»Forstår du, han er helt ude af kontrol. Han klarer sig dårligt i skolen, kommer sent hjem«
Lise Møller satte to kopper kaffe på bordet og skød en tallerken med småkager hen til sin veninde. Udenfor dryppede det fra oktoberregnen, men inde i lejligheden var der varmt og hyggeligt. Anne, som altid, så perfekt ud velredt hår, diskret makeup, elegant kjole. Som 58-årig vidste hun, hvordan man holdt sig selv.
»Lise, tusind tak fordi du vil hjælpe,« sagde Anne og smilede taknemmeligt, mens hun tog sin kop. »Jeg vidste virkelig ikke, hvem jeg ellers skulle vende mig til.«
»Åh, Anne, vi har været venner i så mange år. Selvfølgelig hjælper jeg,« svarede Lise og satte sig overfor hende. »Fortæl mig nu præcis, hvad der er sket med din Magnus?«
Anne sukkede og masserede sine tindinger.
»Forstår du, han er helt ude af kontrol. Han klarer sig dårligt i skolen, kommer sent hjem, og i går fandt jeg nogle piller i hans lomme.«
»Åh nej,« hviskede Lise og lagde en hånd på sit bryst. »Stoffer?«
»Jeg ved det ikke. Måske. Jeg blev så bange. Men han vil ikke forklare noget, han bliver bare arrig. Siger, det ikke angår mig.«
Lise rystede på hovedet. Hun kendte Magnus godt Annes barnebarn, en 17-årig dreng, der var blevet forældreløs og boede hos sin bedstemor. Før var han en velopdragen dreng, men på det sidste var han blevet mørk og lukket af.
»Hvad tænker du at gøre?« spurgte Lise.
»Jeg har brug for penge til en privatdetektiv,« hviskede Anne. »Jeg vil vide, hvem han omgås, hvor han hænger ud. Måske er han kommet i dårligt selskab.«
»Hvor meget skal du bruge?«
»Tredive tusind. Jeg ved, det er meget, men jeg lover at betale tilbage om en måned. Så snart min pension kommer.«
Uden at tøve rejste Lise sig og gik hen til skabet, hvor hun gemte sine sparepenge. Anne havde været hendes bedste veninde i over tyve år. De havde mødt hinanden på arbejdet, da de begge var gift og havde små børn, og drømte om fremtiden. Senere havde livet ført dem til forskellige byer, men de havde holdt kontakten. Skrevet, ringet, besøgt hinanden.
Da Lises mand døde, var det Anne, der støttede hende. Og da Annes søn og svigerdatter omkom i en bilulykke og efterlod lille Magnus, kom Lise straks for at hjælpe med begravelsen og formaliteterne.
»Her,« sagde Lise og rakte konvolutten med pengene. »Og tænk ikke på at betale tilbage. Hvis du mangler mere, så sig til.«
Anne tog imod konvolutten og krammede hende hårdt.
»Du er den bedste,« hviskede hun. »Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig.«
De sad længe i køkkenet, drak kaffe og talte om livet. Anne fortalte, hvor hårdt det var at opdrage på en teenager alene. Lise gav råd og delte erfaringer fra sin egen søn.
»Hvordan går det med din Peter?« spurgte Anne. »Jeg har ikke set ham i lang tid.«
»Han har det godt. Han har en dejlig familie og et stabilt job. Men han ringer sjældent, han er altid travl.«
»Typisk. Ungerne flyver fra reden.«
Anne gik først mod aften. Lise fulgte hende til elevatoren, og da dørene lukkede, blev lejligheden stille. Lise ryddede af, vandede blomsterne på vindueskarmen og satte sig foran tvet. Men hun kunne ikke koncentrere sig om filmen hun tænkte kun på Magnus. Han var altid en flink dreng, høflig og klog. Kunne det virkelig passe, han var begyndt på stoffer?
Dagen efter gik Lise til lægen til en rutinetjek. I venteværelset sad hendes nabo, Grethe.
»Hej, Lise,« sagde Grethe. »Hvor længe siden er det?«
»Åh, det går fint. Anne var her i går med problemer med sin barnebarn.«
»Anne? Den, der kører den sorte bil?«
Lise så overrasket på hende. Anne var faktisk kommet i bil, men hun havde aldrig nævnt, at hun ejede en.
»Måske. Hvordan ved du det?«
»Jeg så hende køre væk fra din opgang. En flot bil den må være dyr.«
Lise rynkede panden. Hvis Anne havde sådan en bil, hvorfor lånte hun så penge? Men måske var den ikke hendes. Måske var hun bare blevet kørt.
En uge senere ringede Anne med gode nyheder.
»Lise, kan du tro det? Magnus har det fint! Pillerne var bare vitaminer. Han var flov over at indrømme, at han var begyndt i fitnesscenter og tog kosttilskud.«
»Gudskelov,« sukkede Lise lettet. »Hvad siger detektiven?«
»Åh, der var ingen detektiv. Magnus og jeg talte dybt, og han fortalte alt. Han er forelsket i en pige fra parallelklassen derfor opførte han sig underligt.«
Lise smilede. Teenagere var komplicerede. Godt, det ikke var værre.
»Pengene får du tilbage om en uge,« lovede Anne.
»Det skal du ikke tænke på. Når du kan.«
De sagde farvel, og Lise lagde på. Hun følte sig lettet. Det var godt, når problemer løste sig selv.
Men pengene kom ikke. Da Lise spurgte forsigtigt, begyndte Anne at undskylde.
»Lise, undskyld, der er kommet uforudsete udgifter. Magnus har brug for matematikhjælp, og det er dyrt. Vent lige lidt endnu.«
Lise insisterede ikke. Tredive tusind var mange penge, men ikke katastrofalt. Hvis Anne virkelig brugte dem på Magnus uddannelse, var det dét værd.
Vinteren gik. Anne ringede sjældent, altid travl. Magnus havde det godt, sagde hun, og skulle snart starte på universitetet.
Om foråret besøgte Lise sin søn i den nærmeste by. Peter mødte hende på stationen. Han boede i en flot lejlighed med kone og børn.
»Mor, kan du huske Anne? Din veninde?« spurgte han under middagen.
»Selvfølgelig. Hvad med hende?«
»Jeg så hende i byen for nylig. Hun kom ud fra et eksklusivt butik med fyldte poser. Klædt som en rig dame.«
Lise stirrede på ham.
»Er du sikker?«
»Helt. Hun kom hurtigt ud i en dyr bil og kørte væk.«
Lise tav. Så bilen var alligevel Annes. Og hun handlede dyrt. Hvorfor lånte hun så penge?
Derhjemme søgte hun på nettet. Annes område var dyrt. Hun fandt Magnus profil han så velhavende ud: dyrt tøj, flotte gadgets, billeder fra café
