DRØMMESYN
I en kvindeverden er der altid plads til sladder, og som bekendt kan en sladderkælling få en historie til at vokse sig længere end en stige. I en børnehave i København blev der ofte diskuteret pædagogens, Lises, privat- og kærlighedsliv. For den unge kvinde var de to ting ikke ens. Lis syntes næsten at nyde at give anledning til rygter.
Hun havde altid en hær af beundrere. Så snart der dukkede en håndværker op i børnehaven en blikkenslager, en tømrer eller en maler løb Lis hen for at “hjælpe”, selvom det mest handlede om kækt smil og koket latter. Alle var overbeviste om, at Lis havde “lorten hængende på låget.”
Hun kvidrede og flirtede med alle mændene, selv med den næsten pensionerede pedel, Gunnar. Hun elskede at svømme i komplimenter og føle sig som den ubestridte skønhed blandt kollegerne.
Men Lis var faktisk gift og havde en syvårig datter ved navn Maja. Det generede hende dog ikke i hendes eget lille spil.
Manden, Mads, forgudede sin “Lille Lis.” Han pustede støv af hende. Selvom han anede hendes uskyldige flirten, tænkte han: “Nå, men en smuk kvinde kan jo ikke undgå at tiltrække opmærksomhed. Men min Lis er mig tro.” Han beroligede sig selv.
Naiv som en nyfødt. Især fordi Lis altid forsikrede ham om sin evige kærlighed.
Hun havde giftet sig med Mads på sin mors opfordring. “Af den bløde Mads kan du forme den perfekte mand,” sagde hun. Og sådan gik det også. Mads var en dygtig elektriker og rejste ofte på arbejde. Når han kom hjem, overøste han Lis og Maja med gaver og brugte al sin fritid på familien. Men noget manglede for Lis i dette stille, behagelige ægteskab. Passion? Vilde følelser?
Så en dag faldt Lis hovedkulds forelsket. Det begyndte da Gunnar pludselig blev pensioneret, og børnehavens leder, Vibeke, ansatte sin søn, Nikolaj, som nattevagt. Han studerede til tandlæge på fjerde år.
Vibeke ville hjælpe sin studerende søn økonomisk, så hun tilbød ham jobbet. Nikolaj takkede ja ekstra penge var altid velkomne. Så kunne han måske endelig invitere en pige i biografen og købe is til hende…
Selvom han ikke havde nogen kæreste endnu. Men en ung, lovende tandlæge ville snart finde en.
Så snart Nikolaj startede, kunne Lis ikke lade være med at besøge ham i pedelboligen.
Det var en vinteraften. Alle børnene var blevet hentet. Lis gik uanmeldt ind for at hilse. Nikolaj, som den velopdragne ungmand han var, inviterede hende til at sidde ned. Han satte sig selv på den slidte sofa overfor. Lis kunne let starte en afslappet samtale hendes tunge var hurtigere end en hønenæb…
De snakkede i timevis. Nikolaj fortalte ivrigt om sit liv, medicinstudiet og vennerne. Lis nikkede forstående. Så klagede hun over sit kedelige liv, og pludselig holdt Nikolaj hendes hånd og trøstede hende. Tiden fløj. Byen var allerede mørk.
Nikolaj måtte følge Lis hjem. Heldigvis boede hun tæt på børnehaven.
Sådan begyndte deres forbløffende romanze.
Lis kunne ikke styre sig. Hun styrtede mod afgrunden ud at bremse. Nikolaj tilstod snart sin kærlighed. Historien blev hurtigt kendt i hele børnehaven. Og som man siger: “Det, der kommer over løbet, kan man ikke stoppe.” Vibeke kaldte Lis til sig for en alvorssnak.
“Lis, du har en familie. Som mor beder jeg dig: giv Nikolaj fred. Hvad har I til fælles? Du har en mand og en datter. Nikolaj skal studere. Han har ikke brug for en stjålen kærlighed. Eller skal jeg fyre dig for umoralsk adfærd?” truede hun.
“Fyr mig bare, Vibeke! Jeg giver ikke slip på Nikolaj. Han er min!” afgjorde Lis og stormede ud.
“Det skal du nok fortryde!” råbte Vibeke efter hende.
Næste dag indleverede Lis en ansøgning om orlov. Vibeke underskrev uden et ord og tilføjede:
“Håber du kommer til fornuft, Lis. Jeg har ikke brug for en svigerdatter med ‘bagage’!”
Lis tog sin datter (“bagagen”) med til sine forældre på landet. Hun havde brug for ro til at træffe det rigtige valg. Selv forstod hun ikke, hvad der foregik. Begær? Passion? Et drømmesyn? Hendes fornuft var tavs, mens hjertet tørstede efter kærlighed.
På landet boede en klog kone ved navn Agnes. Folk fra hele landet søgte hende for råd og hjælp. Agnes var 90 år, men hendes sind var skarpt, og hun var fuld af liv. Hun boede alene i et gammelt hus i udkanten. Engang havde hun haft en mand og syv børn. Nu var hun den eneste tilbage. Efter at have grædt alle sine tårer blev hun en seer alle hendes forudsigelser gik i opfyldelse. Folk stolede på hende, men frygtede hende også.
Lis tog gaver med (Agens tog ikke imod penge) og gik ud for at spørge om sin skæbne.
Før Lis nåede døren, sagde Agnes:
“Nå, pige, hvad skal din lille dreng hedde?”
Lis forstod ikke: “Hvilken dreng?”
“Din søn. Du venter jo et barn til foråret. Vidste du det ikke?” spåede Agnes.
Lis var forvirret. Agnes inviterede hende ind. I det mørke hus hang ikoner på væggene, duftende urter lå på komfuret, og levende lys brændte på bordet.
“Fortæl mig alt, kære. Jeg ved, hvad der bekymrer dig,” begyndte Agnes.
Hun lagde de gamle kort og sukkede.
“Min datter vil gifte sig med en soldat og flytte langt væk. Men du skal vende tilbage til din mand. Han vil tage dig tilbage, selvom du har “gået i spinaten.” Han vil elske din søn. Men du vil bygge et sandslot… Hvis du forlader ham, vil du stå alene i verden,” advarede Agnes.
Så mumlede hun uforståelige ord, læste en bøn, smeltede voks og hældte det i en skål med vand. Voksen tegnede en form.
“Hvad ser du, pige?” spurgte Agnes.
Lis stirrede ned i skålen.
“Øh… Det er da… en kamel!” udbrød hun.
“Nå, gå nu i fred. Jeg siger ikke mere. Jeg er træt,” afsluttede Agnes.
Forvirret satte Lis gaverne på bordet og gik.
“Hvad skal det betyde? En dreng og en kamel?”
Agnes’ ord gav Lis tvivl, men hun havde allerede besluttet sig. Hun ville forlade Mads og flytte sammen med Nikolaj.
V
