Solen efter regnen
“Lise, kom indenfor. Min mand har været i kældern og samlet kartofler til dig.”
Lise så op til sin nabo. “Åh, tak, tante Mette. Jeg skal næsten betale dig tilbage.”
“Hvad skulle du betale mig med? Åh, du stakkel. Hun skal betale mig tilbage. Hun skulle have tænkt sig om, før hun fik børn. Peter var aldrig en ordentlig mand.”
Lise slugte de sårende ord, for hun vidste, der var en uge til hendes næste løn, og man kunne ikke leve af mælk alene. Ikke nok med hende selv derhjemme ventede tre børn på hende. Peter, som naboens tale handlede om, var hendes mand, nu tidligere mand, for året før havde han opdaget, at staten ikke ville give dem hverken bil eller lejlighed for tre børn. Han pakkede hurtigt sine ting og sagde, at han ikke ville leve i sådan fattigdom. Lise stod og vaskede op og tabte endda en tallerken.
“Peter, hvad siger du? Du er en mand. Find et ordentligt arbejde, hvor de betaler godt, så behøver vi ikke leve i fattigdom. Det er dine børn. Du sagde altid, du ville have flere børn.”
“Jeg ville, men jeg vidste ikke, staten ville behandle store familier sådan. Jeg gider ikke arbejde for ingenting,” svarede Peter.
Lise lod armene falde. “Peter, hvad med os? Hvad skal jeg gøre alene?”
“Jamen, Lise, det ved jeg ikke. Og hvorfor insisterede du ikke på, at én barn var nok? Du er kvinden, du skulle have vidst, det kunne ske.”
Lise nåede ikke at svare, før Peter stormede ud af hytten og løb mod busstoppet. Tårerne vældede op i hendes øjne, men så så hun tre par øjne stirre på hende. Magnus var den ældste, han skulle i skole dette år. Mikkel var kun fem, og deres lille stjerneskud, Ida, var to år. Lise smilede og tænkte sig om.
“Hvem har lyst til pandekager?”
Børnene hylede af glæde, og kun Magnus spurgte om aftenen: “Mor, kommer far nogensinde tilbage?”
Lise tænkte sig om, men svarede til sidst: “Nej, min dreng”
Magnus snøftede lidt, men sagde så: “Så lad være. Vi klarer os uden ham. Jeg hjælper dig.”
Da Lise kom hjem fra malkningen om aftenen, vidste hun, at de små allerede var mætte og i sæng. Hun undrede sig over, hvor hurtigt Magnus var blevet stor.
Efter at have takket for kartoflerne gik hun hjem. “Gud, hvornår bliver det varmt? Det er en mærkelig vinter i år.” Kartoflerne ville have været nok, men en dag var så koldt, at selv kælderlager var ødelagt. Landsbyfolkene havde ondt af dem folk var generelt venlige i landsbyen, men de mindede hende altid om, hvor dum hun var. Men hvad? Var hun virkelig dum? Lise kunne ikke forestille sig livet uden nogen af sine børn. Selvom det var hårdt, klarede de sig. Hun ønskede nyt tøj og legetøj, men børnene spurgede ikke. De vidste, mor ville købe det, når hun kunne. I år var Magnus og Lise begyndt at planlægge et drivhus måske kun af plastik, men de havde regnet på, hvor mange dåer med agurker og tomater de kunne lave til vinteren.
Lise skiftede spanden til den anden hånd og så en lille forsamling. I landsbyen var tre mennesker nok til at kaldes en flok, og de stod ved hendes hegn. Hun gik nærmere, for hun kunne høre dem tale.
“Han er kæmpestor, helt sikkert en jagthund.”
“Han er blevet revet i stykker af et vildsvin. Han kommer ikke til at overleve.”
Lise kiggede hvor de andre så hen og gispede. “Hvorfor står I bare der? Han har brug for hjælp!”
Folk vendte sig mod hende. En nabo sagde: “Hør nu her, Lise. Se hans hjørnetænder hvem tør røre ham? Han er alligevel dødsens.”
“Hvordan kan I sige det? Han kom til os for hjælp!”
I snejorden lå en hund måske en jagthund, måske ej. Lise var ikke ekspert, men hun så, at hans side var alvorligt skadet. Hunden var enorm, men Lise var slet ikke bange. Hun så smerten i hans øjne. Folkene grinede og gik hurtigt videre. Ingen ønskede problemer.
Lise strøb forsigtigt hånden mellem hundens ører. “Bare tål lidt, tål lidt. Jeg henter et tæppe, så får vi dig indenfor.”
Bag hende raslede det. “Mor, jeg har tæppet. Og vi kan bruge døren fra det gamle køleskab som båre.”
Lise vendte sig om Magnus stod der med tårer i øjnene. Hunden bed tæppet og klynkede svagt. Han lå stille, mens Lise ren
