Engang for længe siden, i en tid hvor livet kunne tage de mest uventede vendinger, stod en mand ved navn Ejvind Møller en hårdtarbejdende sjæl med blide øjne og en ryg bøjet af årenes slid. Hans eneste ønske var at se sine børn lykkelige og tilfredse.
Men Ejvind havde aldrig drømt om, at han en dag ville stå alene og lede efter svar mellem kasserede ting på et sted, han næsten havde glemt. Hans historie kunne være enhver fars en mand, der arbejdede sig træt for sin familie, tålte smerter uden klage og altid satte sine børn først.
For mange år siden mistede Ejvind sin elskede kone, Birthe. Ikke en dag gik uden, at han tænkte på hende. Hendes minde blev hans stille styrke, mens han opdragede deres to sønner, Asger og Torben, og førte dem ind i voksenlivet.
En almindelig eftermiddag, hvor solens sidste stråler strømmede ind gennem vinduet, kom Torben farende ind.
“Far, vi har en gave til dig!” sagde han med glæde i stemmen. Asger fulgte efter, lidt genert.
Ejvind så forbavset på dem. “En gave? I behøvede ikke at bruge penge på mig!” sagde han, men følte alligevel en varm stolthed indeni.
Drengene rakte ham en kuvert.
Indeni var en billet til et kurbad, der specialiserede sig i ryg- og ledbehandling.
“En ven solgte den til mig til halv pris,” forklarede Torben. “Hans far kunne ikke bruge den mere. Du har jo haft ondt i ryggen det her er perfekt til dig!”
Ejvinds hjerte sank et øjeblik. Så smilede han. Han måtte have gjort noget rigtigt, siden han havde opdraget så omtænksomme sønner. Birthe, tænkte han vemodigt, gid du kunne se dette.
Men gaven var ikke så uskyldig, som den lod til.
I måneder havde hans sønner foreslået, at Ejvind skulle sælge sin tre-værelses lejlighed i Københavns centrum. Ideen var at dele pengene tre veje købe Ejvind en lille bolig i forstaden og give hver søn nok til at køpe deres egne hjem.
Ejvind var ikke imod det. “Jeg har ikke brug for meget mere,” tænkte han. “Et tag over hovedet, en seng at sove i det er tilstrækkeligt.” Og da Torben skulle giftes, og Asger ventede sit første barn, syntes det som den rette beslutning.
En uge senere omfavnede drengene deres far på stationen. For første gang i åreage skulle Ejvind på ferie. Han glædede sig til frisk luft, blid motion og at møde jævnaldrende, der måske kunne dele minder om bedre tider.
På den ottende dag besøgte Asger og Torben ham.
“Far, vi har fundet en køber til lejligheden. Han vil slet ikke prutte om prisen,” sagde Asger hurtigt.
“Godt! Lad os tage hjem, så kan jeg begynde at pakke,” svarede Ejvind.
“Det er ikke nødvendigt,” forsikrede Torben. “Vi har papirerne med. Bare underskriv en fuldmagt, så ordner vi alt. Vi flytter dine ting til din nye bolig, og når du kommer tilbage, finder vi en lejlighed sammen.”
I fuld tillid underskrev Ejvind.
To uger senere vendte Ejvind tilbage, forfrisket og i godt humør.
“Alt er gået igennem,” sagde Asger. “Torben har endda købt et hus.”
“Det er fantastisk,” sagde Ejvind glad. “Nu mangler vi bare at finde mit nye hjem.”
“Det har vi allerede gjort,” svarede Asger, da de steg ind i bilen.
En halv time senere standsede de foran et forfalden sommerhus tre vægge, halvt tag, intet tegn på liv i mindst femten år.
Ejvind stirrede vantro. “Her?”
“Dette er dit nye hjem nu,” sagde Torben uden at møde hans blik.
“Det her det gamle sommerhus? Jeg kan ikke bo her,” protesterede Ejvind med en knækket stemme.
“Jeg har ikke råd til at hjælpe dig med at leje noget bedre,” mumlede Asger.
I det øjeblik forstod Ejvind. De havde solgt hans lejlighed, beholdt pengene og efterladt ham med denne forladte ruin.
Han prøvede at tilpasse sig. Der var ingen elektricitet, intet rindende vand, ingen møbler. Han sov på en gammel feltseng med et tæppe, han havde fundet i en støvet kasse. Sult og ensomhed vægtede tungere end nogensinde.
En morgen, desperat, gik han til den nærliggende losseplads i håb om at finde noget brugbart en stol, en gryde, hvad som helst.
Da han rodede i ødelagte møbler og flænsede poser, frøs hans hænder. Der, mellem affaldet, lå stumper af hans gamle liv: det ur Birthe havde givet ham på deres bryllupsdag, et indrammet familieportræt, den lægekittel han engang bar med stolthed, hans elskede bøger.
De havde smidt det hele væk.
Tårer slørede hans syn. Det var ikke bare tingene det var minderene, årene, kærligheden bag dem.
Rygtet om “den gamle mand fra lossepladsen” spredte sig. Naboer nogle, der aldrig før havde talt til ham begyndte at bringe mad, tøj, selv en lampe og en gryde. Stille og roligt forvandlede han ruin
