FREM MED BARN
Først syntes Morten, at mor bare var blevet lidt fyldigere. Mærkeligt nok rundede hendes talje sig, men ellers var hun den samme. Han turde ikke spørge hvad nu hvis hun blev fornærmet? Far sagde ingenting og kiggede bare blidt på mor, så Morten lod som om han heller ikke lagde mærke til noget. Men snart blev maven tydeligt større. En dag, da han gik forbi forældrenes værelse, fangede han et glimt af far, der strøg mor over maven og hviskede noget kærligt til hende. Hun smilede tilfreds. Det føltes pinligt at overvære, så han skyndte sig væk.
“Mor venter et barn,” gik det op for Morten. Tanken chokerede ham mere, end den overraskede ham. Mor var jo smuk og så yngre ud end mange af hans klassekammeraters mødre, men alligevel virkede graviditet i hendes alder forkert. Selv at tænke på det var pinligt. Han vidste godt, hvor børn kom fra, men tanken om, at hans forældre stadig gjorde sådan noget, var umulig at forestille sig. Det var jo ikke hvem som helst det var hans mor og far.
“Far, venter mor et barn?” spurgte han en dag.
På en eller anden måde var det lettere at tale med far om det.
“Ja. Mor drømmer om en lille pige. Måske er det dumt at spørge, men vil du helst have en lillebror eller lillesøster?”
“Får folk børn i den alder?”
“Hvad mener du? Mor er kun seksogtredive, og jeg er enogfyrre. Er du imod det?”
“Har nogen spurgt mig?” svarede Morten surt.
Far kiggede grundigt på ham.
“Jeg håber, du er gammel nok til at forstå os. Mor har altid ønsket sig en pige. Da du blev født, boede vi til leje. Mor passede dig, mens jeg arbejdede, og der var knap nok penge til det nødvendige. Så vi besluttede at vente med et barn til. Så døde bedstemor, og hendes lejlighed blev vores. Kan du huske hende?”
Morten trak på skuldrene.
“Vi lavede lidt renovering og flyttede ind. Da du blev større, og mor begyndte at arbejde, blev det bedre økonomisk, og jeg købte vores første bil. Vi udsatte igen tanken om en pige, sagde, at der var tid nok. Men så skete det bare ikke. Og nu, da vi næsten havde opgivet håbet…”
“Jeg håber, det bliver en pige, som mor ønsker. Vores mor er ung, men hun er ikke en pige længere. Så prøv i det mindste ikke at gøre hende nervøs. Tænk dig om, før du siger noget groft. Hvis der er noget, så sig det til mig. Forstået?”
“Ja, ja, far.”
Så fandt de ud af, at det virkelig blev en pige. Lyserøde babysager dukkede op i huset. De så så små ud, næsten som dukketøj. En lille seng kom til. Mor forsvandt ofte midt i samtaler, sad fjern, som om hun lyttede til noget indeni. Far spurgte altid bekymret, om alt var i orden, og Morten mærkede hans uro.
Personligt var han ligeglad med barnet, især en søster. Hvad skulle han med sut og bleer? Han tænkte kun på Emma Sørensen. Hvis forældrene ville have et barn til, var det deres sag. Hvad ragede det ham? Det var måske endda godt. Så ville de bruge alt tiden på hende og lade ham være i fred. Der var i det mindste én fordel ved en lillesøster.
“Er det farligt? Altså at føde i hendes alder?” spurgte Morten.
“Der er risiko ved enhver alder. Selvfølgelig er det hårdere for mor nu end da hun ventede dig. Hun var jo tretten år yngre dengang. Men vi bor ikke i en skov eller på landet vi har gode hospitaler og læger… Det skal nok gå,” sagde far træt.
“Hvornår? Hvor lang tid er der?”
“Hvad? Fødslen? Om to måneder.”
Men mor fødte en måned før tid. Morten vågnede af larm. Han hørte stønnen og travlhed bag væggen. Han stod op, gned søvnigt øjnene og gik ind til forældrene. Mor sad på den sammenkrøllede seng, holdt sig i ryggen og gynge frem og tilbage som en pendul, mens hun stønnede. Far løb nervøst rundt og samlede ting sammen.
“Glem ikke mappen med papirerne,” pressede mor frem med lukkede øjne.
“Mor,” kaldte Morten og var lysvågen med det samme, smittet af den generelle uro.
“Undskyld, vi vækkede dig. Det er bare… Hvor bliver den ambulance af?” spurgte far ud i luften.
Luften svarede med ringen på døren, og far skyndte sig at åbne. Morten vidste ikke, om han skulle tage tøj på eller blive hos mor, bare i tilfælde. Men så kom en mand og en kvinde i ambulancetøj ind, gik straks hen til mor og stillede underlige spørgsmål:
“Hvor længe har veerne været der? Hvor ofte kom de? Er fostervandet gået?”
Da en ny ve trak igennem mor, svarede far for hende. Ingen lagde mærke til Morten, så han smuttede ud. Da han kom tilbage, iført, var far og mor på vej ud af lejligheden. Mor gik stadig i morgenkåbe og sutsko. I døren vendte far sig om.
“Jeg er tilbage snart. Gør rent her.” Han ville til at sige mere, men mor gispede og klamrede sig til hans arm.
Morten stod lidt og stirrede på døren, lyttede til den usædvanlige stilhed. Så gik han tilbage og kiggede på uret. Der var stadig to timers søvn tilbage. Han foldede omhyggeligt sengen sammen, ryddede op og gik ud i køkkenet. Far kom hjem, lige da Morten skulle i skole.
“Nå, har hun født?” spurgte han og forsøgte at læse svaret i fars ansigt.
“Ikke endnu. De ville ikke lade mig komme ind. Hæld lige te op til mig.”
Morten satte en kop te foran far og lavede nogle smørrebrød.
“Skal jeg gå?”
“Ja. Jeg ringer, når der er nyt,” lovede far.
Morten kom for sent i skole.
“Ah, Nielsen har endelig beæret os med sin tilstedeværelse. Hvorfor kommer du for sent?” spurgte matematiklæreren.
“Vi måtte ringe efter en ambulance til mor. Hun er på hospitalet.”
“Undskyld, sæt dig,” sagde læreren og blødgjorde tonen.
“Hans mor skal føde!” råbte Jakob, og klassen fnisede. Morten vendte sig hurtigt mod ham.
“Ti stille! Nielsen, sæt dig nu. Hvad er der dog morsomt her?”
Far ringede under den sidste time.
“Må jeg gå ud?” rakte Morten hånden op.
“Kan det ikke vente? Der er kun tyve minutter tilbage. Og gem den telefon,” sagde dansklæreren.
“Hans mor er på fødeafdelingen!” råbte Jakob igen, men denne gang
