“Nej,” sagde Freja pludselig. “Hør her, du kan bare tage huset. Jeg tager sommerhuset. Selvom det er mindre værd.”
“Signe Margrethe, er du sikker på, du læste grundigt nok? Måske stod der mellem linjerne?” Frejas stemme dirrede af nervøsitet.
“Jeg læste det, jeg læste det! Her, se selv!” Notaren rakte dokumentet over bordet. “Der står kun den standardformulering: ‘Med dette testamente ophæver jeg alle tidligere testamente.’ Det er alt. Intet andet.”
Mette sad som lammet af slag, drejede sine briller mellem fingrene, satte dem på og tog dem af igen. Freja nappede nervøst ved sin taske, mens Asger, den yngste af afdøde Karen Margrethes tre børn, bare tav og stirrede ud i luften.
“Hvordan kan det være?” fik Mette endelig frem. “Mor sagde jo, hun havde ordnet det hele, at huset og sommerhuset skulle deles mellem os. Kan du huske det, Freja? Hun forklarede det sidste sommer.”
“Jeg husker det godt!” Freja slog ud med hænderne. “Hun sagde, du, Mette, skulle have huset, fordi du har børn, og jeg skulle have sommerhuset, fordi jeg bruger hele sommeren der. Og Asger skulle have pengene på kontoen, han bor jo i København, han har ikke brug for fast ejendom her.”
Asger løftede hovedet og så på sine søstre.
“Jeg troede bare, mor snakkede løs. I ved jo, hvor meget hun elskede at planlægge og diskutere. Jeg tænkte aldrig, hun faktisk skrev et testamente.”
Signe Margrethe hostede diskret.
“Hør her, Karen Margrethe lavede faktisk et testamente. Men det var for mange år siden, omkring ti. Sidenhen ændrede hun nok mening og skrev et nyt, der ophæver de tidligere. Men hun glemte at specificere, hvem der skal arve hvad i det nye. Eller nåede det ikke. Sådan sker det desværre nogle gange.”
Mette rejste sig og gik rundt i kontoret. Hun var treogfyrre, arbejdede som lærer på den lokale skole og opdragede to børn alene efter skilsmissen. Hendes mors gamle hus var hendes sidste håb om et eget hjem.
“Så nu skal vi dele alt efter loven? Lige mellem de tre børn?” spurgte hun og kæmpede for at holde tårerne tilbage.
“Præcis. Hus, sommerhus, bankindskud alt i lige store dele.”
Freja fnøs.
“Det er da fint! Mette allerede så skuffet ud, troede, hun skulle have det hele. Og hvad med mig? Er et sommerhus på 600 kvadratmeter en pension værd?”
“Freja!” protesterede Mette. “Hvad har din pension med noget at gøre? Du ved udmærket godt, hvad mor ville!”
“Jo, jo! Men at ville er ikke nok, man skal også få det ordnet ordentligt. Og vores mor, hvile i fred, var altid en mester i at udsætte ting til sidste øjeblik.”
Asger rejste sig og kneppede sin jakke.
“Okay, stop nu skænderiet. Vi finder ud af det derhjemme i ro og mag. Signe Margrethe, hvornår skal vi komme igen?”
“Om en uge. Jeg forbereder papirerne til boopgørelsen. Men I skal først selv blive enige om, hvem der skal have hvad. Hvis ikke, må det gå gennem retten.”
Udenfor faldt der en klam oktoberregn. Mette trak hætten op, Freja åbnede sin paraply. Asger tændte en cigaret og mumlede for sig selv.
“Skal vi gå på café? Vi skal snakke,” foreslog Mette.
“Jeg har ikke lyst til at snakke med dig,” afbrød Freja. “Man kan tydeligt se, hvor skuffet du er over ikke at få det hele. Men mor fik tre børn, ikke kun dig.”
“Freja, hvorfor er du så vred? Det er ikke min skyld, at testamentet er så underligt.”
“Ikke underligt fair!” Freja smækkede paraplyen sammen med sådan en kraft, at vand stod i alle retninger.
Asger slukkede cigaretten mod den våde bænk.
“Piger, hold nu op! Det regner, folk kigger. Lad os gå hjem til Mette, drikke te og snakke roligt.”
Det tog et kvarter at gå til Mettes hus. De gik tavse, hver fordybet i egne tanker. Karen Margrethes hus lå på en stille gade, slidt men solidt. Vinduerne var spærret med plader, lågen låst med en gammel hængelås.
“Hvem har nøglen?” spurgte Asger.
“Jeg har den,” sagde Mette og tog en nøgelbundt op af lommen. “Jeg tog den efter begravelsen, tænkte, jeg ville rydde op.”
De gik ind i haven. Alt var overgroet, æbletræerne uklippede, drivhuset skævt. Mette åbnede døren, og en lugt af fugt og indelukkethed slog dem i møde.
“Åh, mor,” hulkede Freja. “Hvor er alt sammen forfal
