Mor havde glemt min fødselsdag
Freja vågnede til lyden af porcelæn i køkkenet. Mor var allerede oppe, som sædvanlig tidligt, og lavede morgenmad til far før arbejde. Pigen strakte sig, smilede og lyttede måske ville hun høre fødselsdagsønsker fra køkkenet? Men derfra kom der kun de sædvanlige morgenstemmer, der talte om, at regnen var begyndt igen, og at paraplyen var blevet glemt i bussen.
Freja satte sig op i sengen og rettede på sin pyjamas med lyserøde elefanter. I dag blev hun ni år. Hele ni! I går havde hun flere gange mindet mor om, at det var hendes fødselsdag i dag, og mor havde nikket og sagt: “Selvfølgelig, skat, selvfølgelig husker jeg det.” Men nu var der ingen, der skyndte sig at ønske hende tillykke.
“Freja, morgenmaden er klar!” råbte mor fra køkkenet i sin sædvanlige tone, uden en fejring i stemmen.
Pigen klædte sig hurtigt på og løb ud i køkkenet. Far sad ved bordet med avisen, mens mor delte omelet ud på tallerkener. Freja blev stående i døren og ventede.
“Godmorgen, lille skat,” sagde far uden at kigge op fra avisen. “Kom og spis, ellers kommer du for sent i skole.”
“Godmorgen,” svarede Freja stille og satte sig ved bordet.
Hun ventede. Måske ville de overraske hende? Måske ville de bringe en kage eller gaver frem? Men mor satte bare en tallerken med omelet og et glas mælk foran hende, som om ingenting var anderledes.
“Spis nu, ikke så langsomt. Du har mange lektier i dag, du skal bruge kræfter,” sagde mor og tørrede hænderne af i en klud.
“Mor, kan du huske, hvad dato det er i dag?” spurgte Freja forsigtigt og rodede med gaflen i omeletten.
“Den femtende oktober. Hvorfor?” Mor så på hende med et fraværende blik, allerede optaget af andre tanker.
“Ingenting, bare sådan,” mumlede Freja og så ned i sin tallerken.
Femtende oktober. Mor huskede datoen, men ikke, hvad den betød. Freja følte en knude i brystet, men hun prøvede at skjule sin skuffelse.
Far drak sin kaffe ud, kyssede mor på kinden og Freja på issen.
“Nå, jeg skal afsted. Vi ses i aften,” sagde han og trak jakken på.
“Farvel, far,” hviskede Freja.
Nu var det bare hende og mor. Mor sang for sig selv, mens hun ryddede af bordet. Freja spiste omeletten færdig, selvom den smagte af ingenting, som pap.
“Mor, skal vi ikke bage noget i dag?” prøvede pigen igen. “Måske en kage?”
“Freja, altså, hvilken kage midt i ugen? Vi har slet ikke tid. Vi skal til lægen i aften, husker du ikke det? Du havde ondt i halsen forleden. Vi har tid klokken seks.”
Freja huskede godt lægetiden, men hun havde håbet, mor ville aflyse den. På sin fødselsdag havde hun slet ikke lyst til at gå til læge.
“Kan vi ikke udskyde det?” spurgte hun stille.
“Nej, hvad snakker du om? Der er ventetid i en måned, vi er heldige, at vi fik en tid. Kom nu, gør dig klar til skole, ellers kommer du for sent.”
Freja gik ind på sit værelse for at pakke sin taske. I spejlet så hun en pige med triste øjne. “Måske husker de det senere?” tænkte hun, mens hun flettede sin hår.
I skolen håbede Freja hele dagen på, at nogen ville ønske hende tillykke. Hendes bedste veninde, Mathilde, kunne måske huske det de havde jo planlagt, hvordan de skulle fejre fødselsdagen. Men Mathilde var optaget af at forberede sig til en matematikprøve og talte hele dagen kun om ligninger og opgaver.
Ved den store pause gik Freja hen til Mathilde, der sad med en lærebog i gangen.
“Mathilde, kan du huske, hvad vi sagde om den femtende oktober?” spurgte hun og satte sig ved siden af.
“Hvad med den femtende?” Mathilde så op fra bogen.
“Hvad mener du? Vi planlagde jo…”
“Åh, Freja, undskyld, jeg er helt væk i de her ligninger! Hvad planlagde vi?” Mathilde kiggede ned i bogen igen.
Freja forstod, at også hendes veninde havde glemt det. Knuden i halsen blev større, men hun synkede den og sagde:
“Det er ikke vigtigt. Bare bliv ved med at læse.”
Efter skolen gik Freja langsomt hjem og så på butiksvinduerne. I konditoriet var der smukke lagkager, og i legetøjsbutikken stod der farverige dukker. Alt det kunne have været fødselsdagsgaver, men ingen havde husket det.
Derhjemme mødte mor hende med de sædvanlige spørgsmål om karakterer og lektier.
“Hvordan gik det i skole? Hvad fik du?” spurgte hun, mens hun rørte i suppen.
“Fint. Jeg fik en 12-taller i dansk,” svarede Freja og tog jakken af.
“Godt klaret! Men nu skal du lave lektier, og så skal vi til lægen.”
Freja gik ind på sit værelse og satte sig ved skrivebordet. Men i stedet for at lave lektier tog hun et stykke papir og nogle farveblyanter frem. Hvis ingen huskede hendes fødselsdag, ville hun lave sit eget fødselsdagskort.
Hun tegnede omhyggeligt en kage med lys, balloner og skrev med smukke bogstaver: “Tillykke med fødselsdagen, Freja!” Det blev flot og farverigt. Hun gemte kortet under en stak hæfter det skulle være hendes lille hemmelighed.
Tiden gik langsomt. Freja kiggede på uret og håbede, at mor pludselig ville huske det. Måske ville hun lave noget særligt til aftensmad? Eller købe en lille kage på vejen hjem fra lægen?
“Freja, gør dig klar, vi skal afsted til lægen!” råbte mor klokken halv seks.
På lægeklinikken var der fuldt af mennesker. De sad i venteværelset, mens mor snakkede med en anden mor om madpriser og problemer med varmen i lejligheden. En helt almindelig snak. Intet festligt.
Lægen var en venlig, ung kvinde. Hun undersøgte Frejas hals, lyttede til lungerne og sagde, at alt var i orden, men at det var godt at tage vitaminer.
“Hvor gammel er vores patient?” spurgte lægen, mens hun skrev recepten.
“Ni år,” svarede mor.
“Ni?” Lægen smilede til Freja. “Så stor en pige allerede! Hvornår har du fødselsdag?”
Freja så på mor og så på lægen.
“I dag,” sagde hun stille.
Lægen løftede øjenbrynene, og mor blev helt bleg og holdt hånd
