Viggo, luk mig ind. Luk mig ind! Jeg er din mor! Du må give mig penge, ellers tager de mig ikke tilbage bankede døren monotont, og skrigene fortsatte du skylder mig det!
Viggo lænede sig mod døren indefra og lukkede øjnene. Nej, han ville ikke åbne. Han havde levet hele sin barndom med dette mærke: *”Ikke som de andre”*.
Han gik ind i stuen, lagde sig på sengen og satte hovedtelefonerne på med musik så højt, det kunne holde.
Hans tidlige barndom huskede han kun svagt. Måske var der en radiostyret bil til hans femårs fødselsdag, en kage og venner fra børnehaven. Hans far var der stadig dengang.
Men så flyttede folkene fra den mærkelige organisation ind i deres hjem. Og med dem sluttede festen for drengen.
Hans mor faldt hurtigt under broderskabets indflydelse. Faren forlod familien midt i hendes vanvid, skiltes og lovede at betale en lille sum til sin søn.
Men pengene gik ikke til tøj eller sko. Fra barnsben syntes broderskabet for Viggo som en blæksprutte, der lå på lur efter bytte.
Fredelig og ejendommelig udefra. Men et øjeblik efter, og du var fanget i de klæbrige tentakler.
Hans seksårs fødselsdag blev ikke fejret. Heller ikke de næste ti, for organisationen så det ikke som en fest.
I stedet var der de fælles “særlige dage”, hvor de kunne spise noget godt. Resten af tiden gik drengen og hans mor fra dør til dør for at prædike, sammen med andre omvendte.
Lejligheden solgte hun hurtigt broderskabets advokater hjalp til. Viggo stod tilbage med en adresse i en fjerntliggende landsby.
Pengene gik, naturligvis, til fællesskabet.
Alle hans skoleår boede de i et fællesrum med andre kvinder og børn. Iført “humanitær hjælp” fra udlandet. Og altid prædikende.
I skolen grinede de af Viggo. Han sloges og fik dobbelt tæsk først på gaden, så i fællesskabet, for slidt tøj og for ikke at prædike nok.
Kort sagt blev drengen anset for håbløs, en unyttig byrde. Og det udnyttede han. Som 16-årig løb han væk til København, tusind kilometer fra hans fødeby.
Han kom på handelsskole, arbejdede tidligt, senere universitetet. Nu var han en succesfuld programmør med en ny købt lejlighed.
Men den frygt, der havde forfulgt ham i årevis, blev virkelighed. Hans mor og hendes fanatiske troende havde fundet ham igen. En nem offerlam at malke.
***
Det startede for en uge siden, da hans mor, som han knap nok genkendte, lå på lur ved hans arbejde:
Hej, skat, jeg har ventet på dig i tre timer.
Hvorfor?
Jamen, jeg er jo din mor! Jeg savnede dig, kom på besøg. Er du ikke glad for at se mig?
Nej, jeg har ikke bedt om dig. Du får ikke lov at komme hjem. Jeg kan købe mad, hvis du er sulten.
Tak, skat, lad os spise sammen moren lyste op af held.
Viggo købte mad til hende, og de satte sig på en bænk i parken.
Hvad med din organisation? spurgte Viggo Er du gået ud af den?
Ikke helt, skat. Men jeg gør ikke nok for dem. Og nu har jeg intet sted at tage hen.
Hvor fik du min adresse fra?
De gav mig den, sagde jeg skulle tage til min søn. Så kom jeg.
Viggo sukkede:
Hvor bor du så? Hvor skal du sove?
Ingen steder, egentlig. Men det er okay, jeg kan sove i opgangen.
Viggo sukkede igen:
Ikke i opgangen. Kom, jeg lægger et sted til dig.
De næste dage troede Viggo stadig, hans mor kunne blive normal. Hun prædikede ikke, kogte supper og passede ham.
Hun spurgte ind til hans liv, studier, arbejde. Viggo, hvis sociale liv primært var kolleger og kunder, tøede op og snakkede gladeligt med hende.
Og så, en uge senere, dukkede de op. Og pengene forsvandt…
Viggo kom hjem som sædvanlig, men moren var væk. I stedet var hans skuffe åbnet den, hvor han gemte sine opsparinger og bonussen fra et stort projekt.
Han havde tænkt sig at sætte dem i banken, men aldrig nået det. Da han åbnede skuffen, var pengene væk. Sammen med moren.
Men hun dukkede snart op igen, sammen med organisationens folk. Hun kom ind med sin nøgle, smilede bredt og sagde:
Skat, du kan være stolt af mig. Dine beskidte penge gik til en god sag. Nu kan du komme tilbage, du kan blive frelst, ligesom mig!
Hvad? Det er størstedelen af mine penge, mor. Giv dem tilbage, ellers anmelder jeg tyveriet.
Kan en mor stjæle fra sin søn? lo hun hvem vil tro på dig? Vil du blive til grin?
Hendes smil blev koldt.
Viggo sprang op og råbte:
Ud! Og lad være med at komme igen hverken dig eller dine små hyklere.
Jeg var dum nok til at tro, du savnede mig, drømte om en normal familie.
Og jeg betalte prisen igen. Heldigvis kun med penge.
Du er ingenting for os. Forræder! Du burde betale og bønfalde om tilgivelse resten af livet! moren skreg. I hendes øjne var der ingen kærlighed, kun had.
Viggo skubbede hende og de andre ud. Han låste begge låse moren havde kun nøglen til den ene. Og en tid lyttede han til hendes desperate skrig og banken på døren.
***
Næste morgen gik Viggo ud for sin løbetur. Ved opgangen sad moren med to fremmede mænd.
Da hun så ham, jamrede hun:
Der er han! Min egen blod vil ikke kende sin mor. Skal jeg dø under en bro? Sov du godt, mens jeg lå på gulvet i opgangen?
Viggo gik forbi, men hun fulgte efter. Han stoppede og spurgte:
Hvad vil I? Hvorfor er I her?
Skat, vi skal betale bidrag. Du ved, hvor meget godt vi gør.
Betal frivilligt hendes stemme blev skinger eller vi ødelægger dit liv og dit ry. Der vil ikke være ro hverken hjemme eller på arbejde.
Hvorfor skal jeg betale jer, mor? Det er jeres skyld, jeg levede uden hjem, mad eller ordentlig tøj.
Fordi du aldrig troede oprigtigt sagde hun omvend dig, før det er for sent. Kun de sandfærdige bliver frelst.
Forsvind, ellers ringer jeg til politiet knurrede Viggo jeres organisation er ulovlig.
Trioen gik. Men Viggo var gennemblødt af sved. Selv efter otte år fik han panik ved synet af dem.
Næste dag kaldte che
