“Det er nok! Mit tålmodighed er opbrugt!” råbte Mads, så snart han og Freja trådte ind i lejligheden. “Vil du nogensinde lære at holde mund?”
“Hvad har jeg dog sagt?” protesterede Freja.
“Og du spørger endda?” svarede Mads med et ondskabsfuldt smil. “Du, min kære, har overskredet alle grænser! Jeg må opdrage dig!”
“Mads, hvad er problemet egentlig?” spurgte Freja og tog et skridt tilbage.
“Problemet er, at din opførsel ikke engang kan kaldes tilfredsstillende! Du er selv en lille skønhed, men så stolt!”
“Alle kan da ikke være så høje som dig!” svarede Freja skarpt. “En pige skal være lille og fin!”
“Og også stille, føjelig og lydig! Hvilket du fuldstændig mangler!” Mads snappede sit bælte løs og trak det ud af bukserne. “Jeg må opdrage dig, som forfædrene befalede!”
“Er du blevet sindssyg?” udbrød Freja og trak sig tilbage. “Vil du slå mig?”
“Opdrage dig!” Mads blottede tænderne. “Og straffe dig for din frække mund! Du satte min mor i dag næsten i hjertestop!”
“Så lad være med at sprede alt det sludder!” svarede Freja. “Hvorfor skal jeg tage mine sko af, som jeg forresten havde i en pose, for at tage hendes stinkende tøfler på? Jeg har ikke højden til at gå rundt på lavt leje!”
“Det er almindelige gæstetøfler!” rasede Mads og gik frem. “Til gæster!”
“Og siden hvornår skal gæster vaske op og derefter komfuret?” spurgte Freja og kippede hovedet let. “Jeg kan ikke lide at blive beordret!”
“Det er netop derfor, du skal have en lærestreg nu! Du er min kone, men opfører dig som en ufærdig prinsesse! Jeg skal lære dig at respektere din mand og hans forældre!”
“Lad dem opføre sig ordentligt!” Freja nåede at smutte ind i stuen. “De er selv ubehøvlede, skal jeg så bare tie stille? Du skulle have forsvaret din kone!”
“Se, hvor lille og skrøbelig jeg er! Og de gør mig ondt!” Freja satte en sur mine, men fulgte nøje med i sin mands bevægelser.
“Hvis du opførte dig efter din størrelse og stilling, ville ingen være ubehøvlede over for dig! Men du har altid din egen mening! Nu skal jeg banke den ud af dig!”
“Lad være, tak!” Freja snøftede. “Du vil gøre mig ondt!”
“Ja, det skal jeg nok!” sagde Mads tilfreds. “Så meget, at du aldrig glemmer din plads! Du er lille, men opfører dig som en dronning!”
“Lad være!” skreg hun og sprang væk mod væggen, krøllede sig sammen. “Ikke, tak!”
Mads gik helt tæt på og løftede bæltet:
“Jo! Sådanne frække fjolser skal tæmmes! Ellers forstår I det ikke!”
Mads’ første møde med sin kommende kones forældre havde efterladt et uudsletteligt indtryk.
Jens Erik, der insisterede på at blive kaldt “far Jens”, trykkede længe Mads’ hånd og krammede ham derefter hårdt:
“Søn! Jeg vil gøre alt for dig! Jeg har altid drømt om en søn, men Mette fik kun en datter og stoppede der!”
“Jeg drømte om at gå på fisketur med min søn, til fodbold, på jagt! Det er en søn! Ikke alt det pigeri! Men med dig, svigersøn, skal vi have det sjovt!”
“Jeg er glad, far Jens,” sagde Mads forlegen. “Jeg er ikke meget til fiskeri.”
“Bare rolig! Ingen af os er eksperter!” lo far Jens. “Hovedsagen er, at jeg får en søn! Jeg lærer dig at fiske! Jeg lærer dig alt!”
“Hvis der er tid…”
“Du aner ikke, hvor lykkelig du gør mig!” Hans øjne blev blanke. “Med dem kan man ikke engang snakke!” Han nikkede mod datteren og konen. “Men vi kan tale om biler, rummet eller brokke os over alt det pigeri!”
Mette Ann skubbede sin mand væk fra den kommende svigersøn og inviterede til bordet:
“Det er et ømt punkt!” sagde hun undskyldende. “Han har fem søstre og arbejder i et kvindefag. Han efterlod mig næsten på fødegangen, da jeg sagde, jeg ikke fik en søn. Nu får han endelig en at snakke med!”
“Jeg gør mit bedste,” svarede Mads beskedent og satte sig.
“Det tror jeg nok, Mads,” smilede Mette Ann. “Hvis du vidste, hvor meget han har ønsket sig en søn! Han prøvede endda at opdrage Freja som en dreng, men jeg greb ind i tide!”
“En pige skal være blød, kærlig og raffineret!” Hun kastede et blik på sin mand: “Ikke det, du prøvede at gøre hende til!”
Far Jens skulede til sin kone, derefter til datteren, men smilede venligt til Mads.
“Se!” bemærkede Mette Ann. “Han er stadig sur på os. Nogle gange kommer han begejstret for at fortælle noget, men indser, det ikke er et kvindeemne.”
“Så vifter han afvisende, bander for sig selv og går. Sommetider taler vi ikke engang sammen på en dag. Men med din ankomst, Mads,” Mette Ann strøg sin datters kæreste over hånden, “er han blevet genoplivet!”
“Men hvis han bliver for irriterende, sig til! Jeg tager ham ned et hak!”
“Nej, overhovedet ikke! Jeg er sikker på, vi bliver gode venner!”
“Godt!”
Far Jens holdt ord. Han tog Mads under sine vinger og begyndte straks at beklage sig:
“Du aner ikke, hvor glad jeg er for endelig at få en mand i familien! Sammen kan vi klare dem! Uden dig er det umuligt at leve!”
“Man bander engang imellem, det sker. Så begynder det: ‘Soldater hører til i kasernen, her er et ordentligt hjem!’ Man kan ikke engang gå i underbukser hjemme!”
“Mette begynder straks: ‘Dette er ikke en strand eller et badested! Opfør dig anstændigt!’ Og Freja følger trop. ‘Ad, far!'” Far Jens skar en hånd gennem luften. “Og deres ‘ad’ sidder mig her!”
“Raffinerede sjæle, hvad skal man gøre?” nikkede Mads.
“Åh, sig ikke det! Raffinerede som ingenting!” rystede far Jens på hovedet. “Så tynde, de næsten er gennemsigtige! Når de er på slankekur, er der kun kål, gulerødder og spinat i køleskabet! Man kunne lige så godt bede naboen om suppe!”
“Jeg mente deres sind,” grinede Mads.
“Lad være med det pis! De trak mig i teateret. På scenen var der bare vrøvl.”
“En elsker, en elsker ikke! Alle lider i tur! Jeg forsvandt efter pausen
