Ellen Gregersen skyndte sig mod busstoppestedet, mens hun holdt sin lille taske tæt ind til sig. Regnen var lige holdt op, og asfalten glinsede af våde pletter under det grå oktoberhimmel. I tasken lå der 200 kroner alt hvad hun havde kunnet skrabe sammen til medicin til sin mand. Poul Kristensen havde igen klaget over smerter i ryggen, og lægen havde udskrevet så dyre piller, at hendes pension ikke strakte til en halv pakke.
Bussen kom glidende til stoppet med en karakteristisk hvinen fra bremserne. Ellen Gregersen steg om bord og rakte chaufføren en ti-kroneseddel.
“Tyve fem,” mumlede han uden at se på hende.
“Hvordan tyve fem? I går kostede det kun tyve,” sagde hun forvirret.
“I dag er det tyve fem. Priserne er steget,” svarede chaufføren utålmodigt og trommede med fingrene på rattet.
Ellen Gregersen tøvede. Tyve fem kroner betød, at der ville være endnu mindre til medicinen. Måske kunne hun gå? Men apoteket var tre kilometer væk, og derhjemme ventede Poul og led…
“Fruen, vil De ikke komme videre?” lød en stemme midt i bussen. “Der er kø bag Dem.”
Ellens ansigt blev rødt. Hun famlede i tasken og fandt endnu en tier og en femmer.
“Tak,” mumlede chaufføren stadig uden at kigge på pengene.
Hun gik ind i bussen og så sig om. Der var ingen ledige pladser. En ung fyr med høretelefoner sad og stirrede ned i sin telefon. Ved siden af ham sad en pige og tastede på sin mobil uden at kigge op. Midt i bussen vuggede en mor sin lille barn og nynnede en vuggevise. Barnet klynkede, og moren så træt ud.
“Tag min plads,” sagde hun pludselig og nikkede mod sædet. “Jeg står alligevel han giver mig ikke lov til at sidde.”
“Åh nej, tak, jeg kan godt stå,” protesterede Ellen.
“Nej, sid nu bare,” insisterede moren. “Man kan se, at De er træt.”
Ellen satte sig taknemmeligt ned. Barnet kiggede på hende med store nysgerrige øjne og smilede pludselig.
“Sikke en sød lille én,” sagde Ellen blidt. “Hvor gammel er han?”
“Otte måneder. Han får tænder, derfor er han utilpas,” svarede moren træt. “Vi skal til lægen, måske kan han hjælpe.”
“Jeg skal også på apoteket min mand har ondt i ryggen.”
“Jeg forstår. Min svigermor har også ondt, hun har leddegigt.”
Bussen standsede ved næste stop. En ældre dame med stok kom langsomt om bord. Chaufføren kiggede utålmodigt i spejlet.
“Skynd Dem, bedstemor tid er penge!”
Damen så forvirret rundt i bussen. Alle pladser var optagne. Fyren med høretelefonerne så ikke engang op.
“Unge mand,” henvendte Ellen sig til ham, “vil De ikke give plads?”
Han tog modvilligt den ene telefon ud.
“Hvad?”
“Vil De ikke give plads til den ældre dame?” gentog Ellen og pegede på kvinden med stokken.
“Åh, ja…” Han rejste sig langsomt uden at slippe skærmen.
Den ældre passager takkede og satte sig forsigtigt.
“Tak, kære,” sagde hun til Ellen. “Der er stadig gode mennesker tilbage.”
Ellen følte sig forlegen over taknemmeligheden. Hun havde selv været lige ved at overse den ældre dame i samtalen med den unge mor.
Bussen standsede brat for rødt lys. Passagererne røg fremad. Barnet begyndte at græde.
“Forsigtigt!” protesterede moren. “Der er børn om bord!”
“Vejene er så dårlige, at det ikke kan undgås,” knurrede chaufføren. “Hvis det ikke passer Dem, så tag en taxa.”
“Ikke alle har råd til taxa,” sagde den ældre dame stille. “Jeg skal til lægen, og jeg kan ikke gå hele vejen.”
“Vi må alle spare,” sagde Ellen. “Priserne stiger, men pensionerne er de samme.”
“Præcis,” nikkede den unge mor. “Jeg er på barsel, og min mand arbejder alene. Hver krone tæller.”
En følelse af fællesskab bredte sig i bussen. Passagererne udvekslede forstående blikke. Alle vidste, at de andre også levede stramt.
“Engang var der konduktører i busserne,” sukkeden ældre dame. “Alt var mere høfligt de gav billetter og returkroner…”
“Det var bedre dengang,” sagde Ellen. “Og priserne ændrede sig ikke hver dag.”
“Det er ikke kun priserne,” sagde en kvinde ved vinduet. “Der var mere respekt for hinanden.”
Fyren med høretelefonerne kiggede op og lyttede til samtalen.
“Måske er det os selv, der er blevet ligeglade,” sagde han pludselig. “Alle sidder i deres telefoner og ser ikke hinanden.”
Ellen kiggede overrasket på ham. Det havde hun ikke ventet.
“Du har ret,” nikkede den ældre dame. “Min barnebarn er ligesådan altid på computeren. Han har aldrig tid til at snakke.”
“Bedstemor, fortæl os noget fra gamle dage,” foreslog fyren og lagde telefonen væk.
Den ældre dame lyste op.
“Jamen… Skal jeg fortælle, hvordan jeg mødte min mand? Det var også i en bus.”
“Fortæl!” bad flere stemmer.
“Jeg kørte i bus i ’57. Han stod ved siden af mig så flot ud i uniform. Pludselig standsede bussen, jeg væltede, og han greb mig. Sådan mødtes vi.”
“Romantisk,” smilede den unge mor.
“Romantisk,” nikkede den ældre dame. “Vi levede sammen i 60 år, indtil han gik bort.”
Der blev stille i bussen. Alle tænkte deres egne tanker.
“Jeg mødte min mand i køen til bageren,” sagde Ellen. “Han stod foran mig og smilede. Senere tilbød han at følge mig hjem.”
“Det er godt at have nogen at dele livet med,” sagde kvinden ved vinduet stille. “Jeg er alene mine børn bor langt væk.”
“Vær ikke bedrøvet,” sagde den unge mor og skiftede barnet til den anden arm. “Børn vender tilbage. Min mor klagede også, men nu kommer jeg ofte med mit barn.”
“Ja, børnebørn er en velsignelse,” sagde Ellen. “Min datter bor i en anden by, men min barnebarn kommer om sommeren. Hun er så klog spørger altid om min skoletid.”
Bussen nærmede sig bymidten. Ellen skulle snart af. Hun rejste sig og gik hen til den unge mor.
“Tak for pladsen. Her til en is til ham, når tænderne er kommet.” Hun rakte en tier.
“Åh nej, det behøver De ikke,” protesterede moren.
“Tag imod det gør mig glad. Han er så sød.”
Moren tog rørt imod.
“Mange tak. Gud velsigne Dem.”
“Jeg skal af sn
