ikke kunne lade være med. En historie om kærlighed, forræd og tilgivelse. Tidligere havde jeg undgået sådanne temaer, men tiden læger så mange sår.
“Ida?” Den velkendte stemme fik mig til at rykke sammen. “Sikke et tilfælde”
Jeg løftede langsomt blikket. Mads stod i midtergangen med en hånd om sin kuffert. Lige så veltrimmet som altid, i sin yndlingsgrå jakke. Kun de få grå striber ved tindingerne, jeg ikke havde lagt mærke til før, afslørede, at tiden var gået.
“Du kommer da altid for sent,” undslap det mig i stedet for en hilsen.
“Og du planlægger alt for lang tid i forvejen,” svarede han med et smil, mens han trak sin billet frem. “Nå 12B.”
Jeg mærkede, hvordan kinderne blussede. Tre timers flyvetur ved siden af den person, jeg så omhyggeligt havde undgået i alle disse år. Skæbnen syntes at more sig over vores planer.
“Jeg kan bytte med en anden” begyndte Mads.
“Det behøves ikke,” afbrød jeg. “Vi er voksne mennesker.”
Han nikkede og satte sig. Hans velkendte aftershave ramte mig som et stik en duft, der vækkede noget dybt og glemt i mig. Hvor mange morgener var jeg ikke vågnet til den?
“Hvordan går det på arbejdet?” spurgte han, da stilheden blev uudholdelig efter starten.
“Fint. Jeg har åbnet min egen yogastudio,” svarede jeg, mens jeg forsøgte at holde stemmen neutral. “Er du stadig derovre?”
“Nej, jeg gik ind i konsulentbranchen. Husker du, det var altid min drøm?”
Selvfølgelig huskede jeg det. Ligesom jeg huskede alle de diskussioner, det havde ført til. Jeg frygtede forandringer; han længtes efter noget nyt. Nu, år senere, havde vi begge fået det, vi ønskede. Hvorfor gjorde det så ondt?
“Mor vil blive glad for at se dig,” sagde Mads efter en pause. “Hun gemmer stadig den keramiske vase, du gav hende sidste fødselsdag.”
“Birthe har altid været” Jeg tav et øjeblik, mens jeg ledte efter ordene, “…så venlig mod mig.”
“Selv efter skilsmissen sagde hun, du var den bedste svigerdatter, man kunne ønske sig.”
Jeg mærkede, hvordan øjnene begyndte at svie. Hurtigt åbnede jeg bogen for at skjule min bevægelse.
“Hvad læser du?” Han kastede et blik på forsiden.
“*Tiden til at tilgive*,” svarede jeg, og begge tav, da ironien i titlen gik op for os.
Resten af flyveturen forløb i stilhed, men det var en anden slags stilhed ikke anspændt, men næsten hyggelig, som før. Da flyet landede i Århus, hjalp han mig med at tage min taske ned fra hylden.
“Skal vi dele en taxa?” foreslog han. “Vi skal jo samme vej.”
Jeg tøvede. For tre år siden var vi gået fra hinanden, overbeviste om, vi aldrig igen ville være tætte. Men nu var vi her, og verden var ikke faldet sammen.
“Okay,” nikkede jeg. “Men jeg holder øje med ruten, for du diskuterer altid med GPS’en.”
Han lo, og den velkendte lyd fik noget i mig til at dirre. Måske var der tidspunkter, hvor man bare måtte slippe fortiden for at gøre nutiden lysere?
På vej ud af flyet indså jeg, at det var første gang i lang tid, jeg ikke fortrodte et tilfældigt møde. Der var en fest, et bordselskab og forventningsfulde blikke forude. Men nu vidste jeg vi kunne klare det. Vi havde altid kunnet det.
Taxaen snoede sig gennem Århus’ aftengader. Jeg fulgte ruten som lovet, mens Mads sad ved siden af mig med kun tasken mellem os.
“Her til højre,” sagde jeg, og han smilede ufrivilligt hun huskede altid vejen til hans forældre bedre end han selv.
“Husker du første gang, vi besøgte min mor?” spurgte han pludselig. “Du var så nervøs hele vejen”
“Selvfølgelig!” grined jeg. “Jeg skiftede tøj tre gange. Ville gerne gøre et godt indtryk.”
“Og så spildte du bøffen i skødet”
Vi lo begge, og et øjeblik føltes det, som om tiden var vendt tilbage. Men da taxaen standsede foran det velkendte hus, forsvandt illusionen i aftnens tusmørke.
Birthe mødte os i døren med et glædesskrig:
“I kom sammen? Sikke en overraskelse!”
“Vi mødtes tilfældigt i flyet,” skyndte jeg mig at forklare, mens jeg så håbet tænde i hendes øjne.
“Kom ind, kom ind! Ida, jeg har gjort dit værelse klar, det samme som altid”
Jeg stivnede. *Hendes* værelse soveværelset på første sal, hvor vi altid havde overnattet. Hvor morgenlyset malede mønstre på tapetet, og hvor der fra vindueskarmen var udsigt til det gamle æbletræ
“Mor, måske jeg skal sove i stuen?” forsøgte Mads.
“Glem det!” afbrød Birthe. “Der kommer gester i morgen. Ida sover på soveværelset, du i dit gamle børneværelse. Som altid.”
*Som altid*. Ordene gjenlød i mine tanker. I virkeligheden var intet, som det plejede, men ingen turde modsige Birthe.
Aftenen gik med praktiske forberedelser. Jeg hjalp i køkkenet, mens Mads rodede på loftet med gamle kasser noget hans mor længe havde bedt om. Vi undgik omhyggeligt at være alene, men under samme tag var det ikke let.
Sent om natten lå jeg vågen. Sengen føltes for stor, for tom. Gennem væggen lød der knirken fra Mads’ gamle værelse han
