**LEJEBOEREN**
Henrik Mikkelsen en fyrreårig ingeniør forlod sin kone. Han efterlod lejligheden og alt inventaret; tog kun sin gamle Volvo, som han havde arvet fra sin far. Den fyldte han med en kuffert med sine personlige ejendele.
Han ville ikke bruge tid på at dele boet: »Min datter vokser op, lad hende få det hele,« sagde han.
Forståelsen mellem ham og hans kone havde længe været dårlig; de sidste år hørte han kun to ord fra hende: »Giv mig penge.« Henrik gav hende sin løn, bonusser og ekstraudbetalinger, men alligevel var der aldrig nok. Han lovede at betale børnebidrag hver måned og derudover hjælpe sin datter.
Først boede han hos en ven, men senere fik han et værelse i en kollegiebolig. Som en værdifuld specialist blev han sat på ventelisten til en ny bolig. Dette var i 1980erne, dengang hvor boliger i Danmark blev tildelt gratis.
Henrik boede på kollegiet i to år, mens virksomheden byggede en ni-etagers blok. Så blev han kaldt ind til fagforeningen:
»Henrik Mikkelsen,« sagde fagforeningsformanden, »du bor alene, så du har ret til en etværelses, men vi kan tilbyde dig en toværelses, dog ret lille. Du er en dygtig specialist, en vigtig medarbejder, så her er nøglerne til din nye lejlighed.«
Henrik var helt målløs: »Tak, selvfølgelig, jeg er glad for at få mit eget sted.«
En måned senere pakkede Henrik sine få ejendele, hvoraf det meste var tekniske bøger, og kørte i sin gamle Volvo til den nye lejlighed.
Elevatoren virkede ikke endnu, så Henrik gik op til femte sal. Med bankende hjerte nærmede han sig lejlighed nummer 72, tog nøglen frem og satte den i låsen.
»Hvad?« Henrik stirrede forvirret. »Nøglen passer ikke.«
Pludselig hørte han hvisken og raslen bag døren. Han bankede på og krævede, at de åbnede, men der var kun stilhed. Så gik han ned, fandt en vicevært, og sammen fik de åbnet døren.
Indenfor stod en kvinde, omgivet af rodede ejendele, der endnu ikke var sat på plads. Hun stirrede skræmt på de to mænd.
»Jeg flytter ikke, og I har ikke ret til at smide mig ud, jeg har børn,« sagde hun.
Henrik så to drenge på syv og otte år, der med store øjne fulgte med. Han forsøgte at forklare, at det var hans lejlighed, at han havde papirerne, og at hun ulovligt var flyttet ind.
»Prøv bare at smide mig og mine børn ud på gaden,« skreg hun desperat. »Udfrys mig midt om vinteren.«
Henrik gik. Han fortalte alt til fagforeningen. Det viste sig, at kvinden en enke havde boet i en forfaldent brakke, hvor nogle alkoholikere også holdt til. Vinteren gennemfros brakken, uanset hvor meget hun fyrede op. Kvinden, der hed Lise, havde banket på alle døre i kommunen hun stod på ventelisten, men blev altid skubbet længere ned. Til sidst havde hun ikke kunnet vente mere og flyttet ind i den nye bygning.
»Vi smider hende ud,« sagde fagforeningsformanden bestemt. »Vi anlægger sag og får hende fjernet. Det tager tid, så du må vente.«
»Kan vi ikke løse det på en fredelig måde?« foreslog Henrik. »Måske tale med hende?«
»Prøv, hvis hun vil høre på dig,« trak formanden på skuldrene. »Men det hjælper nok ikke. De her mødre med børn opfører sig som vanvittige de respekterer ikke den lov.«
Henrik gik tilbage til sin lejlighed for at tale fornuft med kvinden. Netop da blev den ødelagte låse skiftet.
»Lad os tale sammen,« sagde Henrik. »Forstå, at du har taget en andens lejlighed. Loven er ikke på din side.«
»Synes du, det er fair, at du får denne lejlighed?«
»Selvfølgelig. Jeg har arbejdet på fabrikken i tyve år, derfor har jeg ret til den.«
»Jeg har børn, og jeg tænker ikke at fryse i en faldefærdig brakke.«
»Jeg forstår, men hvorfor netop min lejlighed i netop denne bygning?«
»Det var bare sådan, det skete. Du får nok en anden, siden du er så vigtig på fabrikken.«
Henrik gik tomhændet hjem. Imens blev sagen om at smide hende ud sat i gang. De relevante myndigheder havde allerede advaret hende og givet hende tid til at flytte.
Da Henrik hørte, at hun bare ville blive smidt ud i kulden og tvunget tilbage til brakken, gik han tilbage. Han fandt Lise nedslået, med gråd i øjnene, mens drengene klyngede sig til hendes side.
»Du bliver nødt til at flytte, fordi mit værelse på kollegiet ikke længere er mit, og jeg har intet sted at bo.«
Lise sukkede tungt og sank ned på en stol.
»Hvorfor giver kommunen dig ikke en bolig? Du står på ventelisten,« spurgte Henrik.
»Jeg har prøvet igen og igen,« sagde Lise. »Men der sidder en arrogant embedsmand, der bare sender mig videre: Vent.«
»Kom,« sagde Henrik pludselig.
De kørte til kommunen. Normalt genert, følte Henrik pludselig en ny styrke. Han fortalte sekretæren en historie og marcherede næsten ind på kontoret med Lise.
»Hendes tur til en bolig er kommet, men I skubber hende bare længere ned. Skal vi ikke nedsætte en kommission og undersøge ventelisten?«
Embedsmanden blødede op, smilede og forklarede, at Lises tur var om to måneder til foråret ville hun få en toværelses i en ny bygning. Henrik tjekkede selv papirerne, der bekræftede, hvilken gade og husnummer hun ville få.
»Hvis hun ikke får den lejlighed, lover jeg dig en grundig undersøgelse,« sagde Henrik på vej ud.
Tilbage i lejligheden begyndte Lise at pakke: »Jeg vender tilbage til brakken. Du har allerede gjort nok for os.«
»Hør her,« sagde Henrik. »Tag stuen, jeg tager soveværelset. Resten deler vi. Når din lejlighed er klar, flytter du. Og vær ikke bange for mig bo her som lejeboer, på én betingelse: Jeg tager ingen penge fra dig.«
Lise var så rørt over hans nobelthed, at hun brast i gråd.
Henrik arbejdede sent på et nyt projekt og kom ofte sent hjem. Alligevel ventede der altid mad på køkkenbordet. Om morgenen lavede Lise morgenmad til børnene og ham. Han tilbød hende penge, men hun afslog bestemt: »Lad mig i det mindste takke dig på denne måde.«
En aften ringede det på dø
