Forretningsmanden havde søgt efter sin forsvundne datter i seksten år, uden at vide, at hun allerede længe havde boet og arbejdet i hans eget hus…
Mette græd indsmurt i sin pude. Hendes hjerteskærende hulk brød den stille nattefred. Jens kunne ikke finde ro han gik nervøst frem og tilbage i stuen og prøvede at forstå, hvordan noget sådan kunne ske.
»Hvordan kunne man miste et barn?« spurgte han og kæmpede for at holde vreden tilbage.
»Jeg mistede hende ikke!« udbrød Mette. »Vi sad på bænken, og Lise legede i sandkassen. Der var fuldt af børn omkring os, det ved du godt. Man kan da ikke holde øje med dem hele tiden! Og så var alle pludselig gået… Jeg ledte overalt, ringede til dig med det samme!«
Hendes stemme knækkede igen, og hun brast i endnu værre gråd. Jens stoppede, satte sig ved siden af hende og lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder.
»Undskyld,« sagde han blidere. »Jeg forstår. Det var ikke bare et uheld. Hun blev taget. Men jeg finder dem. Det lover jeg dig.«
Søgningen efter den femårige pige startede med det samme. Politiet arbejdede døgnet rundt, gennemsøgte baggårde, kældre, parker og skove. Alle kræfter blev sat ind, men der var ikke et spor. Det var, som om barnet var forsvundet uden et eneste tegn, som om jorden havde slugt hende.
Jens syntes at være blevet ti år ældre på en enkelt nat. Han huskede sit løfte til sin døende første kone: at Lise skulle være den lykkeligste pige i verden, at han ville beskytte hende over alt. To år efter hendes død giftede han sig med Mette. Hun insisterede hun sagde, at Lise havde brug for en kvindelig omsorg. Forholdet mellem pigen og stedmoren var aldrig blevet godt, men Jens troede, det var midlertidigt.
I et helt år var han næsten ude af stand til at fungere. Nogle dage druknede han sin sorg, andre nægtede han selv en enkelt tår. Imens styrede hans unge kone virksomheden, og det generede ham ikke. Det eneste, han gjorde hver dag, var at ringe til politiet. Og hver gang fik han det samme svar: »Der er ingen nye oplysninger.«
Præcis et år efter datterens forsvinden gik Jens tilbage til legepladsen, hvor alt begyndte. Tårerne løb ned ad hans kinder.
»Et år… Præcis et år uden hende…«
»Godt, du græder. Tårer renser sjælen,« lød en stemme ved siden af.
Jens fo’r sammen. Ved siden af ham sad fru Nielsen den lokale pedel, der havde boet i den eksklusive forstad lige så længe, som den havde eksisteret. Hun virkede evig hverken ældre eller yngre, blot en fast del af landskabet.
»Hvordan skal jeg leve videre?«
»Ikke som du gør nu. Du ligner ikke engang et menneske længere. Hvad hvis Lise en dag vender tilbage hvordan vil du møde hende så? Og hvad med alle de mennesker, du lader i stikken?«
»Hvad mener du? Hvilke mennesker?«
»Din kone sælger virksomheden stille og roligt. Folk mister deres arbejde. Du gav dem håb, og nu smider du dem ud som affald.«
»Det kan ikke passe…«
»Men det gør det. Hun kunne lige så godt forgifte dig så var der slet ingen til at tage imod din datter, hvis hun kom tilbage.«
Fru Nielsen rejste sig og gik sin vej uden et ord, mens hendes kost raslede mod asfalten.
Jens blev lidt endnu, før han langsomt gik hjem. På en time fik han styr på sig selv. Da han så sig i spejlet, rystede han foran ham stod en fremmed, gammel mand: mager, medtagen, uden liv.
Han satte sig i bilen, som han ikke havde kørt på et år, og tog til kontoret. Alt i ham dirrede han følte, at han langsomt vendte tilbage til livet.
I receptionen sad en ung pige, optaget af en video, i stedet for den velkendte sekretær. Hun så ikke engang op. På anden sal, hvor hans trofaste assistent, Lise Sørensen, plejede at sidde, var der nu en ny, kraftigt sminket kvinde. Da hun så Jens, prøvede hun at stoppe ham:
»De kan ikke gå derind!«
Men han skubbede hende bare til side og trådte ind. På kontoret ventede en overraskelse: Mette sad på skødet af en ung mand. Da hun så sin mand, sprang hun op og rettede hurtigt på tøjet.
»Jens! Jeg kan forklare alt!«
»Ud. Du har to timer til at forsvinde fra byen.«
Mette løb ud, og hendes følgesvend listede bleg og svedende efter. Jens tilføjede koldt:
»Det gælder også dig.«
Inden for få minuter indkaldte han alle afdelingsledere. Han ringede til Lise Sørensen, der var gået, efter Mette havde erstattet alle nøglemedarbejdere.
»Jeg ringede, men De tog ikke telefonen,« sagde hun.
»Kom tilbage. Vi venter på Dem.«
Sådan begyndte genopbygningen af virksomheden. Jens arbejdede næsten 48 timer i træk organiserede alt, genopbyggede kontakter, fyrede dem, der havde svigtet. Da han kom hjem, smilede han bittert Mette havde taget alt af værdi med. Men det var han ligeglad med. Bare hun ikke fik ondt i ryggen. Han havde allerede lukket hendes adgang til bankkontoerne.
Venner rystede på hovedet: Hvor var den blide, kompromissøgende mand blevet af? Nu stod der en hård, beslutsom forretningsmand i hans sted en, der ikke ændrede mening.
Fem år senere blomstrede virksomheden. Ti år efter var den en regional førende virksomhed, der havde opslugt de fleste konkurrenter. Folk respekterede ham men frygtede ham også. Kun tre mennesker fik lov at se den virkelige mand bag masken: Lise Sørensen, husholdersken Karen Jensen og fru Nielsen. De vidste, at bag den kolde facade gemte der sig en smerte, han aldrig havde overvundet.
En aften kom Karen Jensen ind på hans kontor.
»Jens Kristensen, må jeg lige forstyrre Dem et øjeblik?«
»Selvfølgelig, kom ind.«
Jens lagde papirerne fra sig, strækte sig og smilede:
»Hvad er det, der dufter så godt? Pandekager, ikke?«
Hun lo:
»Hvordan gættede De det? Jeg tror næsten, De bagte dem med vilje, så jeg ikke kunne sige nej.«
»Måske. Hvad skal der til?«
»Jens Kristensen, siden vi flyttede ind i det nye hus, kan jeg ikke klare det alene. Huset er stort, haven, blomsterne… Og jeg bliver ikke yngre.«
Jens så bekymret på hende:
»Vil De sige op?«
»Nej, nej, slet ikke! J
